/\

ANNONCE

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Fly

No smoking please

Det er næsten 20 år siden, rygning blev forbudt på alle SAS-afgange. Men den lange vej til forbuddet begyndte mange år tidligere.

I dag er der ikke mange, der er opmærksomme på kabinepersonalets meddelelse om, at rygning er forbudt om bord på flyet. De rejsende, som overhovedet bemærker den, spekulerer sikkert på, om det overhovedet er noget, det stadig er nødvendigt at sige.

Nutidens rejsende tager røgfri fly for givet, og rygere er helt vant til at få deres fix i rygerum i lufthavnene (i det omfang, de findes).

Men sådan har det ikke altid været. Holdningen til at ryge om bord på fly var så anderledes tilbage i 1950'erne, at SAS ligefrem havde sit eget cigaretmærke med SAS-logoet trykt på hver enkelt cigaret.

Det første forbud hos SAS kom i januar 1986, hvor Linjeflyget, SAS' svenske indenlandske datterselskab, forbød rygning på deres flyvninger. Det var et naturligt første skridt, og selv rygerne kunne klare det, eftersom Linjeflyget's længste flyvning var den 65 minutter lange rute fra Skellefteå til Stockholm. Der havde været røgfri prøveflyvninger før denne, og ifølge undersøgelser syntes størstedelen af rygerne, at turene var behageligere uden røg.

Foto: SAS

"Det var vidunderligt at have et røgfrit arbejdsmiljø," sagde Monica Persson, stewardesse på Linjeflyget, til det svenske Tobakfakta. "Selvom rygning kun var tilladt bagest i flyet, var der ofte kraftig røg i hele kabinen. Den fik tit mine øjne til at løbe i vand." 

I den kommercielle luftfarts tidlige dage kunne rejsende ryge overalt i flyet. Da offentligheden derefter i 1970'erne begyndte at bekymre sig om virkningerne af passivrygning, adskilte man rygere og ikke-rygere.

Gennem årene har flyselskaberne eksperimenteret med forskellige måder til at holde rygere og ikke-rygere adskilt. SAS forsøgte – som andre flyselskaber – at adskille dem lodret, så rygerne sad på venstre side af gangen og ikke-rygerne til højre med et røggardin mellem de to sektioner. Man indførte dog den vandrette opdeling, efter at ikke-rygerne protesterede.

Fjendskabet mellem rygere og ikke-rygere nåede af og til alarmerende højder. I maj 1986 kunne den svenske avis Expressen f.eks. berette, at der på en flyvning fra Washington til New York udbrød slagsmål mellem rygere og ikke-rygere, der tvang flyet til at lande i Baltimore. Andre aviser bragte også historier om en stewardesse, der bar gasmaske, mens hun serverede middag i rygerafsnittet, og en andenpilot, der blev idømt en bøde for at trække iltmasken ned, fordi hans kaptajn var kæderyger.

I 1988 gjorde SAS indenrigsflyvningerne i Sverige og Norge røgfri, og året efter blev politikken udvidet til indenrigsfly i Danmark og flyvninger mellem de nordiske lande. I 1996, to år efter at rygeområderne blev fjernet fra svenske skolegårde, blev SAS-fly til Benelux-landene, Frankrig, Tyskland, Schweiz, Østrig og Storbritannien røgfri. Og det er utroligt nok kun 19 år siden – i 1997 – at SAS forbød rygning på alle flyafgange. Det faldt sammen med EUs forbud mod rygning på flyvninger i medlemsstaterne.

"Vi har indført røgfri flyvning i etaper," siger Jan Olson, VP for Business Development hos SAS. "Vores kundeundersøgelser viser, at et overvældende flertal foretrækker et helt røgfrit miljø om bord. De viser også, at helt op til 60 % af de rejsende, som ryger, accepterer indførelse af røgfri politik, og at vores hyppigt rejsende er dem, der er mest positive over for ikke-rygning. Erfaringer fra vores røgfrie europæiske afgange fortæller os, at de fleste rygere kan klare sig uden at ty til erstatninger. SAS har valgt at være blandt de helt røgfrie flyselskaber, og det ligger fint i tråd med vores målsætning om at statuere et godt eksempel på miljøområdet."

I 1997 var internettet stadig i sin vorden – der var ingen SAS App – så for at informere rejsende om den nye politik udgav SAS en brochure på fire sprog, der blev uddelt til rejsebureauer

I dag er rygning om bord på flyet et levn fra fortiden på samme måde som behovet for at producere en brochure, der forklarer, hvorfor flyvningerne er røgfrie.

Men hvad med e-cigaretter? Det har SAS haft med i overvejelserne og anfører dem som forbudte ting på deres hjemmeside: "Elektroniske cigaretter, cigarer og piber er ikke tilladt om bord." Om bord omfatter også toiletterne, hvis du spekulerede over det.

 

Tekst: Risto Pakarinen 

Sidst ændret: 24 november, 2016

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk