/\

ANNONCE

Foto: Sushi Anaba/Mads Krabbe

Mad & Drikke

3x3 danske restauranter at prøve i det nye år

Madscenen i Danmark er langtfra mættet ved begyndelsen af det nye årti. I hovedstaden åbner fabelagtige restauranter hvert øjeblik, ligesom også landets andre storbyer kan bryste sig af en imponerende standard. Her er nogle af de steder, du skal spise i København, Aarhus og Odense i 2020.

København

Den københavnske madscene er højt profileret og kendetegnes af kvalitet i alle ender af skalaen - fra nogle af verdens bedste burgere, pizzaer og tacos til Nordens største antal Michelin-stjerner. Her er 3 af de nyeste skud på den københavnske gastro-stamme, der med sikkerhed bliver blandt de hotteste i det nye årti.

Interiør på Lola. Foto: Ulrik Jantzen

Lola

Kamilla Seidler er tidligere blevet kåret til Latinamerikas bedste kvindelige kok, og har sammen med Claus Meyer drevet Gustu, Bolivias bedste restaurant og kokkeskole for udsatte unge. Nu er hun vendt hjem til Skandinavien og åbnede i november 2019 restaurant Lola i en gammel mølle på Christianshavn. Lola er allerede er kendt for sit høje gastronomiske niveau og sociale profil, og i køkkenet huserer kokke fra hele verden. Det afspejler sig i menuen, der dog altid er lavet på sæsonens lokale råvarer.

Lola

Christianshavns Voldgade 54, København

Vis på kort

'Banan' a la Andy Warhol på Alchemist. Foto: Søren Gammelmark/Alchemist

Alchemist

White Guide kårede for nylig Alchemist til Danmarks bedste restaurant. Og en middag på Rasmus Munchs genåbnede restaurant er en vild totaloplevelse, hvor maden driver gæk med sanserne og serveres med lys- og lydeffekter i flere forskellige rum. Menuen på 50 retter er inspireret af de elementer, alkymister mente at kunne lave guld af, og tager 5 timer at sætte til livs. Skal man tro anmelderne er det ganske vist, at det er madguld, der er kommet ud af Muncks periodiske system.

Alchemist

Refshalevej 173C, København

Vis på kort

Interiør på Sushi Anaba. Foto: Mads Krabbe

Sushi Anaba

Der er sushi, som du kender fra din fredags-take away og så er der Sushi Anaba. Indehaveren Mads Battefeld er noget så sjældent som sake-sommelier og sushi-kok udlært i Japan, og hans ambition er at servere Europas bedste sushi. Der er plads til blot otte gæster i hans nyåbnede restaurant i Nordhavn, og en menu består af 22 perfektionerede serveringer lavet med lokale fisk, nøje udvalgt efter årstiden og frit fra havet, og ris, riseddike, soya og wasabirod fra Japan. Anmelderne har været ellevilde, og vi spår, at Sushi Anaba bliver en af de store ’talks of the town’ i året der kommer.

Sushi Anaba

Sandkaj 39, Nordhavn.

Vis på kort

Aarhus

Madscenen i Aarhus er præget af unge, ihærdige entreprenører, der har løftet det gastronomiske niveau til Michelinstjerne-højder uden at blive selvhøjtidelige i processen. De lokale kvalitetsråvarer fra hav, mark og skov er ligesom dyrevelfærd alfa og omega i Aarhus, hvor der aldrig er langt til den næste gode madoplevelse. Her er tre steder, du kan glæde dig til at besøge.

Interiør på Domestic. Foto: Jesper Rais/RAISFOTO

Domestic

Hos Domestic laves maden udelukkende på lokale råvarer i sæson. Folkene bag kender leverandørerne personligt, og lægger vægt på dyrevelfærd, respektfuld omgang med naturen og en så kort vej som muligt fra jord til bord. Domestic er en gourmetoplevelse med en stjerne i Guide Michelin, men samtidigt et uprætentiøst sted med en ambition om, at alle skal føle sig hjemme. Der er 8 forrygende snaks til de enten fire eller otte serveringer, og både vin- og saftmenu at parre med til en overordentlig rimelig pris.

Domestic

Mejlgade 35 B (I baggården), Aarhus

Vis på kort

Georgiske khinkali dumplings og ditto vin fra amfora på Bardok. Foto: Bardok

Bardok

Aarhus’ nye cool sted kalder sig ’en slags neo-osmannisk bistro’, og laver alt fra charcuteri, ceviche og boquerones til georgiske dumplings, grillspyd og burrata fra Rødovre. Med andre ord har de tre gutter bag, der alle har en fortid på nu hedengangne Sårt, plukket godt med godter fra forskellige køkkener, og samlet masser af eksotisk sprut til at skylle ned med. De lægger vægt en uhøjtidelig stemning, laver det mad, de selv kan lide, og serverer det for deres gæster. Bardok har plads til 25-30 gæster og fungerer både som bar og spisested.

Bardok

Åboulevarden 51, Aarhus

Vis på kort

Gris og valnød på Substans. Foto: Substans

Substans

Det er værd at booke en tur til Aarhus i maj 2020. Da genåbner Michelin-restauranten Substans nemlig i nye lokaler i Pakhusene på Aarhus Ø, med udsigt over by og havn fra 11. sal. Parret bag, Louise og René Mammen, vil holde fast i den sublime, legesyge nordiske gastronomi, der har givet dem en Michelin-stjerne siden 2015, men vil i de nye rammer også udvikle restauranten med koncepter som brunch, fredagsbar og frokost. Indtil det nye Substans slår dørene op, kan man spise på søsterrestauranten Pondus, der serverer økologisk, nordisk bistromad.

Restaurant Substans

Fra maj 2020 på 11. etage i Pakhusene på Aarhus Ø

Vis på kort

Fra maj 2020 på 11. etage i Pakhusene på Aarhus Ø

Odense

De gode, fynske råvarer har endelig fået den opmærksomhed, de fortjener og er blevet en vigtig del af den nye odenseanske madscene. Derfor finder man mange odenseanske restauranter med anbefalinger i White Guide, og prisen for en gourmetaften er som regel til at have med at gøre. Her er tre nye steder, du skal prøve i den fynske hovedstad.

Dessert med ananas, rom, ingefær og creme fraiche. Foto: Aro

Aro

Et gammelt autoværksted i Odense har fået nyt liv som Odenses nye, finurlige gourmetrestaurant, som de unge kokke Bjørn Jacobsen og Christoffer Schärfe står bag. Sammen har de steder som le Sommelier, Geranium og Pluto på CV’et, og køkkenet er fransk i grundtonen, men eksperimenterer gerne med udtryk og smag. Vælg mellem Lille Aro med 5 serveringer, snacks, bobler, kaffe og sødt, eller Store Aro med 7 serveringer og snacks, bobler, kaffe og sødt til den yderst rimelige pris af hhv. 1100 og 1400 DKK. Anbefales i White Guide.

Aro

Østerbro 32, Odense

Vis på kort

Snack fra Vaar. Foto: Vaar

Vår

Bag Vintapperstrædes gourmetperle på kun 6 borde står Jacob Burmølle Jensen, der tidligere har slået sine folder på restauranter som Naert og Kadeau. Han har med Vår skabt en restaurant, hvor bæredygtighed er grundstenen, og råvarerne er friske og af uhyre høj kvalitet. Vårs retter bliver rost for at stå knivskarpt og suverænt smagssammensat, ikke mindst med de økologiske og biodynamiske vine, der serveres til. En menu på enten 5 eller 10 retter fås for hhv. 550 eller 850 DKK, og en matchende vinmenu til samme pris. Vår anbefales af Guide Michelin 2019 og White Guide.

Vår

Vintapperstræde 10, Odense

Vis på kort

HOS

Skal man spise frokost i Odense, er der ét nyt sted, man skal prøve: HOS i Kongensgade, der serverer et moderne take på klassisk dansk smørrebrød. Råvarerne er økologiske, lokale og fra udvalgte små avlere, og alt fra saft til sylt er hjemmelavet. Kommer man fredag og lørdag er der desuden fireretters aftenmenu inspireret af det franske køkken. Michelle Hemme og Jacob Spolum, der har højtprofilerede restauranter som Ruths Hotel, formel b, Sletten og Pasfall på cv’et, har med HOS villet skabe en restaurant med god service, hyggefaktor og glimrende mad lavet med respekt for naturen, uden at det koster en bondegård.

HOS

Kongensgade 65, Odense

Vis på kort

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk