Oplev Hardangerfjordens blomstrende skråninger
Skandinaviens smukkeste forårsoplevelse.
Hvert forår spreder der sig en hvid og lyserød eksplosion gennem de blomstrende frugtplantager, som dækker skråningerne omkring Hardangerfjorden – en af Norges længste, smukkeste og mest kendte fjorde – når hundredtusindvis af æbletræer springer ud. Det er et magisk og vejrfølsomt fænomen, som for det meste begynder i midten af maj og bliver ved en måned, men det kan starte allerede i april.
Fjorden og blomsterne har længe lokket turister til. Det vidner blandt andet Utne hotel om, som har modtaget gæster siden 1722, da det åbnede. Det er et skønt sted for dem, der vil bo smukt og traditionelt.
Fra blomster til cider
Æbleblomstringen er ikke bare en smuk og visuel fest for øjnene, men også en vigtig tid for æbleavlere, fordi den markerer begyndelsen på en ny vækstsæson, hvor æbletræerne bestøves og derefter udvikler frugt. 40 procent af Norges frugt produceres faktisk omkring Hardangerfjorden, da den har et klima, som er særligt godt for netop frugtavl.
Æblerne anvendes derefter i områdets meget succesfulde ciderindustri, og et godt tip er at tage på en tur til nogle af de kendte ciderier, som Store Naa Siderkompani og Aga Sideri – der begge ligger langs Sørfjorden, som er en sidefjord til Hardangerfjorden. Vi anbefaler virkelig at prøvesmage den lokale æblecider!
På den anden side af blomsterne
Hardangerfjorden er et eventyr i sig selv. Når I har stirret jer mætte i de blomstrende skråninger, kan I tage på udflugt til den spektakulære fremspringende klippe Trolltunga, gå bag ved den kendte Steinsdalsfossen eller besøge Salmon Eye, verdens største flydende kunstinstallation, hvor du både kan lære om norsk akvakultur og spise et luksuriøst måltid på Restaurant Iris.