Fly
Det skal du have med i håndbagagen
Og glem så ikke:
Pas og valuta
Pas og penge i håndbagagen kan virke som en no brainer. Men vi siger det alligevel. Vi køber alt med kort herhjemme og kan let tro, at fremmed valuta ikke længere behøves på rejsen. Men betalingskort og hæveautomater er ikke lige udbredt i alle lande, og du kan pludselig komme i knibe, hvis du er rejst af sted uden penge på lommen. Så husk valuta. Og dit pas.
Et print af dine rejsedokumenter og hotelreservationer
Selvom der findes elektronisk check-in og boardingkortet kommer på din smartphone, er du ilde stedt, hvis der pludselig ikke er wi-fi eller telefonen løber tør for strøm. Husk et print – for en sikkerheds skyld
Medicin
Hvis du tager medicin, skal du medbringe den i håndbagagen. Ikke kun til selve flyveturen, men til hele rejsen i tilfælde af, at din indcheckede bagage skulle gå tabt.
Elektronik og andet skrøbeligt udstyr
Hvis du vil være sikker på, at din tablet, computer, kamera mm. ikke kommer til skade under flyveturen, skal du pakke dem i din håndbagage. Download musik og underholdning hjemmefra, så du ikke er afhængig af en netforbindelse. Og husk opladere!
Essentielle toiletsager
Vådservietter, deodorant, hårbørste, tandbørste, fugtighedscreme, læbepomade og ørepropper er gode at have på flyet - og også, hvis din indcheckede bagage skulle blive forsinket.
Ekstra tøj
En varm trøje, et tørklæde og uldsokker, hvis det skulle blive air-con-koldt i flyet.
Snacks
Så længe den er pakket ind og ikke er flydende, skal den nok gå gennem security. Og køb en vand, når du har været igennem security. Luften på flyet er knastør, så du får brug for ekstra væske.
Læsestof
Rejsetid kan blive mig-tid. Nu har du chancen for at få læst morgenavisen fra A-Z, fordybe dig i guidebogen, eller læse den roman, du aldrig når i hverdagen. Vælg papir-format, så du kan læse uafhængigt af strøm og netværk.
Tekst: Lise Hannibal
Publiceret: 4 juli, 2016
Mest læste
Mest læste
ANNONCE