Euro Disney 1992

15 ting, der skete i 1992

Kan du huske, hvad du lavede i 1992 – det år, hvor EuroBonus blev lanceret?

december 2023
Nogle gange er 30 år lang tid. Det er måske ingenting for et californisk Redwood-træ, men for de fleste af os mennesker sker der en del på tre årtier. Vi bliver gift, fejrer fødselsdage, bliver skilt, skifter jobs, bliver pensionerede, får børn, opfinder nye ting, lukker butikker, falder og slår os – og rejser os igen. Vi har sammensat vores egen Scandinavian Traveler-liste med nogle af de betydningsfulde begivenheder, der fandt sted i 1992.
Sommer-OL i Barcelona 1992
Sommer-OL 1992.

1. Sommer-OL i Barcelona

169 nationer deltog i de olympiske sommerlege i Barcelona – og flere af dem var tilbage efter mange år, som f.eks. Sydafrika og de baltiske lande. Den olympiske ild blev tændt af den paralympiske bueskytte Antonio Rebollo ved hjælp af en brændende pil, og USAs “Dream Team” i basket med blandt andre Michael Jordan, Magic Johnson og Larry Bird tog guldet.

2. Washington Redskins vinder Super Bowl

I Super Bowl-finalen i 1992 vandt Washington Redskins med 37-24 over Buffalo Bills og blev dermed vindere af NFL-sæsonen i 1991. Finalen blev for første gang afholdt i Minneapolis, og halftime-showet hyldede vinterlegene og vintersæsonen. The Simpsons forudsagde tre dage inden finalen, at Washington Redskins ville vinde.

3. IBM ThinkPad 700C bliver skabt

I oktober 1992 blev IBM ThinkPad 700C introduceret, den første bærbare ThinkPad-computer. Den kostede 2.750 dollars i sin enkleste version og havde en harddisk på 120 MB.

Bill Clinton
Bill Clinton. Foto: Shutterstock

4. Bill Clinton bliver valgt til præsident i USA

Den demokratiske præsidentkandidat Bill Clinton vandt en jordskredssejr mod den siddende præsident George H W. Bush den 3. november med 370 valgmandsstemmer. Clinton forblev præsident gennem hele årtiet.

Jay Leno fik debut på the Tonight Show
Jay Leno. Foto: Shutterstock

5. Jay Leno overtager The Tonight Show

Komikeren Jay Leno overtog The Tonight Show fra Johnny Carson i 1992 efter at have været stand-in flere gange siden 1986. Men det var kontroversielt, for David Letterman – som havde Late Night with David Letterman direkte efter The Tonight Show – var overbevist om, at det var ham, der skulle overtage showet.

6. Danmark vinder EM i 1992

UEFAs Europamesterskab i fodbold 1992 blev afholdt i Sverige, og efter gruppespillet var fire hold tilbage: Sverige, Danmark, Tyskland og Holland. Danmark og Tyskland kom videre i finalen, hvor Danmark vandt 2-0.

7. Krummerne 2 - Stakkels Krumme havde premiere

Den anden film i successerien baseret på Thøger Birkelands populære børnebøger udkom i 1992 og solgte 538.000 billetter. Det var sidste film, hvor Laus Høybye spillede hovedrollen som Mads “Krumme” Krumborg. I Krummerne 2 kommer skurkene Ivan og Boris ud af fængslet, men eftersom de er så klodsede, lykkes det Krumme både at fejre jul og lære at ride.

8. Philips CD-i lanceres

I 1992 var det endelig tid til, at Europa skulle opleve spillekonsollen CD-i, der var udviklet af Philips og Sony. Med en CD-i blev det både muligt at spille spil og at bladre gennem interaktive opslagsværker (hvilket var meget almindeligt før internettet).

9. Wayne’s World kom i biografen

Filmen om rockfansene Wayne Campbell og Garth Algar og deres tv-show Wayne’s World var baseret på en sketch fra Saturday Night Live og blev et af de største filmhits i 1992. Komedien er især berømt for scenen, hvor Wayne og Garth synger playback til Queen-sangen Bohemian Rhapsody.

10. Microsoft udgiver Windows 3.1

I april 1992 lancerede Microsoft Windows 3.1. Et styresystem, som solgte over tre millioner eksemplarer de første tre måneder. Windows 3.1 blev set som et stort fremskridt og introducerede moderne nyheder såsom pauseskærme.

11. Kris Kross får succes med Jump

Hiphop-duoen Kris Kross fik et megahit med sin debutsang Jump, måske delvist på grund af videoen, hvor Chris “Mac Daddy” Kelly og Chris “Daddy Mac” Smith – som blot var 12 og 13 år, da de indspillede sangen – havde deres jeans omvendt på.

12. Danmark underskrev Maastrichttraktaten

Efter et nej ved folkeafstemningen accepterede Danmark endelig Maastricht-aftalen i 1992 – den stiftende aftale for Den Europæiske Union. Aftalen skabte det europæiske statsborgerskab og igangsatte en øget integration mellem medlemslandene.

13. Euro Disney åbner

Disneyland Paris, som det hedder i dag, åbnede den 12. april 1992 lige uden for Paris. Frankrigs intellektuelle elite kaldte projektet for et “kulturelt Tjernobyl”, de franske landmænd protesterede, og fagforeningerne kritiserede påklædningsreglementet, som de så som et angreb på den individuelle frihed. En fjerdedel af arbejdsstyrken sagde op inden for en måned.

14. Den kolde krig sluttede formelt

Efter Sovjetunionens opløsning i december 1991 mødtes den amerikanske præsident George W. Bush og den russiske leder Boris Jeltsin i februar 1992 for formelt at afslutte den kolde krig og indledte dermed en ny æra med “venskab og partnerskab”.

15. Kate Moss og Mark Wahlberg i CK One

Findes der en mere ikonisk reklamekampagne fra 90’erne end Calvin Kleins reklamer for unisex-parfumen CK One? Kate Moss slog igennem, og rapperen Mark “Marky Mark” Wahlberg blev det nye sexsymbol.

SAS EuroBonus

Blev skabt i 1992 af SAS’ daværende koncernchef og administrerende direktør Jan Carlzon

Er i dag det største loyalitetsprogram i Norden og har mere end syv millioner medlemmer

300.000 har været medlemmer siden 1992

Ud over det grundlæggende medlemsniveau er der Sølv, Guld og Diamant

Læs mere om SAS EuroBonus her.

Tekst af Daniel Björk