/\

ANNONCE

"Salt er vores hvide guld"
"Salt er vores hvide guld"

Foto: Fotos: Linn Bergbrant

Livsstil

Det hvide guld på Læsø

På den lille ø Læsø i Danmark bruger de ældgamle metoder til at inddampe havsalt. Det eksklusive hvide guld spiller en hovedrolle, når du kommer her, i restauranterne såvel som i kirkerne.

Det ligner sne. En trillebør er helt læsset med snehvide bunker, og kunne lige så let være parkeret uden for en hytte i bjergene om vinteren. Her er trillebøren imidlertid omgivet af grønne træer og enge. Bjergene af krystaller er så blændende hvide, at man får ondt i øjnene af at se på dem.

Saltmester Poul Christiansen viser vej ind i Saltsyderiet. Luften er fugtig, og røgen stiger fra en varm salttank. En kæmpestor ovn, der fyres med brændeknuder, varmer tanken op, og hele bygningen er indhyllet i damp.Saltmester Poul Christiansen flyttede til Læsø for 39 år siden og har aldrig fortrudt. For ham er den bedste at spise salt på at drysse det på en skive rugbrød med smør, kartoffelskiver, mayonnaise, porre og peber. “Saltet i symbiose med mayonnaisen! Det er mad for guderne,” siger han.

På Læsø Saltsyderi fremstiller de salt manuelt af bare et eneste råmateriale – det salte grundvand i nærheden af Kattegat[MS1] [LH2] , havet mellem Nordjylland og Sverige. De indsamler nyt vand fra de gamle brønde tre gange om ugen og indkoger det i store tanke over åben ild, på nøjagtig samme måde som de lavede salt i Middelalderen.

“Dengang var salt helt livsnødvendigt. Det blev brugt til at konservere alt lige fra sild til kød og grønsager. Hvis man koger grønsager og konserverer dem med salt, kan de holde sig i årevis,” siger Christiansen.

Læsø var berømt vidt omkring for sin vellykkede saltfremstilling, der blev styret af lokale munke. Men ved slutningen af 1600-tallet var alle træerne på øen fældet for at skaffe brænde til at opvarme saltpanderne. Og uden træer blæste vinden uhindret ind over øen og spredte sand, der nu begravede hele bygninger. Til slut måtte man forbyde saltfremstilling, og et helt håndværk blev glemt.

Men for 25 år siden kom nogle arkæologer til øen og kiggede efter spor efter de nedlagte saltsyderier. Det tog dem ikke længe at finde flere skovle og metalpander. Den historieinteresserede Christiansen sluttede sig til dem på den første udgravning og er blevet her lige siden for at bygge virksomheden op igen, baseret på den oprindelige model.

“Vi opvarmer vandet til lige under kogepunktet, omkring 80°C, og så simrer det i varmen, til det er tilstrækkelig koncentreret. Når vandet kommer op på 26% salt, begynder de første krystaller at dannes på overfladen. De flyder rundt, til de bliver store og tunge, og så falder de ned på bunden og giver plads til nye krystaller. Det er en langsom proces. Det tager hele 24 timer,” siger Christiansen.

Tankene er af metal, ligesom i gamle dage. Når saltet er høstet, skal det tørre i traditionelle pileflettede kurve. Man bruger stadig træ til at opvarme vandet, men i dag planter man nye træer i samme tempo, som de andre bliver fældet.  

Vandet i salttanken er orangefarvet. Det ser måske snavset ud, men i virkeligheden er det modsatte tilfældet – det er så rent, som det overhovedet kan være. Havsaltet, der sydes her, er blændende hvidt. Omkring 5% af saltet består af naturlige mineraler og sporstoffer, som f.eks. kalk, selen, kobber og jod – det er disse mineraler, der giver vandet sin farve.

Christiansen kalder Saltsyderiet et “levende museum”, og det besøges hvert år af omkring 70.000 mennesker. Han opfordrer os til at tage et nip salt fra en af kurvene. Med den største koncentration tager han hånden op til øret og knuser det mellem fingrene.  

“Lyt. God salt skal knitre som et bål,” siger han.

Produktionen på Læsø kommer kun op på omkring 70 ton salt – ikke mere end to lastvogne. Christiansen fortæller, at det kun bliver solgt til restauranter og privatpersoner i Danmark, Sverige og Norge, ligesom i middelalderen.

Der er også en anden saltvandstank i en tilstødende bygning. Her er processen lidt mere fremskreden, og man kan tydeligt se, hvordan krystallerne flyder omkring på overfladen, hvor de skinner. Christiansen tager en si og opfanger de første fine krystaller.

“Saltet må ikke have en bitter eller metallisk smag. Det skal smage af salt, sommer og hav,” siger han.

I dag arbejder der tolv mennesker på Læsø Saltsyderi. Samarbejde med andre lokale erhverv er vigtigt, så de arbejder sammen med nogen, der laver shampoo, hvor hovedingrediensen er salt, med en anden, der laver ansigts-scrubs baseret på tang og Læsø salt, og med en tredje, der laver saltgrise i keramik.

“Der er masser af turister her om sommeren, men Læsø går i hi om vinteren. Vi kigger hele tiden efter nye måder at ændre det på. Hvis der ikke er nok helårsarbejde at få på øen, vil unge mennesker flytte væk fra øen, og det er noget, vi ikke ønsker,” siger han.

Det var også tanken bag den lokale salt-spa. I det nærliggende Vesterø er en gammel nedlagt kirke nemlig blevet omdannet til et spa-sted, hvor de tilbyder en række saltvandsbehandlinger. Efter at have vinket farvel til Christiansen cykler vi de 15 km til stedet, mens vi passerer enge og skove på vejen. Da en tredjedel af øen er fredet naturområde, vrimler det ikke ligefrem med kaffebarer, men det er alligevel en god ide at medbringe lidt kontanter, da næsten enhver husejer her har en bod med varer stillet ud foran huset. Nogle sælger tallerkener og køkkenting, mens andre tilbyder madvarer som chalotteløg, æg og svampe.

På lang afstand kan man se det hvidpudsede kirketårn, som viser, at vi har fundet det rigtige sted. Pigen i receptionen fortæller os, at flere af bassinerne indeholder mineralrigt vand fra Saltsyderiet. Saltindholdet er 30% i et af dem, det samme som i Det Døde Hav, og vi flyder lystigt ovenpå som korkpropper i vandet. Vandet er ravfarvet, og saltet svider en smule. Behandlingen er imidlertid effektiv mod psoriasis.

Efter badet skrubber vi os selv med deres salt-scrub og går en tur i saunaen. Et ældre par svømmer rundt i den mindst salte pool med svømmemasker på, de fortæller, at de træner før en tur til Middelhavet. Udenfor fører en stige op til en tagterrasse med en spektakulær panoramaudsigt – man kan både se sandstranden og Kattegat meget tydeligt.  

Christiansen er tilfreds med, at han og hans kollegaer har været i stand til at puste nyt liv i Saltsyderiet.

“Når man bor på en ø, må man hjælpe hinanden. Salt er vores hvide guld,” siger han.

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk