/\

ANNONCE

: Johan Ernst Nilson er lige nu i Himalaya-bjergene, hvor han bestiger de to for nyligt åbnede og – indtil nu – ubesejrede toppe opkaldt efter Sir Edmund Hillary (7,681 m) og Sherpa Tenzing Norgay (7,916 m).
: Johan Ernst Nilson er lige nu i Himalaya-bjergene, hvor han bestiger de to for nyligt åbnede og – indtil nu – ubesejrede toppe opkaldt efter Sir Edmund Hillary (7,681 m) og Sherpa Tenzing Norgay (7,916 m).

Livsstil

En opdagelsesrejsendes rejse

Den svenske opdagelsesrejsende Johan Ernst Nilson har foretaget 40 ekspeditioner og har rejst i 146 lande, bl.a. verdens syv toppe, og har også været på en tur fra Sydpolen til Nordpolen. Her er hans egen rejse.

Johan Ernst Nilson er en ’hyppig rejsende’ og Diamondmember.

Jeg er ikke eventyrer. Jeg er opdagelsesrejsende. At tage på en opdagelsesrejse er ikke en geografisk rejse; det er en indre opdagelse af ens eget sande potentiale.

Jeg har sovet 3.000 nætter i telte, skove, på forskningsstationer og under broer. Det er otte et halvt år i alt.

Da jeg var 15, var jeg træt af ikke at være god til noget i skolen. Jeg spekulerede på, hvad storhed var for andre mennesker. Så så jeg Elton John spille klaver i fjernsynet og besluttede at lære at spille klaver. Tre år senere fik jeg 500 franc samt kost og logi for at spille klaver på et hotel i Cannes.

 Jeg tog på min første ekspedition efter et væddemål. Jeg fortalte en ven, at jeg kunne cykle fra Sverige til Sahara, og han sagde, at det kunne jeg ikke. Jeg valgte så at gå ind på væddemålet, og det blev mit liv.

Vær ikke bange for forandringer. Det er op til dig selv, hvad du vil være om et år

Jeg er ikke bare opdagelsesrejsende. Ikke bare fotograf. Ikke bare musiker eller pilot – og det kan så irritere nogle mennesker, fordi de ikke kan sætte mig i bås. Folk fortæller mig, at der er bedre bjergbestigere end mig, og de har ret. Jeg er sikkert en af de mest erfarne opdagelsesrejsende i polarområder i verden, men jeg er ikke den største. Jeg gør bare tingene. Men jeg er alsidig. 

Da jeg kørte på cykel til Afrika, havde jeg ingen sponsorer, ingen krav. Det gjorde ingen forskel, om det tog 52 eller 67 dage. I dag blogger jeg, og folk kommenterer hvad jeg gør, så det har ændret sig for mig. 

Hver ekspedition er forskellig, hvad enten jeg bestiger Mount Everest eller tager i kajak til Afrika. I begyndelsen var jeg motiveret af behovet for at bevise et eller andet, men jeg behøver ikke længere at bevise noget for nogen. Jeg ved, at jeg kan gøre alt, hvad jeg tager fat på. 

Jeg har en lang liste over ting, jeg gerne vil gøre. F.eks. ville jeg gerne ride på hest gennem Mongoliet, og jeg havde oven i købet købt hestene, men jeg måtte udsætte det.

 

Jeg vil gerne besøge hvert eneste land i verden, før jeg bliver 50. Jeg har stadigvæk alle “stan’erne” på min liste, Nordkorea, nogle af ø-staterne, og et dusin afrikanske lande’

Så længe jeg bliver ved med at prøve, har jeg ikke lidt nederlag. Jeg har vendt tilbage fra bjerge, men det er ikke et nederlag. Det er bare noget andet, jeg lærer, mere erfaring. Man bliver nødt til at være i stand til at vende om og prøve igen. Jeg er bare i gang med en proces, som handler om at lykkes til sidst.

Jeg har aldrig prøvet kaffe, har ikke røget eller taget stoffer.

Jeg er altid fuldstændig fokuseret på det, som jeg gør. Hvad jeg end gør, så er det det eneste, der er i mine tanker i det øjeblik. Hvis jeg ser en film, er det det eneste, jeg gør, jeg spiller ikke Candy Crush samtidig.

Før et nyt projekt visualiserer jeg mig selv ved målet. Jeg så mig selv på toppen af Everest, og arbejdede mig så tilbage for at se, hvad jeg havde brug for, for at komme derop.

Jeg har tre pas. Et med mine gamle visa, et til at rejse til USA, og et til at rejse andre steder. Det gør bare livet lettere ved den amerikanske grænse, hvis mit pas ikke har stempler fra Nordkorea.

Hvordan det føles at stå på toppen af verden? Hvad skal jeg sige? Det får det til at svimle for én.

Her er min Murfilosofi: Jeg spørger folk, om de tror, at jeg kan gå igennem en murstensvæg, og de siger, at det kan jeg ikke. Men fordi jeg ikke ved, hvordan man gør det, betyder det ikke, at det er umuligt. Vi har en masse ting, vi bruger i dag, som ville have forekommet umuligt for hundrede år siden.

Jeg forelskede mig i Himalayabjergene i 1997. Jeg havde sagt, at jeg aldrig ville bestige Everest, men jeg var sammen med Göran Kropp [den afdøde svenske bjergbestiger] der. Jeg blev forelsket i sherpaer, buddhisme og Nepal, så jeg blev nødt til at tage tilbage.

At være alene kan være en lettelse efter alt det kaos før starten. Jeg gav 24 interviews på tre dage før min sidste ekspedition i Rusland. Så da jeg kom til Nordpolen, var jeg glad for at være alene der med mine lydbøger.

På den første dag af min cykeltur til Afrika, kom jeg kun til Södertälje, 35 kilometer syd for Stockholm, hvor jeg slog et telt op og sov i to dage. Jeg var udmattet af alt besværet før den egentlige tur.  

 

Tekst: Risto Pakarinen

 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk