/\

ANNONCE

.
.

Foto: Jann Lipka

Livsstil

Smølferne smølfer 60 år!

Vores små blå venner fejrer deres 60-års jubilæum. Ikke engang Gargamel kan forpurre festen.

I 1958 forudsagde Pierre Culliford, bedre kendt som Peyo – et alias han havde opfundet, efter et søskendebarn blev ved med at udtale hans franske kaldenavn Pierrot forkert, at “om tre år er der ingen, der taler om dem mere”. Han mente et sæt tegneseriefigurer, han havde lavet, efter han havde glemte ordet salt og havde spurgt efter “schtroumpf” i stedet for.

Smølferne fik deres debut i Spirou-magasinet i 1958, hvor de havde en birolle i Henrik og Hagbart-tegneserien, som foregik i middelalderen.

Pierre fremtryllede en magisk landsby med blå figurer, der var træ æbler høje, og som hver havde sin helt egen personlighed. De synger og danser, holder fester og lever et lykkeligt liv under ledelse af kloge Gammelsmølf.  De har hvide huer, der minder om frygiske huer, et gammelt symbol på frihed, og hvide bukser – bortset fra Gammelsmølf, som har røde bukser og en rød hue. Til gengæld har han et hvidt skæg, hvilket ingen af de andre smølfer har.

"Gamle vismænd havde stor betydning i middelalderen, og dengang mente man, at de kunne blande magiske eliksirer og gøre andre overnaturlige ting”, siger Philippe Glorieux, chef for markedsføring og kommunikation hos IMPS, Culliford virksomheden, der har rettighederne til smølferne.

“Peyo var en magisk historiefortæller, og hver historie har brug for en skurk. Gargamel er grim og dum, men også en lille smule skræmmende, men børn har behov for at se forskellen mellem det gode og det onde, og at det gode vil sejre”, siger Philippe.

Så hvem er den onde? Gargamel, selvfølgelig. Smølfernes liv blev forstyrret med ankomsten af den onde troldmand, der kidnappede en smølf og skabte en kvindelig brunette, Smølfine, som Gammelsmølf reddede og smølfede om til en blond sexbombe.
“Tilbage i 1960’erne var der ikke mange tegneserier, så fansene var hurtige til at interagere med redaktørerne og kunstnerne og give dem feedback på, hvad de gerne ville have”, siger Philippe. Deres budskab var højt og tydeligt – de ville have smølferne. Ligesom The Simpsons, der startede som indslag i Tracey Ullman Showet 40 år senere, brød les Schtroumpfs ud og så sig aldrig tilbage.

Få år senere blev de omdøbt til smølferne for at undgå forvirring med ordet “strumpf”, tysk for “strømpe”, men selv som smølfer erstattede de blå mænd ord med ordet “smølf”, når det var nødvendigt, ligesom deres skaber gjorde.

Da Peyo døde i 1992, havde smølferne erobret verden. I for eksempel USA havde tegneserierne lørdag morgen seertal, der konkurrerede med – og nogle gange overgik – store dramaserier som Dallas. Mere end 2.000 virksomheder havde fået licens til smølferne for til gengæld at lave dukker, legetøj, tøj, ure og spil til fansene.

Da Peyo døde, var Arne Vanleeuwe kun et år gammel, men da han så et smølfekatalog med alle figurerne nogle få år senere, vidste han, at han måtte have dem. Han har nu en samling på omkring 3-400 – Arne er ikke helt sikker – samt andre samleobjekter.
“Som enhver samler vil fortælle dig, så stopper man ikke, før man har en komplet samling. Jeg har været i gang i mere end 18 år”, siger Arne, som i dag arbejder for Puppy, en virksomhed grundlagt af Véronique Culliford, der overvåger smølfe-aktiviteterne i Benelux-landene.

Selvom Arne er belgier, ligesom Peyo, var det ikke patriotisme, der fik ham til at blive fan af de blå figurer.

“Jeg kunne bare godt lide dem, selvom det passer godt, at de fejrer deres 60-års jubilæum den 23. oktober, som også er min fødselsdag”.

 “Smølferne er stadig relevante, fordi deres verden afspejler vores samfund. De situationer, de oplever, oplever vi også i vores daglige liv. Alle kan finde en smølf, de godt kan lide og relatere sig til”, siger han.

Arne siger, at smølferne transcenderer tegneserieverdenen, og det faktum, at de ikke er menneskelige, tillader en vis grad af frihed, som andre karakterer såsom Tintin, en anden belgisk tegneseriehelt, ikke har.

“Tintin døde sammen med sin skaber, Herge, men Peyos største ønske var, at smølferne ville leve videre, og de er stadig lige så meget i live og magiske i dag, som de var den dag, han skabte dem”, siger Arne.

Pierre Cullifords søn, Thierry, er den nuværende indehaver af aliasset Peyo.

Smølferne oser af positivitet, spreder glæde og repræsenterer alt det gode. Der er ingen sex, stoffer, religion eller rock’n’roll i tegneserierne (omend smølfernes samling af sange, popnumre sunget i en skinger smølfestemme, solgte multi-platin i for eksempel Finland, Polen, Tyskland og Holland).

“Smølferne er ikke racister eller religiøse, og der bliver ikke snakket om stoffer og sex – dels fordi de er børnevenlige, men også fordi det ville ødelægge deres image. Det er en af de grundlæggende principper”, siger Arne. 

Men i årenes løb har de mødt kritik, og ikke kun fra Gargamel. Er Gammelsmølf en kommunist? Han må dog være en diktator. Bliver drillesmølfs vittigheder ikke gamle? Og den mest oplagte, hvorfor er der kun en kvindelig smølf?
“Det er en slags offentlig hemmelighed, at Smølfine er baseret på Peyos datter, Veronique, som også er blond”, siger Arne. “Hun er så speciel og helt unik, at alle kan lide hende”.

“Peyo ville gerne have en prinsesse i historien, og i 1966 introducerede han Smølfine”, tilføjer Philippe.

Tiderne skifter, selv i smølfernes landsby, og i filmen fra 2017 – en opfølgning til biografsucceserne Smølferne (2011) og Smølferne 2 (2013), begge produceret af Veronique – opdager banden en hel landsby med kvindelige smølfer.

“Der er dog stadig kun en Smølfine”, siger Arne.

En anden udfordring kom, da Peyo opfandt en gruppe sorte smølfer, som var aggressive, fordi de var blevet bidt af et insekt, hvilket fremkaldte beskyldninger om racisme - ikke særlig smølfeagtigt.

Ifølge Arne afspejlede valget af farve i dette tilfælde et lignende problem i begyndelsen. “Peyo havde det samme problem dengang, for hvis du blander blå med andre farver, får du grøn eller brun eller sort. Det havde intet at gøre med racisme. Men i USA blev de sorte smølfer malet lilla”.

Det er en travl tid for smølferne. Sidste år blev de afsløret som ambassadører for ”Små smølfer, store mål", en kampagne med det formål at lære børn og unge om de 17 verdensmål. 

“Da et af FN’s mål er ligestilling, var vi nødt til at overveje at tilføje flere kvindelige figurer”, indrømmer Philippe.

I år bruger belgiske ambassader smølfer som maskotter til at promovere landet. Brussels Airlines malede et fly med de forskellige smølfekarakterer (med Gargamel og hans kat Azrael i bunden, hvor de prøver at snige sig ind). En ny Smurf Experience, en medrivende virtual reality forlystelsespark, blev åbnet i Brussels Expo i juni, og tegneserie nr. 36 er lige udkommet.

“Vi har også lige lanceret et værktøj til lærere, som de kan bruge til at undervise i, hvordan man lever et bedre liv ved hjælp af en positiv attitude”, siger Philippe.

“Smølfernes verden vil altid være genkendelig for folk. Smølferne har overlevet og blomstret gennem tre generationer”, tilføjer Arne. 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk