/\

ANNONCE

Foto: Jonas Malmström

Fly

Usynlige helte

Det kan godt være, at Per Limrell og hans team i SAS’ Operation Control Center holder en lav profil, men uden dem ville SAS’ netværk gå i stå inden for få timer.

Operations Control Center, eller OCC, er en vigtig brik i det puslespil, der holder SAS kørende hver dag. Og alligevel, hvis alt går, som det skal, vil rejsende sandsynligvis aldrig vide, at dette lille team af mennesker har spillet en så vigtig rolle i forhold til at få dem frem til deres destinationer til tiden.

Det skyldes, at OCC’s opgave er at sikre, at alle brikker passer sammen for hver eneste flyvning. ”Vores mission her er egentlig ret enkel”, forklarer Per. ”Vi sørger for, at vi har flyvedygtige fly og det rette antal kvalificerede medarbejdere ved gaten i god tid før afgang. Så er det bare et spørgsmål om at løse alle problemerne hen ad vejen for at sikre, at det sker”.

Ansvarlige for trafik og besætning fordeler fly og personer til hver flyvning. Og hver person er dedikeret til ét område – alle flyvninger ind og ud af Sverige her, alle norske flyvninger der, så København plus interkontinentale rejser. Der er også et team, som er ansvarlig for at ombooke passagerer, der er påvirket af driftsforstyrrelser.

Samtidig arbejder logistik og teknik i OCC døgnet rundt med at foretage fejlfinding og overvåge hele operationen for at holde alle flyvende. En vedligeholdelsesansvarlig og teknisk planlægger sørger for, at alle fly er flyvedygtige og får tekniske statusopdateringer i realtid for hvert enkelt fly i flåden samtidig med, at en teknisk indkøber skaffer reservedele for at begrænse unødvendig nedetid.

En af de mest slående ting ved OCC er, at der er meget roligt i betragtning af, at der er snesevis af fly, der letter eller lander i SAS’ netværk hver eneste time. Det er definitionen på en velsmurt maskine.

Det betyder dog ikke, at der ikke opstår svære situationer. Naturkatastrofer, politisk uro, ugunstige vejrforhold og industrielle konflikter – selv en håndfuld tekniske udfordringer på et ubelejligt tidspunkt – kan alle kaste grus i maskineriet i dette omhyggeligt organiserede kontrolcenter, der holder øje med, at personale, fly og passagerer kommer til de rigtige steder på de rigtige tidspunkter til planmæssige afgange.

”Alt sker her. Jeg ser os som SAS’ brandsluknings-afdeling”.

OCC-teamet overvåger alle flyvninger for at være så proaktivt som muligt. ”Vi kigger på dataene og siger, ‘Okay, dette fly er 10 minutter forsinket fra Heathrow, hvornår vil det lande i København? Kan vi skifte fly for at holde tidsplanen?’ Så på en måde arbejder vi faktisk med alle daglige flyvninger. Der er naturligvis færre nu på grund af pandemien, men under normale omstændigheder op til 1.000 daglige flyvninger”, siger han. ”Det er derfor, vi plejer at sige, at vi spiller skak her. Vi er altid flere skridt foran”.

Per fortæller en historie om behovet for at udskifte en motorkappe – den meget store motorbeskyttelse – på en A330 i Newark. Den er et meget godt eksempel på det logistiske puslespil, et flyselskab kan stå over for, og som OCC skal løse. De fandt den rigtige kappe, men den var i Hong Kong på den anden side af jorden.

”Det lykkedes os at få den til Frankfurt, så blev den flyttet over på et Lufthansa fragtfly, men problemet er, at de kun flyver til JFK, ikke Newark. Det betød, at den skulle fragtes med lastbil tværs gennem New York”, forklarer han. ”På grund af kappens størrelse skulle der bruges en speciallastbil til overdimensioneret gods og en tilladelse for at kunne køre over broerne med natlig eskorte”. 

Per Limrell, chef for Operations Control Center. Foto: Jonas Malmström

Det er en opgave, der kræver erfaring. Centeret er unikt på den måde, at når først folk er startet med at arbejde her, har de en tendens til at blive hængende. ”Her er en rigtig god atmosfære. Menneskerne her, den måde, de håndterer situationer på – jeg er stolt af dem hver dag”, siger Per.

”Samtidig er det spændende ved dette job, at der altid sker noget nyt”, fortsætter han. ”Du snakker med nogle af de mennesker, som har arbejdet med det her i næsten 40 år, og de oplever stadig nye situationer hele tiden”.

Per forudser, at teknologien i de kommende år vil komme til at bidrage til de største ændringer i forhold til, hvad hans afdeling kommer til at lave.

”Vi ser frem til en ny platform, hvor vi har personale, flådeplanlægning, trafikplanlægning og den operationelle del integreret i ét enkelt system, inklusive AI. Det vil blive den næste store transformation, og vi er begyndt at arbejde på det”.

Den næste del af rejsen

Per har arbejdet i forskellige stillinger hos SAS, men som alle gode rejser har denne også en slutning. Per går på pension denne sommer efter at have været hos SAS i 44 fantastiske år.

Da han blev interviewet for noget tid siden, erklærede han, at han ikke ville opgive sin stilling hos OCC for noget andet. ”Jeg forlader ikke dette sted, før de bærer mig ud herfra”, sagde han med et grin. 

Så nu ved hans højt elskede kollegaer, hvad de skal gøre i juni.

Fakta om OCC 

  • OCC holder øje med omkring 1.000 flyvninger per dag i højsæsonen (tal før covid-19-pandemien).
  • ​Tidligere havde SAS et OCC i hvert baseland – Danmark, Sverige og Norge. I 2013 blev de tre centre lagt sammen til ét centralt OCC i Stockholm.
  • SAS har ét langdistancefly og fem kortdistancefly på hånden som backup for at minimere risikoen for aflysninger og store forsinkelser i tilfælde af, at et eller flere fly skal tages ud af drift.
  • OCC er indrettet til at kunne være i drift selv i ekstreme situationer og har sin egen nødgenerator, der kan holde i syv dage. Der er endda en ekstra OCC-bygning et andet sted, hvis hovedkontoret skulle blive uanvendeligt.

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk