/\

ANNONCE

Celebration – Disneys drømmeby i Florida

Walt Disneys drøm om at bygge den perfekte by er blevet til virkelighed. To årtier efter de første spadestik fortsætter Celebration i Florida med at overraske sine kritikere.

På en vilkårlig søndag morgen går indbyggerne i Celebration i Florida til kirke ad de grønne og velholdte gader, mens der løbetrænes rundt om den kunstigt anlagte sø, og de lokale frugt- og grønthandlere gør klar til dagens marked. Det er et smukt og harmonisk syn – ikke en gren ligger forkert.

Celebration har 8.000 indbyggere og er det perfekte eksempel på en arketypisk amerikansk by.

Farvekodede hjem, symmetrisk anlagt i fire centrale boligkvarterer, der breder sig ud fra shopping- og restaurantgaderne i byens centrum. Her er fire kirker og en grundskole. En golfbane favner byen som et blødt, grønt tæppe.

Newsome-familiens, som er en af pionerfamilierne i Celebration, har netop fået at vide, at de ikke må plante et lille palmetræ i deres forhave.. Foto: Edward Linsmier

Byen blev grundlagt et stenkast fra Disney World i 1994. Det var Walt Disney selv, der i første gang udtænkte et sted som dette i 1960'erne. Walt Disney levede ikke længe nok til at se sin drøm blive ført ud i livet, men Celebration er virkelig nok og frugten af hans eksperimenterende lille lokalsamfund, som han havde planlagt ned til mindste detalje.

Den fungerer også som modgift til de amerikanske standardsovebyer i forstæderne, bilkulturen og den ødelæggende effekt på lokalsamfundene. Folk, som bor her, har selvfølgelig biler, men de er gemt væk i garagerne under de charmerende huse – en nyhed i ISA, hvor parkerede biler og garageporte normalt er det dominerende indslag på de fleste facader.

Walt Disney Company trak sig ud af den daglige drift af Celebration i 2004, men koncernen regulerer stadig byen med stram hånd. Koncernen har fx ubegrænset vetoret i forhold til boligforeningen, hvilket sikrer, at indbyggerne følger de regler, der er udstukket i den tykke mappe, som alle beboere får udleveret, når de køber en ejendom. Boligejerne får bøder, hvis de hænger gardiner i skrappe farver i vinduerne, hvis de bruger de forkerte materialer i deres haver, og hvis de parkerer et mobilehome foran huset.

"Den gang vi lige var flyttet ind, plejede folk at køre forbi og spørge, om vi skulle klæde os ud, når vi var uden for", griner John Newsome, som har boet her med sin hustru Barbara siden 1996 – det år, hvor "pionerfamilierne" i Celebration flyttede ind. "Jeg begyndte at slå græs med Mickey Mouse-ører på bare for at tage gas på det hele".

Newsome-familien har netop fået en afgørelse fra foreningen: De må ikke plante små palmetræer i deres nye forhave. "De er inde i en "ingen palmer"-fase, så vi fik ingen palmer denne gang", siger John.

I forbindelse med etableringen af Celebration drænede Disney området, flyttede alligatorerne ud og hævede grundniveauet i Osceola County-sumpen, hvor byen nu ligger. Newsome-familien læste om Celebration i en pressemeddelelse og var blandt de 5.000 personer, der deltog i lodtrækningen om at købe et af de første 474 huse, der blev bygget her. Deres lyseblå hus ligger i Celebrations West Village-område.

Bohemian hotel. Foto: Edward Linsmier

Det er kun i forbindelse med højtiderne, at reglerne kan bøjes lidt, og det omgivende samfund får en lille smule indflydelse på byen – til Halloween rasler 2.000 udklædte børn fx forbi Newsome-familiens hus. En nabo længere nede ad vejen går all in og hyrer håndværkere til at bygge et piratskib med falske kanoner i fuld størrelse i sin forhave. Men så går den heller ikke længere, forklarer Barbara: "De fortæller os, når det er tid at tage julelysene ned igen".

Fra starten har priserne i Celebration ligget et godt stykke over gennemsnittet for regionen, uden tvivl takket være den omhyggelige vedligeholdelse og de strenge regler for byen og husene.

Men glansen fra den oprindelige brochure for Celebration fra 1996, som beskrev stedet som et sikkert og idyllisk sted, hvor biografen viste tegnfilm om lørdagen, og børnene fangede ildfluer, er gået en lille smule af byen.

Foto: Edward Linsmier

Finanskrisen i 2008 ramte hårdere her end i resten af Florida – som var en af de værst ramte stater i USA –  hver 20. hus i Celebration røg på tvangsauktion, og det samme skete for biografen, som stadig er lukket den dag i dag. Huspriserne faldt med 60 %.

Priserne er små småt tilbage på ret køl igen, men der har været andre udfordringer. Et grusomt mord, det eneste i byens historie, blev begået ved Thanksgiving i 2010, hvor en beboer blev overfaldet og kvalt i sit hjem af en person, der ikke boede i byen. Mordet fandt sted få dage efter, at en beboer, der var røget på tvangsauktion, havde låst sig inde i sit hus og begået selvmord, da SWAT-teamet rykkede ind.

Der gemmer sig mere under overfladen, end man lige kan se", fortæller 20-årige Desiree Lecaros, der er vokset op i Celebration, og som nu studerer psykologi i Gainesville i det nordlige Florida. Hun udstøder et eftertrykkeligt "Nej, det gør jeg ikke", da hun bliver spurgt, om hun flytter tilbage til Celebration efter college.

"Det er som at bo på Wisteria Lane i Desperate Housewives. Jeg plejede at elske Disney, men man keder sig ihjel her". Og peger på et af nabohusene, hvor verandaen er fyldt med Mickey Mouse-detaljer: "Det er tydeligt, at de lige er flyttet ind".

Det er helt naturligt, at Celebration har sine kritikere – det er også et projekt, der er let at kritisere. Men det, byen mangler i mod og måske i ironi, opvejes fuldt ud af dens fokus på mennesker i forhold til byplanlægning og opbygning af lokalsamfund. Det er et skønt sted, hvor naboerne sludrer med hinanden på terrassen og siger hej, når de møder hinanden på gaden.

Mange indbyggere i Celebration er blevet tiltrukket af løftet om et lokalsamfund. Disney har lanceret forskellige klubber, herunder haveklubben og den lokale Rotary-afdeling, for at skabe relationer og sammenhold mellem beboerne.

Foto: Edward Linsmier

Og på trods af enkelte smuttere er byen stadig et meget populært sted. Et tilstødende stykke jord er nu under udvikling, der bygges endnu en skole, og en udvidelse af den presbyterianske skole er på tegnebrættet. Unge familier flytter hertil for at starte et liv her – mange er tiltrukket af skolen, som opnår topplaceringer i regionen hvert år.

Det hjælper selvfølgelig at være Disney-fan, hvis man skal acceptere Celebrations formynderiske system af regler og retningslinjer. Men selv, hvis man ikke kan døje den berømte mus, er det tale om et interessant eksperiment i opbygning af lokalsamfund, der stadig den dag i dag, to årtier senere, tiltrækker nye beboere. Det er en succes, som Walt Disney ville have elsket.


Tekst: Liv Lewitschnik 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk