/\

ANNONCE

Foto: Lise Hannibal

Livsstil

Fritz Hansen - møbelhuset bag de store designklassikere

Fritz Hansen grundlagde sin møbelvirksomhed tilbage i 1872, og navnet er i dag synonymt med de mest eftertragtede designermøbler. Her repræsenteres klassiske kendinge som Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Hans J. Wegner og nye designtalenter som Cecilie Manz og Jamie Hayon.

Da Fritz Hansen for nylig kunne indvie 5 nye design-suiter på Radisson Collection Royal Hotel, var det med det ypperste indenfor klassisk og moderne møbeldesign. Suiterne var en naturlig forlængelse af et historisk samarbejde mellem Arne Jacobsens hotel-ikon og møbelvirksomheden, der begge har en enestående plads i dansk designhistorie. Hotellet som verdens første designhotel og Fritz Hansen som producent af selvsamme design.

Costumized specialversioner af Ægget testes hos Fritz Hansen i Allerød. Foto: Lise Hannibal

Fritz Hansens showroom i Allerød ligefrem vrimler med bestsellere. Arne Jacobsens Ægget, Svanen, 7’er-stolen og Myre-stolen står side om side med Wegners Kina-stol og Poul Kjærholms PK22.  Navne som Kaare Klint, Verner Panton, Piet Hein og Børge Mogensen hører ligeledes til Fritz Hansen uforlignelige bagkatalog.

Især Arne Jacobsen har været med til at tegne Fritz Hansens designprofil som virksomhedens store es i 1950’erne. Det store gennembrud kom med den første formpressede skalstol, Myren, i 1952.

Nogle af de berømte Arne Jacobsen skalstole - heriblandt Myren, Serie 7 og Grand Prix. Foto. Fritz Hansen

”Arne Jacobsen ville skabe en stol til kantinen i Novo Nordisk, der kun havde tre ben”, fortæller guiden på virksomheden. ”Samtidigt ville han have disse særlige kurver ind i ryglænet, som var utrolig svær at producere, så i begyndelsen var Fritz Hansen afvisende overfor projektet. Men Arne overbeviste dem om at prøve at producere 1000 som prøve – dem kunne han afsætte til Novo Nordisk – og resten er historie.”

Myren blev startskuddet på Arne Jacobsens serie af skalstole med Serie 7-stolen fra 1955 som den absolut største succes. Den skulle oprindeligt fremstilles i plastik, men da det ikke lod sig gøre, blev løsningen en skal fremstillet af 9 lag supertyndt skåret træ, der limes sammen, formpresses og lakeres. Skallen fremstilles i forskellige træsorter og kan have et naturligt look eller være fuldt lakeret i farver. Tilsæt 4 slanke, forkromede stålben, og resultatet er designhistoriens mest solgte stabelbare stol - og verdens mest kopierede.

Jacobsens popularitet nåede nye højder med ikoniske Ægget, Svanen og Dråben, der blev skabt til SAS Royal Hotel, der åbnede i 1960. Ægget, der blev skabt til hotellets loungeområde, har opnået international klassikerstatus og regnes fortsat blandt verdens smukkeste stole.

Ægget - her i kunstneren Tal R's sprælske fortolkning. Foto: Lise Hannibal

En læderbetrukken Ægget-stol bruger 2 hele skind og syes stadig i hånden af en lille håndfuld specialister. Der går ca. 1100 håndsyede sting på et Æg i skind, og specialisterne kan betrække 2-3 stole pr. uge.  Det betyder, at stolen når op i et for mange uopnåeligt prisleje. Det har dog ikke gjort den mindre efterstræbt, og stolen kunne for nylig fejre 60 års jubilæum med en særudgave i sart lys læder og forgyldte ben. Hvad er det, Ægget kan?

”Ægget omslutter en og giver en følelse af et privat rum, selvom man sidder i et åbent lokale. Ægget føles instinktivt godt, fordi ryggen er helt dækket, men stolen samtidigt kan dreje  rundt, så man kan følge med i det, der sker omkring én,” fortæller guiden.

Fritz Hansen er kendt som forvalter af dansk design-arv, og generationers erfaring i at spotte godt og tidløst design har resulteret i samarbejder med nogle af tidens fremmeste arkitekter og designere.

Jamie Hayons Ro-stol er Fritz Hansens bud på en moderne klassiker. Foto: Fritz Hansen.

Brandet holdes på beatet med navne som spanske Jamie Hayon, japanske Hiromichi Konno og danske Kasper Salto og Cecilie Manz, der alle har et designsprog, der falder godt i spænd med Fritz Hansens klassiske linje, men har sit eget udtryk.

Cecilie Manz er i øvrigt blevet kåret til Designer of The Year 2018 af franske Maison & Objet, og har derudover vundet adskillige fornemme designpriser for sin enkle, funktionelle stil. Vi spår en fremtidig klassiker hos Fritz Hansen.

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk