Ni ting man kan gøre i Palermo, Sicilien
Oplev Palermos bedste markeder, hoteller og restauranter.
En af de bedste
Mercato Il Capo
Af Palermos fire vigtigste gademarkeder er Il Capo (hovedet) det bedste med en stemning som i en traditionel arabisk souk. Frisk fisk, kød, blomster, orientalske krydderier,og meget store grønsager. Smag den lokale streetfood-sandwich Pannelle, friterede kikærter og kartoffelmos med frisk mynte og lidt citron. Sjov, billig og meget lækker. Åbent: fra morgenen til kl. 13.
Palermos hjerteslag
Quattro Canti
Stop et øjeblik og mærk Palermos hjerteslag i dette intime og barokke vejkryds fra det tidlige 1600-tal, et af de tidligste eksempler på byplanlægning i Europa. De kurvede, næsten ens facader med springvand og statuer i de fire årstiders nicher, Siciliens spanske konger og Palermos fire skytshelgeninder er bare andre eksempler på den allestedsnærværende overflod af seværdigheder fra byens gyldne æra.
Sicilianske lækkerier
Ferdinando II Le eccellenze di Sicilia
Denne intime vinhandel fører kun sicilianske produkter af højeste kvalitet, nøje udvalgt fra små forhandlere. Honning, syltetøj, Bottarga, Salame di Tonno, tonno rosso, kapers, de fineste olivenolier, de bedste vine, Modica chokolade eller Amara Rossa, en bitter fremstillet af røde appelsiner.
Travl bar- og restaurantgade
Via Isidoro la Lumia
Når aftenen falder på, bliver denne rolige og fashionable gade ved siden af Teatro Politeama til en travl bargade. Uformelle cocktail-barer, steakhouses og snack-barer med hamburgere, pinchos og paninis gør det let at blande sig og hygge sig med andre. Den bedste og travleste er fiskerestauranten La Pesceria, Via Isidoro la Lumia 21.
Bo på et palads
Quintocanto Hotel & Spa
Palermo
Selv om man befinder sig lige i hjertet af den kaotiske by, finder man ro og fred i dette moderniserede palads fra det 16. århundrede. Hotellets restaurant Locanda del Gusto bliver regnet for en af de bedste i byen. Klassiske dobbeltværelser fra 123 euro/per nat.
Traditionel street food
Antica Focacceria San Francesco
Berømt for sin street food og høje standard siden 1834. De fleste fra byen er enige om, at Antica Focacceria er et besøg værd til morgenmad eller til en gastronomisk frokost/middag. Hvis du vil have en hurtig snack, så prøv en ‘Arancina’ (fyldte og stegte riskugler) eller en ‘Sfinciuni’ (den typiske sicilianske tykke pizza med rasp).
Stilfuld Bed & Breakfast
BB22
Stilfuld, hemmelig og intim Bed & Breakfast, som har en kunstnerisk atmosfære med et stænk af romantik. Beliggende i kvarteret ved Palazzo Pantelleria, lige bag Piazza San Domenico, så du vågner op i Palermos historiske centrum.
Den bedste cappuccino
Antico Caffè Spinnato
Det bedste sted til en afslappende cappuccino – lavet på frisk mælk. Dette pasticceria stammer fra 1860 og har fremragende kager, cannolos og gelato, siciliansk is, som de lokale helst vil have serveret i brød. Beliggende i en eksklusiv gågade Via Principe de Belmonte, blot nogle få meter fra Via Ruggero Settimo, den store butiksgade.
En af de bedste strande på Sicilien
Mondello beach
Med sit turkise vand, hvide sand og bygninger i Art Nouveau-stil bliver Mondellos strand bedømt som en af de bedste i Italien, og den ligger blot en halv times kørsel med bussen vest for Palermos centrum. I løbet af sommeren er her mange mennesker, da alle har brug for at blive kølet af – og for at vise sig frem. Det resulterer i en anden slags trafik end i Palermo, men alligevel trafik. Nogle hoteller har dog deres egen del af stranden, som Mondello Palace Hotel. En anden mulighed er Unìco Boutique Hotel d'Arte med en skøn terrasse mod stranden med udsigt over bugten.
Tekst af Fredrik Ölmqvist