/\

ANNONCE

Efter årtier i relativ stilhed er traditional “hot” jazz klar til et comeback.
Efter årtier i relativ stilhed er traditional “hot” jazz klar til et comeback.

Livsstil

New York – King of Swing

Det er musikken, der blev berømt med legender som Louis Armstrong og Benny Goodman. Efter en stille eksistens i årtier er “hot” jazz klar til et comeback.

Ifølge musikhistorien kan New York takke jazzmusikerne i 1930'erne for byens kælenavn "The Big Apple". Tilsyneladende var "æblerne" byerne, hvor genrens mange bands spillede, når de var på turne, og da New York var det største æble, blev den så naturligvis til "The Big Apple".

Uanset om historien er sand eller ej, slog byen igennem som verdens jazzhovedstad.

Jazzmusikken er muligvis ikke født i New York, men den er blomstret her lige som mange andre genrer gennem årene. Da den blev mere sofistikeret og tog en mere intellektuel drejning i 1950'erne, endte musikkens rødder og de musikere, der spillede den autentiske musik, i periferien. Indtil nu.

"Det er Amerikas største kulturelle arv. Før første gang i årevis har de unge lyst til at spille den gamle type jazz igen", sige Michael Katsobashvili, der er grundlægger af den årlige New York Hot Jazz Festival og drivkraften bag stilartens comeback.

Jazzfestivalen ”Midsummer Night Swing”.

I dag har dette hjørne af jazzen – lige som i starten – tætte bånd til swing-dansen. New Yorks berømte Lincoln Center er fx vært for udendørsarrangementet "Midsummer Night Swing", som er en festival, der løber hele sommeren, og hvor swing-dansere fra nær og fjern mødes for at danse og nyde big band-jazz.

"Jeg er rejst hertil fra Skotland", siger danseentusiasten Joyce Monaghen, da vi mødes på dansegulvet. "Jeg er i New York for at danse så meget som muligt under mit ophold. Det er helt afgjort her, man finder den bedste jazz at danse til".

Stedet er også imponerende: Damrosch Park ligger klemt inde mellem skyskrabere og Metropolitan Opera – og når aftenen glider over i natten, skaber lysene fra de omgivende vinduer en vaskeægte New York-stemning.

"Jeg plejede at rejse rundt i hele USA for at finde de bedste steder at danse. Men det behøver jeg ikke længere. De bedste steder er lige her", siger Natasha Farrington, der også er swing-entusiast.

Michael Katsobashvili er et højt, langhåret energibundt. Han bruger et væld af superlativer, og det er let at se, hvordan hans engagement inden for denne genre har været med til at genrejse stilarten til fordums pragt.

Alle, vi taler med, siger det samme om Katsobashvili – han er den uofficielle ambassadør for traditionel jazz. Og det er ikke et dårligt ry at have lige nu. Han siger, at han har været fan af musikken hele sit liv, men at det ikke var før 2013, at han besluttede at gøre noget ved det.

"Det var takket være Mona’s, at jeg forelskede mig i denne stilart", siger han og henviser til den uhøjtidelige bar i East Village, der er berømte for deres berygtede jazz-sessions hver tirsdag aften.

"Jeg besøgte stedet, og det var som at falde ned gennem kaninhullet", griner han.

Samme år var Katsobashvili vært for den første New York Hot Jazz Festival. Og samme år mødte han Jennie Wasserman, der er født i New York, og som har erfaring med denne type arrangementer fra Carnegie Hall, Jazz at Lincoln Center og SF Jazz i San Francisco.

Siden da har de to arbejdet sammen om at bringe hot jazz – New Orleans-stilen – tilbage til de bonede gulve.

"Michael introducerede mig for denne scene, da det, der skulle vise sig at være en ny og sulten gruppe unge kunstnere, spillede den her musik. Det er sjovt, for stilarten har ikke været anerkendt længe – og bestemt ikke på den etablerede scene", siger Wasserman.

"Den etablerede scene er i dette tilfælde bl.a. Jazz at Lincoln Center, hendes tidligere arbejdsgiver og jazzmusikernes hovedsæde i New York. Tidligere har man her kun booket kunstnere fra den moderne scene samt akademiske musikere fra førende skoler som Juliard, New School og Berklee. Artistic Director Wynton Marsalis – der selv spiller New Orleans-jazz – er dog begyndt at hente den traditionelle jazz frem i rampelyset.

En tur med subwayen sender os fra den smukke udendørsscene på Upper West Side til en gammel, mørk tysk ølhal ved navn Radegast i Brooklyn. Det er måske ikke her, man ville forvente at finde et hotspot for jazz- og swing-entusiaster, men det er ikke desto mindre tilfældet.

"Jeg er vild med stedet på grund af det skønne publikum", siger Glenn Crytzer, der er guitarist og leder af bandet, der spiller i aften. "Jeg spiller også jævnligt på en cocktailbar, som også er et dejligt sted, men publikum er mere højlydt.

Her er ikke et reelt dansegulv, men en gruppe mennesker har kidnappet pladsen foran bandet for at danse. Og de swinger løs.

"Denne musik, vintage-jazzen, er vokset langsomt de seneste år", siger Crytzer og bekræfter det, Michael Katsobashvili og Jennie Wasserman fortæller.

"Men i den akademiske verden betragtes den stadig ikke som seriøs musik. Selvom Lincoln Center har slået dørene op for os", tilføjer han.

Efter Crytzers mening mistede den traditionelle jazz sit greb i den brede offentlighed i 1950'erne, hvor beboppen tog over. Han siger, at musikerne fra denne æra ønskede at forvandle musikken til en "højere kunstform", frem for ren underholdning. I takt med at jazzen blev mere akademisk, voksede en ny generation op i dette miljø, og hot jazz-genren svandt langsomt bort.

"Jeg begyndte at spille, fordi jeg dansede swing, og ingen andre spillede den musik, jeg gerne ville danse til", siger Crytzer om comebacket.

Den 35-årige er en af de yngre jazzmusikere, som har valgt at følge i hot jazzens fodspor. (Evan Sherman, trommeslageren, som stod i spidsen for big bandet ved Midsummer Night Swing, er blot 23).

"Det sker over hele byen", siger Michael Katsobashvili entusiastisk. "Tag bare Vince Giordano. Han er en absolut autoritet i jazzverden – ingen spiller 1920'er-jazz, som han gør. Han spiller hver søndag på Iguana, der ligger i det mest turistprægede område i byen, hvor man ellers ikke ville drømme om at sætte sine fødder. Det er som at være med i en Woody Allen-film: Man går op på 2. sal i en mexicansk restaurant og lytter til den bedste jazz. Det er fantastisk".

Spillestederne er muligvis små, og kunstnerne er stadig under radaren hos den brede offentlighed, men musikerne og fansene er enige:  New York er endnu en gang ved at udvikle sig til The Big Apple.

Tekst: Henrik Ek

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk