/\

ANNONCE

SAS stewardesser i 1946 og 1947 ved Bromma Airport, Stockholm. DC-3, Ankan SE-BBR ses i baggrunden.
SAS stewardesser i 1946 og 1947 ved Bromma Airport, Stockholm. DC-3, Ankan SE-BBR ses i baggrunden.

Fly

1940'erne: De fik det til at ske

Da SAS begyndte at søge efter stewardesser, var der mere end 700 ansøgere til de 22 ledige stillinger. Der var glamour i luften.

Og hvis der var ét problem, som SAS ikke havde, så var det at tiltrække arbejdskraft. Der var allerede mere end 1.200 mennesker, der arbejdede i Bromma Lufthavn i Stockholm. Luftfarten havde udviklet sig hurtigt under krigen, og der var mange dygtige piloter, som stod klar.

Men selv om SAS havde sin egen luftfartskole, så var alle ansøgerne forhenværende piloter i militæret, som ofte havde tusinder af flyvetimer bag sig. Uddannelsen til kaptajn tog tre år, hvad der også var dyrt for selskabet. Ifølge et interview i Svenska Dagbladet i november 1946 med lederen af uddannelsen, Sven Åhblom, løb udgifterne op på 400.000 svenske kroner, hvad der ville svare til omkring 7 millioner svenske kroner i dag.

Alligevel havde SAS hele 75 komplette pilotbesætninger i 1948.

Og hvis det var ret let at finde professionelle piloter, så var det endnu lettere for SAS at tiltrække kandidater til at blive stewardesser. Da det rygtedes, at mere end 700 havde søgt om de 22 pladser til den første uddannelse af stewardesser, blev antallet af interesserede ansøgere nemlig endnu højere til de næste to kurser.

Men hvis man troede, at enhver gammel kone ville kunne klare jobbet – de var faktisk allesammen unge – så var det helt forkert. Kravene var ikke så lette at opfylde. Ansøgerne skulle tale mindst tre sprog, have studentereksamen, og desuden måtte de meget gerne have en sygeplejerskeuddannelse bag sig.

På et kursus, der varede to måneder, lærte de unge kvinder om fly-terminologi på engelsk, om hvordan en flyvemaskine fungerede, om udstyret om bord, lægehjælp, etikette og hvordan man betjente passagererne. De fik også skønhedsråd.

Det blev opfattet som et glamourøst arbejde, selv om SAS gjorde sit bedste for at understrege, hvor krævende arbejdet i virkeligheden var.

SAS stewardesser ved Bromma Airport, Stockholm 1948.

“At være stewardesse er hårdt arbejde og kan ikke anbefales til dem, der bare vil se verden,” sagde chefstewardesse Anna Lönnqvist, som havde en grad fra Uppsala Universitet. “I den forbindelse skal man tænke på, at vi kun må komme på to ture til Amerika hver måned, og at fritiden her skal bruges til hvile. Det er vores rute til New York, der virker som den mest tiltrækkende, selv om det er en tur på 25 timer med en masse hårdt arbejde.”

Det skræmte nok ikke nogen væk, selv om arbejdet bestemt ikke var let.

“Vi ville bare ønske, at den romantiske forestilling om at være stewardesse ville være slut,” sagde Bo Lindorm fra ABA, det svenske luftfartselskab, der senere blev fusioneret med SAS. “De er ikke mere specielle end andre hårdtarbejdende piger. Hvis der er en forskel, så er det, at vores stewardesser møder ekstremt høje krav. En pin-up-pige kunne aldrig blive stewardesse.”

Arbejdet var så hårdt, at antallet af arbejdstimer måtte justeres fra de oprindelige 100 timer i luften hver måned til 70.

I SAS var nogle destinationer mere populære end andre. New York var helt i top, efterfulgt af London, så Paris, og så Hamborg. Og da “Græshoppe-ruten” til Bangkok åbnede, blev den også meget populær blandt kabinepersonalet. Hvem ville for eksempel sige nej til en tur på to uger til Fjernøsten?

Men New York var New York, og den var ikke bare tiltrækkende på grund af byens seværdigheder, men også på grund af de opgaver, som stewardesserne havde her. De skulle sørge for, at passagerernes pengeforhold og visaer var i orden. Hvis ikke, ville passagererne ende på Ellis Island til en alvorlig samtale med immigrationsmyndighederne.

Sidst ændret: 4 februar, 2016

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk