De fem bedste pizzeriaer i Napoli
Her er fem favoritter, der er noget ud over det sædvanlige.
Fin dej hos 50 Kalò
50 Kalò
Man kan ikke tale om pizza i Napoli uden at nævne Ciro Salvo fra restauranten 50 Kalò. På napolitansk betyder 50 kalò “fin dej”, og det er lige, hvad du får her. Dejen er højst sandsynligt årsag til, at 50 kalò er et af Napolis mest populære pizzeriaer. 50 Kalò er kendt for sin saftige dej, der har fået lov at hæve i mindst tyve timer. Den bliver derefter forvandlet til pizza i højeste kvalitet, som er let at fordøje. Ciro Salvo er ambassadør for Slow Food, og han anvender kun nøje udvalgte råvarer. Forbered dig på en lang kø, men husk, at Ciro Salvos pizza er værd at vente på.
Familie af pizzabagere
Pizzerie Gino Sorbillo
Napoli
Ifølge bageren Gino Sorbillo kan en napolitansk pizza sammenlignes med en god kop kaffe. Hvis den ikke damper, er den ikke god. Pizzaen skal spises med det samme. Man skal kunne genkende ingredienserne, og pizzaen skal være blød. Den skal skæres i trekanter, og når den løftes op, skal spidsen pege nedad og ikke være hård. Opfylder den disse krav, er det en ægte napolitansk pizza, mener han. Gino har flere pizzeriaer i Napoli, og hans første ligger på via del Tribunale i centrum. Hans far er den 19. af 21. søskende, i en familie, hvor alle er pizzabagere. Man kan derfor roligt sige, at Gino Sorbillo har pizza i blodet.
Historisk pizzeria i hjertet af Napoli
Da Attilio
Siden 1938 har der ligget et helt særligt pizzeria i det livlige Pignasecca-kvarter mellem de spanske kvarterer og shopping-gaden Via Toledo. Pizzeriaet hedder Da Attilio, og her er indretningen indbydende og enkel. I de to små spisesale har tusindvis af gæster fået serveret vidunderlig pizza gennem årene. Ejeren Attilio Bacchetti ved, hvad han laver, når han står ved sin varme pizzaovn, der ligger lige ved indgangen. Favorit-pizzaen hedder “il sole nel piatto” (sol på tallerknen) og er en solformet pizza, hvor skorpen er fyldt med lækker ricotta-ost. Pizzafyldet består af søde cherrytomater, bøffelmozzarella og Karl Johan-svampe.
Ungdommeligt og moderne
Concettina ai Tre Santi
Ciro Olivia er en ung mand, der er fjerde generations-pizzabager i et af Napolis ældste kvarterer, La Sanità.Her ligger hans pizzeria, La Concettina ai Tre Santi, et stenkast fra det imponerende arkæologiske museum. Indretningen er holdt i røde nuancer og er moderne, men samtidig varm og indbydende. Betjeningen er hurtig og god, og pizzaerne er fantastiske. Smag en traditionel Margherita, med dagfrisk mozzarella, saftig tomatsauce lavet med San Marzano-tomater eller en ”o´rrau” – en pizza med hjemmelavet kødragout og lagret parmigiano reggiano-ost. Det er umuligt at gå herfra uden et stort smil på læben!
To ambitiøse brødre
Fratelli Salvo
Francesco og Salvatore Salvo er to ambitiøse brødre, der gennem hårdt arbejde og i fællesskab har nået toppen af listen over Napolis populære pizzeriaer. I dag har de to pizzariaer – det historiske ligger i kvarteret San Giorgio a Cremano i den sydlige del af Napoli, og det andet ligger lige ved strandkanten i centrum af Napoli. Restauranten er karakteriseret af dens tradition, fremragende ingredienser og det store udvalg af olivenolier. Brødrene er også kendt for deres il cuoppo, som er friturestegte kroketter, mozzarella og arancini (fyldte risboller). Restauranten tilbyder også lokale vine af højeste kvalitet.
Tekst af Åsa Johansson