Jens Lapidus bedste mountainbiketips til Mallorca
Forfatteren Jens Lapidus opdagede mountainbiking på Mallorca. Her er hans bedste tips.
”Det har altid været en drøm for os at flytte til udlandet og udvide børnenes horisont. Først talte vi om Los Angeles, men vi kom frem til, at det var lidt for langt væk til at bevare en tæt relation til Sverige. Derfor faldt valget på Mallorca. Da det er en ø i Middelhavet, får man både natur, strand og hav – og en skøn vibe. Det er et enkelt liv at bo her, mindre firkantet og mere gæstfrit. Desuden er der et stort skandinavisk samfund og flere gode internationale skoler.”
Derfor skal du rejse til Mallorca om foråret og efteråret
”Når talen falder på Mallorca, tænker mange nok på strande, men der er også bjerge. På øen løber en bjergkæde, som hedder Sierra de Tramontana, og der er landevejscykling utrolig populært. Nogle gange kan man ikke engang køre bil på småvejene, fordi der er så mange cyklister, men der er ikke ret mange, der ved, at der også er utrolig gode muligheder for mountainbiking. De fleste tager til Mallorca om sommeren, og så besøger man ikke bjergene, fordi det er for varmt. Om foråret og efteråret er bjergene mit yndlingssted.”
”Det er værd at prøve – trods stigningerne.”
Mountainbiking på Mallorca – for dig som vil have en udfordring
”Sammenlignet med et svensk terræn er der mere kuperet på Mallorca. Her skal du ofte køre opad i flere minutter i ret høje bjerge, så det er om at være i god form. Men det er jo ikke nogen konkurrence. Hvis du synes, stigningen er for lang, stiger du bare af cyklen og trækker den. Men jeg vil sige, at når man så når op på toppen, bliver man ofte belønnet med en fantastisk udsigt over havet og bjergene. Det er værd at prøve – trods stigningerne.”
De bedste cykelture ifølge Jens Lapidus
”I nærheden af Palma ville jeg anbefale noget, der hedder Military Hill, et militærområde bag Genova, hvor man cykler op på bjerget ved en militærbase. Lad dig ikke afskrække af, at basen er aktiv, der er ikke afspærret, og det er tilladt at cykle på vejene omkring den. Fra toppen udgår virkelig gode stier, som løber langs bjergkæden mod både øst og vest, så man skal bare vælge den retning, man vil køre. Hvis du cykler mod vest, havner du nok et sted omkring Costa d’en Blanes, og hvis du er kørt mod øst, kommer du ned et sted ved de nordlige dele af Palma. Det plejer at være en god halvdagstur med udgangspunkt i Palma.”
”Længere væk på øen er der gode ture ved Banyalbufar, Sóller og Fornalutx. Mountainbiking på Mallorca er ikke altid let tilgængelig, fordi man skal finde spor og stier på bjergruterne, og de er ikke altid afmærkede. Mine venner og jeg udforsker det i høj grad selv. Der findes apps som Strava og Trailforks, som kan hjælpe, men det kræver også i høj grad, at man udforsker området på egen hånd. Når man er færdig, anbefaler jeg at tage ned til den nærmeste by, spise en god frokost og drikke en kop kaffe.”
Sådan startede Jens Lapidus’ interesse for mountainbiking
”Jeg fik en knæfraktur under en skiferie i Alperne. Før det dyrkede jeg mest langdistanceløb. Efter ulykken skar jeg meget ned på løbet for at skåne knæet. Da jeg løb meget, handlede det mere om at måle min tid på forskellige måder. Mountainbiking er sværere at måle, fordi du hele tiden kører ad nye trails, nye spor, nye bakker, som ikke kan sammenlignes. Så bliver målingerne ret meningsløse. I stedet gør man det kun, fordi det skal være dejligt og sjovt. Det er en træningsform baseret på lyst, så man både kan nyde træningen og selve cyklingen. Desuden giver det mig en stor ro og afslapning. For mig, som har meget energi, er det skønt at have krop og hoved samme sted. Det kræver utrolig meget fokus – ellers slår man sig. Man skal være til stede i nuet, og det er en vidunderlig oplevelse for mig.”
Jens Lapidus’ tips
At køre mountainbike er en udstyrssport. Lej og test, inden du køber en dyr cykel.
Når man cykler i vanskeligt terræn, er det skønt med dobbelt dæmpning, altså dæmpning også på baghjulet.
På Mallorca skal du køre en hel del downhill, dvs. når du cykler ned ad bjerget. Der er meget grus og mange sten, så for en sikkerheds skyld er det godt at bruge både ben- og armbeskyttere.
Tag godt med vand og energibarer med, så du kan klare dig.
Tekst af Erica Lindberg