/\

ANNONCE

Vi gør det: Den nye SAS-aftale underskrives af (siddende fra venstre) Marcus Wallenberg, P.M. Hansson og Per Kampmann samt (stående fra venstre) A.Gjöres, E.F. Eckhoff og Prins Axel.
Vi gør det: Den nye SAS-aftale underskrives af (siddende fra venstre) Marcus Wallenberg, P.M. Hansson og Per Kampmann samt (stående fra venstre) A.Gjöres, E.F. Eckhoff og Prins Axel.

Fly

Tidlige 1950’ere: Gør det godt, eller bliv hjemme

Det nye selskab havde eksisteret i 5 år og ekspanderede overalt, men ikke alle var lige begejstrede for udviklingen. Nordmændene var skeptiske.

1950’erne var en helt ny tidsalder. Krigsårene var endelig overståede og blev erstattet af år med opsving og genopbygning af Europa. Det nye SAS ­– hvor et dansk, et svensk og et norsk flyselskab slog sig sammen omkring transatlantiske flyruter – fik en god start. På få år havde selskabet samlet en besætning, som kunne håndtere udvidelsen med flyruter til New York, Montevideo, Calcutta og andre steder.

Det næste selvfølgelige trin var at udvide dette jointventure til at dække alle ruter. Med andre ord var det tid til at bringe alt under den samme paraply og til at skabe et af de største flyselskaber i verden. Rationaliseringerne ved dette tiltag ville desuden medføre besparelser på omkring 12 millioner svenske kroner (i 2015 kroner ca. 220 millioner eller 23 millioner euro).

Men det viste sig at være lidt vanskeligere end forventet.

Norske medier startede en kampagne mod SAS, i hvert fald ifølge de svenske aviser. Striden handlede om fordelingen af magten i det nye selskab. Stillingen som administrerende direktør var øremærket til P.A. Norlin, som havde været SAS’ administrerende direktør, da selskabet blev stiftet, men som siden havde været ansat i ABA, det svenske luftfartselskab, som havde udgjort en tredjedel af SAS. Nordmændene brød sig heller ikke om den kendsgerning, at det nye selskab skulle have sit hovedkvarter i Stockholm, mens “alle eksperterne er enige om, at København ville være det bedste valg”, som de skrev i Svenska Dagbladet i oktober 1950, hvor de citerede det norske Verdens Gang.

Det var lidt usikkert, om der var alvor bag truslen om, at Norge ville trække sig ud,  men det krævede i hvert fald en række forhandlinger på højeste regeringsplan, før de tre lande fik trådene redet ud.

Svenskerne og danskerne vidste, at de havde brug for Norge, selv om nordmændene slog på, at de åbenbart bare var det femte hjul på vognen. Men hvis Norge havde trukket sig ud, ville flyselskabet have mistet en del af sin flåde af fly og kunne sandsynligvis ikke have fløjet til alle sine destinationer.

Ifølge rapporter i medierne blev der lagt alternative planer i Norge, og konkurrerende flyselskaber udtalte, at de ville samarbejde med et nyt uafhængigt norsk DNL flyselskab, hvis det blev aktuelt.

Sent i oktober 1950 skulle der afholdes et topmøde i Sola uden for Stavanger i Norge med transportministre fra alle tre lande, som var parate til at slå en handel af med hinanden: Sveriges Torsten Nilsson, Norges Nils Langhelle og Danmarks Frede Nielsen. Danmark og Norge havde også deres finansministre, Viggo Kampmann og Olav Meisdalshagen, klar til at tage til Sola. I Sverige var det planen, at Norlin og bankmanden Marcus Wallenberg også skulle deltage i forhandlingerne.

Mødet måtte imidlertid udsættes på grund af en regeringskrise i Danmark, men da de mødtes ti dage senere, kom ministrene til den konklusion, at der kun var en vej til større fortjeneste og effektivitet: fortsat udvidelse.

“Ministrene konkluderede, at det ville være det bedste for hvert enkelt land og for Skandinavien som helhed, hvis der kom et selskab, som kunne konkurrere med flyselskaber med langdistance-ruter,” skrev Svenska Dagbladet. Artiklen havde overskriften: “Ministrene er helt enige om SAS i Oslo.”

Ministrene besluttede at anbefale deres respektive regeringer at godkende aftalen. Den blev vedtaget i hvert lands parlament, og i februar fik SAS monopol på international lufttrafik fra Skandinavien, mens de tre hjemlige luftfartsselskaber lukkede ned for deres aktiviteter.

Det nye selskab havde hovedkvarter i Stockholm, og Norlin var den nye administrerende direktør.

Næsten umiddelbart efter godkendelsen af aftalen meddelte det nye selskab, at det planlagde et massivt investeringsprogram på 130 millioner svenske kroner (ca. 2 milliarder svenske kroner i dag) til en ordre på 7 nye DC-6B fly og 20 Convair 440.

Gør det godt, eller bliv hjemme!

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk