Viborgs cool Kunsthal

Da Helene Nyborg Bay blev udstillingsleder ved Kunsthal Brænderigården i 2012  havde hun en mission: Hun ville vise, at nutidskunst hverken behøver at være  svær eller elitær, og kan præsenteres, så selv den mest kunstforskrækkede får en god oplevelse med hjem.

”Da jeg første gang besøgte Brænderigården, som det hed dengang, tænkte jeg, at det var et sted med stort potentiale. Også dengang udstillede man internationalt anerkendte kunstnere af høj kvalitet, men kunsthallen kunne godt åbne sig mere op mod et bredere publikum og bryde forestillingen om samtidskunst som utilgængelig og elitær. Jeg ville gerne bygge en bro ved at involvere lokalsamfundet i kunsten på alle mulige måder, så folk inviteres ind i stedet for at blive skræmt væk af kunsten.”

Et af mange vigtige led i den nye identitet var at skifte navn til Viborg Kunsthal. ”Det fortæller, hvad der foregår herinde nu, ikke hvad der foregik engang i 1800-tallet,” fortæller Helene. ”Og så er det vigtigt at navnet kan begå sig internationalt, når vi skal samarbejde med internationale kunstnere og gæster. Det gamle navn sagde ikke noget om oplevelsens  indhold og var svært at udtale på engelsk.”

Det vigtigste var dog at få dem ind i huset, der normalt er svære at komme i kontakt med.

 ”Vi vil gerne tage det højtidelige ud af kunsten og vise, at den er vedkommende for alle.  Viborg Kunsthal er ikke et museum med en samling, der skal vise den kunsthistoriske udvikling. Vi er en professionel platform, der viser værker af levende og skabende kunstnere, herunder både avantgarden såvel som mere klassiske formater. Kunsten reflekterer den tid, vi alle sammen lever i, og giver nye vinkler på vores samtid. Den kan bruges som inspirationskilde og udgangspunkt for samtaler om emner, vi alle berøres af,” siger Helene.

Og der er mange måder at vise kunst på, også for dem, der ikke tilhører det typiske kunstpublikum. Med eksperimenterende sanseoplevelser for børn, hvor de får lov at røre ved kunstens materialer, og taler om de emner, de ser på værkerne, et kunstværksted for børn med aftensmad og koncert med byens bands i gårdhaven, er Kunsthallen blevet et markant sted, der bruger kunsten til samspil med sin omverden.

Og det kan mærkes på besøgstallene. Siden 2012 har kunsthallen fordoblet antallet af gæster.

Det har Mette Winckelmanns 151 meter lange mosaikværk ”Tro og Overtro” fra 2013 en del af æren for, vurderer Helene.

”Mosaikmuren trækker rigtig meget. Det er et eksempel på et kunstværk, der har været med til at ændre det offentlige rum. Den skærmer og giver en hjemlig atmosfære, samtidigt med at den fortæller om det historiske sted, den ligger på. Nu er haven et sted, hvor man kommer og hænger ud, børnene løber og leger og forældrene tager picnic med”.

Og det er de rigtig gode til på Viborg Kunsthal – at vise samtidskunsten mange facetter. Så gode, faktisk, at Helene er på vej til Manchester for at fortælle om kunsthallens formidlingstiltag på en konference for internationale kunststøtteorganisationer.  

”Vi har haft held med at møde nye publikummer på nye præmisser, men stadig med relevans for udstillingen”, siger Helene. ”Fordi vi er en kunsthal, har vi en stor institutionel frihed og afprøver gerne nye formidlingsformater.  Vi har f.eks. haft Oh Land til at give intimkoncert i forbindelse med en udstilling af Eske Kath, hvor hun fortalte, hvordan hun er inspireret af hans værker i sin musik, f.eks. til nummeret Weightless. På den måde kan man godt lave cross-over mellem genrerne og lade dem bruge hinanden til at nå længere ud. 
Og det er ikke forbudt at kunne lide popmusik og moderne kunst på samme tid.”

Tekst: Lise Hannibal