/\

ANNONCE

Katie Keiko arbejder på et blogindlæg på seafood-restauranten Ah Yat. Foto: Martin Adolfsson
Katie Keiko arbejder på et blogindlæg på seafood-restauranten Ah Yat. Foto: Martin Adolfsson

Mad & Drikke

Hong Kong - en by af foodies

Er du på udkig efter eventyrlig fastfood i eksotiske og forførende omgivelser? Så behøver du ikke lede længere, melder Hong Kongs madglade munde. Uanset om det skal være take-away eller restaurantmiddag, er det her i den kinesiske storby, det sker.

Med de højeste huslejer i verden, 30.000 godkendte restauranter, utallige små madhuller i væggen uden licens samt gadesælgere er konkurrencen på Hong Kongs restaurationscene knivskarp.

Venstre: Bao af svinekød på restauranten med det sigende navn Little Bao. Højre: dumplings hos Dim Dim Sum. Photo: Martin Adolfsson

På trods af dette er her ofte en ganske munter atmosfære – eller i hvert fald lyden af høj latter. Visse restauranter, som Dim Dim Sum, former deres dumplings med svinekød som små søde griseansigter med en tryne. Andre, som Little Bao, serverer "taiwanesiske hamburgere" eller baos, der er inspireret af de traditionelle amerikanske hamburgere – her fremstilles burgerbøfferne bare af økologisk kød fra græsfodrede dyr og serveres med ketchup, ost og mayonnaise sammen med stegte løg, sesamolie, shiso-blade og trøffelpommesfrites. Absolut noget af den bedste fastfood i Hong Kong – og måske det mest luksuriøse hamburgersted i Asien, hvis man kan kalde det det. Alt sammen fra noget, der ikke er meget mere end et hul i væggen. 

Ekstrem kinesisk mad

Alvin Leung, den selverklærede ‘dæmon-kok’, er født i England og opvokset i Canada.

Ingen i Hong Kong kommer tættere på byens sande ånd end Alvin Leung. Siden den autodidakte kok åbnede Bo Innovation i Wan Chai-distriktet i 2003, har hans brand med dekonstrueret kinesisk mad, som han kalder "kinesisk mad à la extreme", gjort hans restaurant til en af de fem i Hong Kong med tre Michelin-stjerner. Men det mest overvældende er, at denne tidligere ingeniør har vist Hong Kongs indbyggere – og resten af verden – at det er muligt at fusionere byens kinesiske arv med den internationale indflydelse, der hele tiden strømmer ind i den finansielle hovedstad, og skabe helt igennem unikke gastronomiske oplevelser.

"Jeg synes ikke, det er overraskende, at jeg har fået succes. Jeg synes, det er mere overraskende, at ingen har gjort det før mig," siger Leung selvsikkert, mens han sidder i skyggen på terrassen ved hans restaurant og forsøger at undgå det fugtige klima i Hong Kong-foråret. Han bærer sine signaturbriller til $2.000 og ryger på en lige så karakteristisk cigar.

"Jeg er født i London og vokset op i Canada, og derfor har jeg altid set Hong Kong fra en udlændings synspunkt. Før jeg blev kok – og det skete først i 2003, efter at jeg var desillusioneret over ingeniørfaget – følte jeg, at byen underpræsterede, når det handlede om madkultur. Der var selvfølgelig gode kinesiske restauranter, men det, der slog mig, var tanken om, at her var en by med 7 millioner indbyggere, som bor i bittesmå lejligheder, som – helt naturligt – er nødt til at spise ude både til frokost og middag. Dertil kommer, at øen er hjemsted for det største antal millionærer i verden og er en magnet, der tiltrækker et utal af turister hvert år, så man har et potentiale, der ikke findes mange andre steder i verden. Og selvom det var gode kinesiske restauranter, var de ikke særlig spændende. Ingen havde lyst til at eksperimentere. Så jeg besluttede mig for at give det et forsøg". 

På tærsklen til forandring

Når vi besøger Bo Innovation til en 7-retters taster-frokost, får vi serveret kammuslinger med ris, som efter at være dampet og tørret popper som popcorn i munden. Dette efterfølges af en brun gelatinøs kugle, som eksploderer, når man tygger i den, og frigiver en smag af kinesisk bao, som er en traditionel, kinesisk svinekødskugle, eller dampet svinekødsbolle. Retten, som Leung selv er mest stolt over, kaldes mao tai og er en blanding af havtorn, citrongræs og passionsfrugt, serveret i en keramikkrukke med et rør, der løftes for at drikke suppen, mens man lader øjnene glide hen over loftet ovenover. Alt, fortæller Leung, er designet til at lokke gæsterne ud af deres comfort-zone.

"Ikke helt ud af comfort-zonen, men nok til, at tankerne begynder at flyde. Det er målet her, jeg vil have gæsterne til at tænke mere".

Hong Kong, fortæller Leung, står nu på tærsklen til forandring, og er ved at udvikle sig fra en nation af madelskere til en nation af feinschmeckere. Forskellen, siger han, er, at madelskere har det godt, når de spiser, mens feinschmeckere er nysgerrige. De tænker over, hvad de spiser, og hvordan det passer ind i en større kontekst. 

Mad-bloggeren Katie Keiko. Foto: Martin Adolfsson

Katie Keiko tilhører den nye generation af feinschmeckere i Hong Kong. Hun skriver bloggen K’s Luxe Dining Table, hvor hun fotograferer og skriver om sine besøg på restauranter med Michelin-stjerner i Hong Kong og resten af verden. Hun er også en af de hovedbidragyderne til den svenskproducerede dokumentar Foodies – the Culinary Jetset, som har været vist i biografer og på filmfestivaller verden over.

"Jeg startede med at blogge om mad, fordi jeg godt kunne lide at tage billeder og begyndte at lægge mærke til, at der åbnede flere og flere restauranter i Hong Kong, hvor maden nærmest var et kunstværk og fortjente at blive fotograferet. Det var så smukt," siger Keiko, da vi mødes på Ah Yat, en traditionel, kantonesisk restaurant på taget af et shoppingcenter i Kowloon-hotspottet Tsim Sha Tsui. Grunden til, at vi mødes her, er, at Keiko vil vise os lokal, kinesisk mad fra det kantonesiske køkken, som ligger langt fra abehjerner og hajfinner (selvom sidstnævnte rent faktisk er med på menukortet).

Ifølge Keiko handler det kantonesiske køkken i høj grad om konsistens.

Hun bestiller pattegris, oksehale og abelone – sidstnævnte er en del af østersfamilien og en af de dyreste spiser i det kantonesiske spisekammer. Det er en ekstremt dyr fødevare (nogle af retterne på menuen, der indeholder abelone, koster mere end $1.200). Derfor er det lidt overraskende, at de serveres i noget, der minder om bagepapir. 

Tekst: Marcus Joons 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk