/\

ANNONCE

Danseren Virpi Pahkinen: “Jeg tjener dansens gud.”

Virpi Pahkinen, prisvindende finskfødt danser, oplevede at hårdt arbejde tillod hende at undslippe spiritualiteten. Nu arbejder hun hårdt på at finde – spiritualitet. Dette er hendes rejse.

Pahkinen er mest kendt som solodanser. Ensomhed er hendes ven. At danse fører Virpi Pahkinen til et højere sted. Foto: Karl NordlundSom barn og teenager spillede jeg klaver, sang i kor, lavede gymnastik og dyrkede kunstskøjteløb. 

Spiritualitet har altid været vigtig for mig.
Da jeg var teenager var jeg bange for Gud og havde mørke teenagertanker om livet og verden, men det glemte jeg alt sammen, når jeg lavede gymnastik. Jeg svedte bekymringerne ud og dansede for at glemme Gud. 

Jeg så et opslag om moderne dans på væggen i mit gymnasium og tog ud for at prøve det af. Danseundervisningen foregik i en Mormonkirke med højt til loftet og store vinduer. Som regel ligger øvelokalerne under jorden, og de er mørke med lysstofrør. Så det her var specielt.            

I dag kommer jeg nærmere på det spirituelle ved at være fysisk. Cirklen er sluttet, og jeg føler en tættere kontakt med Gud, når jeg danser.

Jeg elskede at rydde et lille område på en sø og danse i månelyset alene, sent om aftenen. Jeg begyndte at finde mening, når jeg gentog de samme figurer igen og igen. At være alene var en stor del af den oplevelse. Ofte måtte jeg vente til hockeyspillerne havde forladt stedet. 

Jeg blev indskrevet på universitetet for at studere romanske sprog, men jeg studerede faktisk ikke, jeg nød bare fordelene ved at være studerende. Jeg spillede også klaver på Helsinki Konservatorium, men jeg vidste hele tiden, at det ikke var sagen for mig. Så foreslog en danselærer, at jeg skrev en ansøgning til Danshögskolan i Stockholm.

Jeg havde ikke spillet klaver i over tyve år, da jeg tog det op igen. Nu elsker jeg at spille de lange skalaer. Sommetider er det godt at holde en virkelig lang pause.

Født: Jyväskylä, Finland
Karriere: Hendes arbejde som danser og koreograf har fundet anerkendelse hos kritikere i over 45 lande, bl.a. Australien, Mexico, Sydafrika, Libanon og USA. I 2011 modtog hun Sveriges Litteris et Artibus for sit enestående kunstneriske bidrag. I 2014 modtog hun Cullberg Prisen, som bliver givet til en person, der “har sat Stockholm på det internationale dansekort.”

Read more

Jeg er ikke en af de dansere, som bare gør tingene og improviserer. Der er nogle, der er fulde af energi, men for mig er det som at tage et brusebad: det er rart nok, når man er i det, men der er ikke nogen dybere mening i det. Jeg elsker at dele nogle meningsfyldte hemmeligheder, som publikum så selv kan tyde. De bedste ting er dem, der ikke kan forklares. Hele universet består af sort energi og sort substans, og vi ved ikke ret meget om det. 

Koreografi er en meget fysisk oplevelse for mig. Jeg tager hen til studiet og begynder at bevæge mig i stilhed. Det ligger alt sammen i mine musklers hukommelse. Nøglen er den akkumulerede energi og inspiration, der kanaliseres ud gennem mit nervesystem, som er sensitivt og tunet ind på dans. 

Jeg laver koreografien først, og så følger resten. F.eks. tænker jeg ikke på et bestemt stykke musik. Jeg bevæger mig ikke til musik – musikken kommer til min dans. Bevægelsen finder vej i rummet, og lidt senere mødes den med musik og lys. 

I min nyeste produktion har jeg seks dansere, den yngste er ti år gammel. Hans mor var på en af mine workshops for elleve år siden, mens hun var gravid. Den dreng dansede hos mig, selv før han blev født!

Jeg blev virkelig hooked på ashtanga vinyasa yoga, og kom så langt med det, at jeg kom til et punkt, hvor jeg måtte beslutte, om jeg ville være yogi eller danser. Så trappede jeg ned på yoga. Var jeg doven eller smart? Smart, vil jeg nok helst mene. 

Hvis jeg gerne ville være en privat person, ville jeg nok sætte mit hår på en anden måde, men jeg har accepteret den kendsgerning at jeg er kunstner, og at mit liv er mit arbejde. Jeg tjener danseguden.

Når jeg rejser, prøver jeg altid at opleve nattelivet. I Mexico bankede jeg på en sort dør, bare fordi jeg hørte noget musik, som kom omme bagfra. Det viste sig at være en hemmelig klub.

Det er ikke altid let at kombinere behovet for disciplin med kunstnerens ønske om at improvisere. Dansen gør det for mig. Jeg bliver nødt til at lære trinnene ved at gentage dem, men jeg må også være åben for indflydelse hele tiden.

Er jeg finsk? Svensk? Når jeg optræder uden for Skandinavien, bliver jeg præsenteret som både finsk og svensk. Jeg tror nok, at svenskerne synes, at det er i orden at præsentere mig på begge måder, mens finnerne helst siger, at jeg er finsk. Jeg er vel en finskfødt danser, som arbejder i Sverige. 

Jeg er glad for at have gået i skole i Finland. Der var noget disciplineret over det. 

 

Tekst: Risto Pakarinen 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk