Modeprofilen Daniel Lindströms guide till Firenze

Hotellet, du skal bo på

Hotel NH Firenze

Inden jeg fortsætter, vil jeg lige nævne, at der både er mere charmerende (Belmond Villa San Michele), luksuøse (The Westin Excelsior) og specielle hoteller end NH Firenze. Men her er en dejlig pool på taget, og om sommeren, når varmen kan være anstrengende (ofte noget over 30 grader i juni, juli og august), er den guld værd. Uanset hvor skønt det er at gå rundt i byen, længes man efter vand, tro mig.

Hotellet ligger i Porta al Prato-området tæt ved Parco delle Cascine, Firenzes største grønne område med både tennisbaner og udendørs træningsfaciliteter. Og tagterrassen, som har en vidunderlig udsigt over tegltagene og Arnofloden, er også dejlig om aftenen. Her får man noget for pengene!

Kaffebaren, du skal besøge

Ditta Artigianale

Vi befinder os i espressoens hjemland – metoden blev født i Torino i 1884 – og Firenze har en gedigen cafétradition med traditionelle steder som Gilli, Paszkowski, Rivoire og Giubbe Rosse.

En mere moderne kaffebar er Ditta Artigianale, som ligger i en lille sidegade ikke langt fra broen Ponte Vecchio. Her kan man købe takeaway ved en luge i muren eller sætte sig indenfor til en længere morgenmad. Ditta Artigianale blev grundlagt i 2013 af Francesco Sanapo, en verdensberømt barista, som fokuserer på økologisk produktion og eget risteri.

Kaffen er naturligvis udsøgt ligesom udvalget af bagværk. Jeg plejer at stoppe på Ditta Artigianale efter en løbetur, så man kan unde sig en croissant af Molino Dallagiovanna-mel og fransk Cormansmør med fyld af creme og syltetøj. Mums!

Tagrestaurant med udsigt

Osteria delle Tre Panche

Restauranten er en af Firenzes bedst bevarede hemmeligheder, og jeg er ikke meget for at dele den her. Men okay – tagterrassen i det charmerende og trestjernede Hotel Hermitage har siden 2017 huset Osteria delle Tre Panche, en restaurant drevet af de kendte kokke Andrea og Viera Bista.

Menuen består af forskellige slags frisk pasta med rigelige mængder trøffel, for eksempel tortelli di pecorino di fossa al tartufo (hjemmelavet ravioli med pecorinofløde og frisk trøffel). Lyder det godt? Så skal I smage deres cheesecake efter en hemmelig opskrift fra 1986. Da Osteria delle Tre Panche havde en gæsteoptræden på Chefs Club i New York, kostede menuen 180 dollar og blev beskrevet som ”mere for pengene end en hel italiensk ferie”.

Men det helt unikke ved restauranten er beliggenheden et stenkast fra Ponte Vecchio med udsigt over byens historiske centrum. Den middag, jeg spiste her sidste sommer, var en uforglemmelig oplevelse.

Den tidløse klassiker

Trattoria Cammillo

Der er et væld af typiske trattoriaer i Firenze, men Cammillo i Oltrarno (den anden, ”oltro”, side af Arno) er noget særligt. Under modeugerne skal man bestille bord flere uger i forvejen.

Cammillo drives af tredje generation af den familie, der åbnede restauranten i 1945. Indretningsmæssigt har tiden stået stille med hvide vægge dækket af malerier, dekorationer og indrammede avisudklip, men restauranten virker alligevel aldrig gammeldags – snarere evig ung. Der er et åbent køkken, hvorfra pænt klædte tjenere i hvide forklæder kommer ud med hænderne fulde af fade og bakker. Der er en højlydt og livlig stemning men med hurtig og præcis service. Personalet har den karakteristiske selvsikkerhed, man finder på en historisk restaurant.

Menuen består af hjemmelavede toscanske specialiteter, der skifter med årstiderne – ribollita (brødsuppe), steaks, svampe, trøffel, vildt, ost, fisk og friske grønsager. Min favorit er spaghetti alla carrettiera med friske cherrytomater og friske hvidløg.

Et skatkammer med tøj

Desii Vintage

Selvom Firenze ikke er nogen stor by, er der masser af butikker for den modeinteresserede, både nyt og gammelt. Alle de kendte designerhuse er naturligvis repræsenteret med flagship stores, men perlerne er de små vintagebutikker.

Et eksempel er Desii Vintage på Via dei Conti, en florentinsk institution, der åbnede helt tilbage i 1947(!). Butikken er et sandt skatkammer, så afsæt en times tid til at gennemsøge den. Amerikansk workwear og militærtøj fra 1950’erne, streetwear fra 1990’erne og virkelig gode accessories og tasker fra brands som Celine, Prada, Hermès og Gucci.

Sortimentet er omhyggeligt udvalgt, så du kan også finde et topmoderne outfit blandt alle vintagetingene. Jeg sammensatte for eksempel et look med slidstærke, lige Dockers K1-chinos, en grøn, oversized bomberjakke og sorte penny loafers – præcis som moden ser ud på catwalken lige nu. (Dør om dør med Desii ligger den hyggelige Vintage Café med borde udenfor på den lille piazza).

Klatretur til Piazzale Michelangelo

Mit job fører mig til Firenze to gange om året, i januar og juni, når herremodemessen Pitti Uomo afholdes på Fortezza da Basso. Selvom der er mange sene middage, prøver jeg at komme ud at løbe med mine venner klokken syv hver morgen. Vi mødes midt på Ponte Vecchio og løber derfra op ad en smal og stejl gyde mod syd i retning mod Piazzale Michelangelo, en plads og et 360-graders udsigtssted fra 1860 fyldt med kopier af Michelangelo-statuer.

Det gode ved at løbe i Firenze – ud over de smukke bygninger, piazzaerne, de historiske broer over Arno-floden og de frodige haver – er, at man hurtigt kommer fra det tæt befolkede og livlige bycentrum ud til noget, der næsten opleves som at være ude på landet med grønne bakker og maleriske gårde i sten. Det er nærmest gratis sightseeing kombineret med motion. Idéer til gode løberuter findes på greatruns.com.

Legendarisk bar

Harry’s Bar

Det siges, at taburetterne omkring baren er de originale og altså de samme, som Paul Newman, Elizabeth Taylor og Margot Hemingway har siddet og nippet til cocktails på. Harry’s Bar, som ligger lige ved Arno-floden, er en institution og en af Italiens mest ikoniske barer. (Ikke at forveksle med en vis Harry’s Bar i Venedig, Firenzeversionen er cirka 20 år yngre og åbnede i 1953.)

Her drikker man Bellini, Negroni og Martini – sidstnævnte serveres i små, snapselignende glas, iskold og ekstremt tør. Harry’s udstråler gammeldags elegance med tunge træpaneler, røde duge og tjenere i hvide jakker. Man får virkelig indtrykket af, at rummene med belysning fra Murano-lamper ikke har ændret sig meget i seks årtier. Jeg plejer at vælge en af de toscanske klassikere på menuen, f.eks. bagt tagliolini med prosciutto eller risotto primavera.