/\

ANNONCE

Ilse Crawfords interiør på Winterspring.
Ilse Crawfords interiør på Winterspring.

Foto: Ditte Isager

Mad & Drikke

Winterspring - Københavns nye sweet spot

På Winterspring må man gerne springe direkte til desserten. Med prisvindende gourmet-is og interiør designet af Ilse Crawford er den nyåbnede dessertbar indbegrebet af god smag og nordisk nydelse.

Den københavnske madscene vrimler af gourmettilbud, men det seneste skud på stammen giver is i maven. Gourmet-is. Fremstillet af nordiske råvarer, der normalt er forbeholdt de mest eksklusive Michelin-restauranter, og kreeret af nogle af Danmarks bedste kokke.

”Da jeg startede Winterspring ville jeg skabe en is, der kunne måle sig med de bedste, jeg har fået på de nordiske restauranter. Jeg ville op i en liga, hvor jeg kunne bruge de samme leverandører som Noma, AOC og Geranium,” siger grundlæggeren Karina Schmitt Lund, der tidligere har arbejdet i Londons finansverden.

Karina Schmitt Lund (i rosa) og Ilse Crawford præsenterer Wintersprings dessertbar. Foto: Lise Hannibal

Selvom det viste sig at være sværere end forventet, når alt laves i små portioner, lykkedes det at få allieret sig med dem, der kunne levere varen og skabe et produkt, der vakte begejstring.

Blot en måned efter lanceringen vandt Winterspring de første af mange priser for Rasmus Kofoeds nordiske Kamille Æble-is og for emballagens design.

Nu findes der 12 forskellige smagsvarianter, der sælges i dessertbaren og i udvalgte supermarkeder under Meny og Irma, og Winterspring er begyndt at levere gourmet-is til restauranter og hoteller. På trods af succesen har Karina Scmitt Lund en enkelt gang fået at vide, at hendes is simpelthen smagte af for meget.

”Mange er vant til is, der indeholder en masse luft. Der er næsten ingen luft i vores is, kun omkring 10 % i sorbeterne og 25% i iscremen. Og i vores sorbet er der kun 4 ingredienser. Derfor træder smagen tydeligere frem,” forklarer hun med et smil.

Winterspring interiør og afternoon tea. Foto: Ditte Isager

I Wintersprings brand spiller produkt og design nøje sammen, og det i særdeleshed på den nye dessertbar. Her danner den prisbelønnede, britiske designer Ilse Crawfords interiør  en førsteklasses ramme om et førsteklasses produkt. Kalksten, valnøddetræ, keramik og mundblæst glas er med til at give stedet sin moderne, nordiske forårsstemning, mens grafikeren Frith Kerr står bag det lette og elegante grafiske udtryk. De to har før samarbejdet om luksushotellet Ett Hem i Stockholm.

”Jeg ville skabe et sted, der understøtter det friske i Winterspring,” fortæller Ilse Crawford. ”Et lille sted med maximal nydelse, der føles bekvemt, lettilgængeligt, smukt og varmt og samtidigt er meget moderne.”

Man kan følge kokkene forberede maden, og det er ikke tilfældige folk bag disken, men kokke med erfaring fra førende nordiske restauranter som AOC og Søllerød Kro. Udover desserter, petit fours og afternoon tea laver de delikate morgenanretninger i særklasse med pocherede æg, yoghurt med hjemmelavet granola eller vafler.

”Winterspring er sådan et sted, jeg altid er på udkik efter, når jeg er ude at rejse,” siger Ilse Crawford. ”Delikat og  intens på samme tid, som den nordiske årstid mellem vinter og forår.”

Store Strandstræde 16, København
winterspringdesserts.com

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk