/\

ANNONCE

Foto: Thomas Ekström
Foto: Thomas Ekström

Livsstil

Fjeldets sjældne delikatesse

Færøernes højeste fjelde gemmer på en helt særlig specialitet. På toppen går de såkaldt 'arktiske lam', hvis kødkvalitet er uovertruffen på Færøerne.

Helt oppe på toppen af Færøernes højeste fjeld græsser nogle særlige lam, hvis høje kødkvalitet i de senere år har gjort dem til en sjælden og eftertragtet delikatesse på Færøerne.

På øen Eysturoy, for foden af Færøernes højeste fjeld Slættaratindur, ligger den lille bygd Eyði. Her bor fårebonden Jan Thomsen, som ejer de cirka 70 får, som året rundt græsser på to jordlodder på toppen af Slættaratindur og nabofjeldet Gráfelli på henholdsvis 880 og 856 meter. 

Fårene er såkaldt 'arktiske lam', og Jan Thomsen er den eneste fårebonde på Færøerne, som kan tilbyde denne sjældne specialitet.

Fårebonden Jan Thomsen. Foto: Thomas Ekström

En af definitionerne på arktisk klima er en middeltemperatur på under 10 grader i den varmeste måned af året. Færøerne har i udgangspunktet ikke arktisk klima, men i de over 700 meters højde, som fårene går i, er sagen en anden. Her er der arktisk klima året rundt. 

På grund af temperaturen, er vegetationen på toppen langt mere sparsom end længere nede ad fjeldet. På toppen er der mindre græs, så i stedet spiser fårene af de forskellige fjeldurter, som vokser i højderne. Den mere sparsomme kost giver en langsommere vækst og en lavere slagtevægt, men til gengæld er fjeldurterne med til at give kødet fra de arktiske lam en sødere smag og en markant mørkere farve end kødet fra Jan Thomsens regulære besætning. Måske på grund af fjeldurternes naturligt høje indhold af omega-3-fedtsyrer.   

Foto: Thomas Ekström

"I de koldeste måneder supplerer jeg den naturlige kost på fjeldet med lidt hø, men fårene får kun en lille sjat kraftfoder. Det giver godt nok en langt lavere slagtevægt, men til gengæld bliver kødkvaliteten også mærkbart højere," fortæller Jan Thomsen.

De arktiske får er sjældne, for fårebonden kan ikke bare udvide antallet af får på toppen af fjeldet. Så er der ikke føde nok til alle, og så daler kvaliteten. 

Foto: Thomas Ekström

Jan Thomsen har været fårebonde i 25 år og har altid vidst, at de får, som gik højest i fjeldet også var dem, som gav kød af den højeste kvalitet.

Resten af Færøerne blev dog først for alvor bekendt med kvaliteten i 2012. Her deltog Jan Thomsen i en skærpekødskonkurrence på Hotel Føroyar, hvor kødet blev smagt op mod en lang række andre versioner af den færøske specialitet, som er højt elsket blandt øboerne.

Skærpekød er lammelår, som har hængt i op til ni måneder i et udendørs tørreskur, hvor det undergår en naturlig fermenteringsproces, som giver kødet en vældig smagsmæssig kompleksitet.

Lammelår hænger til tørre i Jan Thomsens "hjallur". Foto: Thomas Ekström

Til konkurrencen fik skærpekødet fra det arktiske lam hele tre gange så mange point som konkurrencens nummer to.

"Efter konkurrencen eksploderede efterspørgslen simpelthen. Vi vidste godt, at vi havde en god kvalitet, men vi havde ingen ide om, at forskellen var så markant," fortæller Jan Thomsen.

Færingerne elsker deres skærpekød, så hvis du selv vil smage det arktiske lam, bliver det med stor sandsynlighed i den tørrede form, da lam sjældent spises i fersk form. Desuden skal du formentlig også arbejde på at sikre dig en privat middagsinvitation hos en lokal færing.

"Næsten alt kødet ender som skærpekød. På grund af kvaliteten og efterspørgslen kan jeg få en kilopris, som er 80 procent højere end normalt skærpekød. Lige nu sælger jeg langt det meste til privatkunder, for restauranterne er desværre ikke villige til at betale så meget," fortæller Jan Thomsen.

 

Tekst: Lars Roest-Madsen

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk