/\

ANNONCE

Christian Hofer, 42, bliver til Don Christian, klovnen, et par timer inden aftenenes show. Foto: Mattias Bardå
Christian Hofer, 42, bliver til Don Christian, klovnen, et par timer inden aftenenes show. Foto: Mattias Bardå

Livsstil

Historien om en cirkusklovn

Hvis jeg kan gøre folk glade, er jeg glad, siger Don Christian, klovn i cirkus Brazil Jack, det ældste cirkus i Sverige.

International Clown Hall of Fame ligger i Baraboo, Wisconsin, USA

theclownmuseum.com

Følg Don Christian på Facebook: facebook.com/christian.hofer.3979

Read more

Cirkus er kommet til byen. Lastbiler og campingvogne rullede ind sent aftenen før, og den følgende morgen er det store røde telt blevet rejst på parkeringspladsen ved byens idrætsanlæg. Indgangen er stillet op sammen med popcornboderne, slikbutikken og billetlugen.

Samme aften, lidt før kl. 19, begynder orkesteret at spille. Så snart publikum har fundet deres pladser i teltet, lukker kontrollørerne dørene, og for hvert trommeslag stiger forventningen.

Så tumler en høj mand ind i sko og bukser, der er flere størrelser for store, mens hans smiler og svinger hænderne som en dirigent. De første grin lyder i teltet – og den store mand har endnu ikke lavet noget ud over at dukke op.

Han stiller et nodestativ op midt i manegen og begynder at dirigere publikum. Folk til venstre for ham bliver bedt om at klappe i hænderne to gange, når han peger over mod deres side, og folk i højre side skal gøre det samme, når han giver besked. Så løber han op forrest og mimer til folk i det afsnit, at de skal klappe i hænderne fem gange – fem, han ryster hånden som understregning – når de får signal.

Publikum er klar, og orkesteret begynder at spille Johan Strauss' "An der schönen blauen Donau".

Da valsen kommer til den velkendte sats, farer manden i de store bukser, de store sko og med den røde næse fra den ene side af manegen til den anden og beder publikum om at klappe.

Bam-bam-bam-bam-bam, klap-klap, klap-klap – klappene passer perfekt til valsen, og publikum griner, fordi manden nu er helt opslugt af musikken, mens han farer omkring i manegen, og fordi det er imponerende, at han kan dirigere folkemængden til at lave musik sammen. Og så kommer slutningen af satsen: Bam-bam-bam-bam-bam, klap-klap, klap-klap.

Det efterfølges af et bragende bifald, mens resten af ensemblet løber ud for at præsentere sig selv, hvorefter sprechstallmeisteren, Carmen Rhodin, byder publikum velkommen. 

Foto: Mattias Randå

Det er showtime. Publikum er klar. Det har Don Christian, klovnen, sørget for.

Et cirkus er altid på vej til byen et eller andet sted. I midten af 1970'erne var der et, der slog teltpælene op i Graz i Østrig. I modsætning til Brazil Jack, som ofte kun ligger en enkelt nat på et sted, ville det cirkus ligge der i to uger.

"Jeg var tre år gammel, og med det samme jeg så klovnen, var jeg solgt," siger Christian Hofer, også kaldet Don Christian. "Det var lidt skræmmende, fordi gøgl var meget grovere dengang. Den slags optræden udfører man ikke længere. Man kan ikke affyre en kanon i hovedet på en klovn.

"Min familie gik i cirkus hvert år. Det var stort og flot med en manege på 50 meter og elefanter, tigre og alt muligt. Dengang var der jo ikke noget internet, så jeg lånte bøger på biblioteket og snakkede med klovnene, og jo ældre jeg blev, jo mere 

Ikke ud af en cirkus-familie

'Jeg vil være tæt på folk, jeg har brug for publikum, det er altafgørende. Hvis jeg ikke kan få dem på min side, bliver jeg nedtrykt. Foto: Mattias Bardå

Drengen lærte klovnene at kende og begyndte at optræde lidt som klovn for sine forældre og i skolen, mens han sørgede for altid at blive udtaget til skoleteater og få de roller, der kunne få folk til at grine. Men da det kom til stykket fravalgte sønnen af en hjemmegående husmor og en sygeforsikringsdirektør klovneskolen og tog i stedet en uddannelse inden for industriel ledelse.

Men klovnene kom og bankede på.

"Den hollandske sprechstallmeister i det østrigske cirkus fortalte mig, at Nederlands Nationaal Cirkus Renz Herman i Holland var på udkig efter nogen, der kunne optræde sammen med deres klovn," siger han. "Det var et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Jeg skrev kontrakt for ni måneder, men endte med at blive der i 10 år. Det var mit klovneuniversitet."

Han lod sig muligvis ansætte for at arbejde som klovn, men i cirkus laver nybegyndere det hele. Don Christian rejste telt, satte plakater op rundt om i byen, var kontrollør, gjorde rent – og fik folk til at grine om aftenen.

Hans første nummer var en støtterolle, hvor han arbejdede sammen med en anden klovn, men Christian begyndte at arbejde med sin egen rolle med det samme.

"Gøgl er ligesom opera," siger han. "Der er Wagner, Puccini og Mozart, men handlingen er kun på omkring 20 linjer, og opførelserne varierer. Du må bruge alle de traditionelle klovnenumre, der er ingen ophavsret på dem, og jeg har kendt dem alle, lige siden jeg begyndte at studere klovnenumre.

"I starten kopierer man, og jeg vil ikke engang sige, at jeg var en rigtig klovn dengang. Jeg plukkede dele af numre her og der og gjorde dem til mine egne, små numre alene, og større sammen med en partner. Jeg skammede mig ikke over noget, jeg gjorde det bare. Jeg burde nok have skammet mig lidt. Heldigvis for mig er der ikke mange videoer fra de dage," siger han med et grin.

Han lagde sig i selen, og 10 år senere var han klovn. En rigtig klovn. Han udviklede sine numre og lærte sig det, der gør en god klovn fremragende.

"Jeg lærte timingen," siger han. "Timing er alt. Og det tager 10 år at lære."

Siden de første 10 år i Holland har Christian arbejdet i hele Europa, og han er nu en af de mest populære klovne på denne side af Atlanten. De cirkus, der i dag booker Don Christian, ved, at de får grinet frem hos publikum.

"Folk tror, at klovneri og komik er nemt, men at få folk til at grine er noget af det sværeste," siger han. "Selvfølgelig er trapeznumre og jonglering svært, men når du først har dit nummer på plads, kan du bare gå ud og opføre det. I komik er hver aften forskellig.

"Hvis du er en berømt komiker, kommer folk desuden for at se dig, og de nyder det, fordi de kender nummeret fra tidligere, eller du har fået et anerkendt navn. Som klovne får vi folk kolde ind fra gaden, og så skal vi have dem varmet op. I Frankrig har et cirkus undertiden fire forestillinger om dagen, og hvert publikum kommer helt kolde ind." 

Intet cirkus uden en klovn

Don Christian, klovnen. Foto: Mattias Bardå

Klovne får mere end én chance for at få publikum på deres side. I en forestilling på 90 minutter kommer Don Christian ind fem gange. Han laver valsen med den smukke blå Donau, han spiller klokker (og et barn blandt publikum slår på en stegepande, fastgjort til hans bagdel), han styrer en boksekamp, han fjoller omkring med en mikrofon og synger James Browns "I Feel Good" – "ooooo, baaa-aaaaaby" – og han jagter en usynlig flue i manegen.

"Klovne er ofte forbindelsen mellem de andre artister i showet," siger han. "Lad os se det i øjnene, uden en klovn er der ikke noget cirkus. Du kan klare dig uden en jonglør, men ikke uden en klovn. Det giver mig arbejde, men der er også en ulempe ved det. Du kan ikke forklare børnene, at klovnen er syg en dag. Så jeg skal altid optræde. I 25 år er jeg aldrig udeblevet fra en forestilling – ikke en eneste."

Der er en anden mere praktisk årsag til, at der ikke er noget cirkus uden en klovn.

"Jeg er på ca. 30 minutter ud af en 90 minutters forestilling," siger han. "Så uden mig bliver forestillingen for kort."

Aldrig at udeblive fra en forestilling kræver regelmæssig træning, sund mad og ikke at tage nogen dumme chancer – altså uden for teltet. Han står ikke engang på ski længere af frygt for at brække et ben.

"Og så er jeg endda østriger!" siger han med et stort grin.

'Det er en uskreven lov, at du ikke bare kopierer en anden klovns sminkning'

En del standupkomiker og to dele skuespiller

Cirkus Brazil Jacks forestillinger begynder altid kl. 19, og Don Christian begynder at forberede sig mentalt og med klovnetøjet om eftermiddagen.

"Sminke og hår er min forberedelse," siger han. "Fokus på sminken er en slags meditation."

Hans sminke er fortrinsvis hudfarvet, med en lidt lysere farve omkring øjnene og omkring munden og kun lidt hvidt omkring munden. Hans lyse hår står lige op, øjenbrynene er sorte, og han maler næsen rød, sådan som en klovn skal. Eller cirka halvdelen af den.

"Det er en uskreven lov, at du ikke bare kopierer en anden klovns sminkning," siger han. "Jeg kan ikke lide at have en masse sminke på, fordi jeg synes, det dækker mine ansigtsudtryk. Nogle børn er også bange for den der sminkede kæmpe med strithår. Det sker.

"Som regel har klovne mindre sminke på, jo ældre de er, og ansigtet bliver sminken i sig selv. Deres bevægelser og ansigtsudtryk bliver stærkere, og de har ikke længere brug for en maske at skjule sig bag. Jeg har en rød næse, fordi det forventes af en klovn."

En klovn er en del standupkomiker og to dele skuespiller. Ligesom en skuespiller skal han fremstille hele spektret af menneskelige følelser, grin og glæde, gråd og sorg, men ligesom en standupkomiker skal han arbejde med publikummet.

"Nogle gange lægger folk i de små landsbyer i det nordlige Sverige bare armene over kors og kigger," siger han. "Du kan vælge at give op, blive sur eller levere arbejdet. Jeg spiller horn, klokker og flere andre instrumenter. Det er en tradition for klovne, men med musik kan du altid nå ind til folk.

"Jeg har brug for publikum, det er altafgørende. Hvis jeg ikke kan få dem på min side, bliver jeg nedtrykt, selv efter alle disse år. Når publikum er med mig og har en fest, flyver tiden af sted, og det giver mig gåsehud. Hvis jeg gør dem glade, er jeg glad."

Så putter han sin fod med størrelse 43 ned i klovneskoen med størrelse 48 ("Jeg skal jo kunne bevæge mig") og går fra campingvognen over til teltet. Han gennemgår rekvisitterne og sørger for, at alt er klart.

Orkesteret spiller, kontrollørerne er klar til at lukke teltdørene, og Don Christian står mellem det yderste tæppe og det store røde tæppe, der adskiller ham fra publikum. Han strækker sig til sin fulde højde, og vader derefter ind, mens han vinker med hænderne og med et stort smil på ansigtet.

Den første latter runger inde i teltet. 

Tekst: Risto Pakarinen

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk