/\

ANNONCE

Lundestad afslører nogle Nobel-hemmeligheder i sin seneste bog Fredens sekretær. Foto: Geir Dokken
Lundestad afslører nogle Nobel-hemmeligheder i sin seneste bog Fredens sekretær. Foto: Geir Dokken

Geir Lundestad – fredens budbringer

Geir Lundestad, den forhenværende sekretær for den norske Nobelkomite, var nødt til at bede Yasser Arafat om at slukke for en Tom and Jerry-tegnefilm før banketten, og han måtte også passe på, at Nelson Mandela ikke fik sne i hovedet. At overrække Nobels fredspris kan føre nogle ret usædvanlige problemstillinger med sig.

“Det er egentlig en skam, at Alfred Nobel døde den 10. december.”

Geir Lundestad kigger ud af sit vindue på den øverste etage på Nobelinstituttet i Oslo.

“Hvis han var død om sommeren, kunne vi have arrangeret nogle fantastiske fester udendørs.”

Da Nelson Mandelas sekretær ankom til Norge fra Sydafrika til Nobelpris-overrækkelsen i 1993, havde hun aldrig set sne før. Hun blev skrækslagen ved at se de store hvide snefnug, som dalede ned på Nobelprismodtagerens hoved. De 27 år, han havde tilbragt i fængslet, havde givet Mandela helbredsproblemer. Og de truende kolde og våde snefnug ville sandsynligvis ikke gøre hans helbred bedre.

Her er Geir Lundestad

Alder: 70
Bor i: Frogner i Oslo
Familie: Gift med Aase; to børn og fem børnebørn
Karriere: Professor i historie, forhenværende direktør for det Norske Nobelinstitut og sekretær for den norske Nobelkomite.
Uddannelse: Cand.philol. (MA), PhD
Akademisk karriere: Professor ved Universitetet i Tromsø og Universitetet i Oslo; har skrevet mange bøger og haft forskningsstillinger bl.a. på Harvard University.

Året før blev Rigoberta Menchú Tums følge fra Guatemala også chokerede over kulden. Direktøren Geir Lundestad og hans lille personale måtte styrte hjem for at hente ekstra støvler og vintertøj til gæsterne. På vores tv-skærme kunne vi se den høje nordmand lede dette symbol på det etniske K’iche’-folk ind til ceremonien i Oslos Rådhus. Menchú Tum bar en grå norsk overfrakke, som var alt for stor til hende, over sit smukke guatemalaske festtøj. Men hun så varm og hyggelig ud.

Nobel gjorde fredsprisen norsk

Nobelinstituttet ligger på solsiden af gaden over for den strengt bevogtede amerikanske ambassade i Oslo. Alfred Nobel, den svenske kemiker, der opfandt dynamit, vogter over sin egen bygning. Da han skrev sit testamente i den Norsk-Svenske Klub i Paris i 1895, efterlod han instruktioner om, at svenskerne skulle bruge hans enorme formue til de akademiske Nobelpriser i litteratur, medicin, fysik og kemi. Juniorpartneren Norge skulle så uddele fredsprisen. Og fem mennesker, som blev valgt af de norske Storting, skulle vælge vinderne.

“Det kan virke som en mærkelig opdeling i dag,” siger Lundestad. “Men vi må huske, at Sverige havde en stærkere tradition inden for videnskab. Samtidig var Nobel bevidst om interessen for fredsarbejde i Norge gennem sit venskab med fredsforkæmperen Bertha von Suttner.”

Der findes hundreder af fredspriser rundt omkring i verden, men den mest ansete af dem er Nobels fredspris, ifølge Oxford Dictionary of Contemporary History. Den er blevet uddelt i Oslo den 10. december hvert år siden 1901. Eller for at være mere præcis, næsten hvert år. For hele 17 gange har den norske Nobelkomite besluttet, at der slet ikke var nogen, som fortjente prisen dette år, senest i 1972. Nogle mennesker mener, at de skulle have sprunget over endnu oftere.

Geir Lundestad har været vært ved 25 overrækkelsesceremonier. Han har budt nogle af de mest berømte mennesker i verden velkommen og har vinket de mest ukendte fredsforkæmpere ind i det kamera-blitzende rampelys. Lundestad var selv den første, som ringede til vinderne med den utrolige nyhed, efter han havde brugt måneder på at læse rådgivende udtalelser, skrive notater og have lyttet til hver eneste fortrolig diskussion om kandidaterne. 

Malala Yousafzai, Kofi ­Annan og Barack Obama har gjort stort indtryk på Lundestad. Imildertid synes han, at den. der har fortjent Nobles Fredspris allermest de seneste 25 år er Mikhail Gorbatjov. Foto: Geir Dokken

Hver oktober har han stået foran Nobeldøren, når lederen af Nobelkomiteen har offentliggjort navnet på årets prisvinder. Mens verden har ventet med tilbageholdt åndedræt i forventning, har hemmelighedens vogter forberedt sig på alle former for reaktioner, lige fra måbende chok til ekstase.

“Jeg har ikke skyndt mig at ringe og vække folk som Barack Obama og Kofi Annan for at fortælle dem, at de har fået prisen – de kan takle det,” siger han. “Men mindre berømte personer må advares: Deres liv vil ændres for altid. Den gladeste vinder i min tid var nok Kim Dae-jung fra Sydkorea. Og den, som jeg havde sværest ved at overbevise, var videnskabsmanden Joseph Rotblat i London. Han nægtede simpelthen at tro på det.” 

‘Verden udenfor synes, at Sverige og Norge ligner hinanden meget. Men Sverige har en adel. Vi afskaffede den, så hurtigt det kunne lade sig gøre.’

Kim Dae-jung, Asiens svar på Nelson Mandela, sad tilfældigvis fast i den gamle elevator på Nobelinstituttet i mere end 20 minutter sammen med Lundestad. De var her i stand til at lære hinanden lidt bedre at kende. Han har også mødt stjerner som Oprah Winfrey og Sharon Stone som vært ved de populære Nobel-koncerter på Oslo Spektrum Arena. Fredscenteret ved den forhenværende Vestbanen jernbanestation er et andet af Lundestads kæreste projekter og et konkret eksempel på, hvad han har opnået i sin tid som direktør ved Nobelinstituttet.

Obama lånte hans kontor

Historikeren går ikke på pension – overhovedet ikke. Han har tænkt sig at gå fra sin lejlighed tæt på Frognerparken hver morgen til sit nye kontor på den øverste etage i Nobelinstituttet for at fortsætte med at skrive og forske. Og ved frokosttid vil han spise sin medbragte madpakke med myseost, før han vender ivrigt tilbage til dagens arbejde om eftermiddagen. I hvert fald indtil slutningen af året. For en uoverensstemmelse med komiteen, efter at hans bog blev udgivet, betød nemlig, at Lundestad mistede sit job.

Lundestad in front of the Norwegian Nobel Institute. Photo: Geir DokkenHan overlod med glæde sit forhenværende kontor, det helligste af hellige steder, til Barack Obama, da han kom til Oslo. Den amerikanske præsident havde brug for at holde sig i forbindelse med det Hvide Hus, mens han var i Norge for at modtage sin kontroversielle fredspris. Som tak for sin gæstfrihed modtog direktøren for Nobelinstituttet en lille sølvbakke med den amerikanske ørn på. Den fungerer nu som pennebakke.

Her på øverste etage er der ikke nogen væg med minder. Ingen guldmedaljer eller signerede fotografier af prisvinderne – den slags findes på etagerne nedenunder. Heroppe er der kun boghylder proppet med historiebøger, analyser og notater fra et bemærkelsesværdigt liv. 

Selv det legendariske AFP-foto af Obama og Lundestad fra selve overrækkelsesceremonien glimrer ved sit fravær. På fotografiet ser man Lundestad stå med hævet pegefinder over for præsidenten, som om direktøren for Nobelinstituttet er ved at give USA’s præsident en grundig moralsk opsang. 

På billedet kan man ikke se, at Lundestad mangler sin højre pegefinger. Men Obama lagde sikkert mærke til det, fordi Geir Lundestad også mangler sin højre langfinger. Han mistede to fingre en sommerdag som barn ved en ulykke. Han var ved at lægge et stykke brænde på en huggeblok, da en kammerat huggede til med en økse. Hans håndtryk blev aldrig det samme igen.

Af alle dem, som Lundestad har trykket i hånden, siger han, at Kofi Annan er den mest karismatiske, når det handler om at behandle andre mennesker godt. Men Barack Obamas Nobeltale er helt afgjort Lundestads yndlingstale.

“Der er ingen, som kan slå Obamas tale,” siger han. “Selvfølgelig var der masser af polemik, fordi han fik fredsprisen. Men Obama tog den diskussion alvorligt i sin Nobeltale. Hvordan kunne han modtage fredsprisen, når han var involveret i to krige? Hans svar på dette spørgsmål var blændende. Desværre var prisen for kontroversiel. Forventningerne blev skuffede. Han fik ikke den medgang, vi håbede på på det tidspunkt.”

Andre kontroversielle prisvindere er bl.a. den Europæiske Union, den kinesiske dissident Liu Xiaobo, og den kenyanske miljøaktivist Wangari Maathai. Lundestad er mest stolt af de første to. Han mener, at den mest pinlige udeladelse fra listen over fredsprismodtagere er Mahatma Gandhi.

Når man spørger, hvad han skal lave den 10. december i år, svarer Lundestad, “Det ved jeg ikke. Jeg håber, at jeg bliver inviteret til prisuddelingen, men jeg har ikke nogen officiel rolle nu. Måske sender de mig til Stockholm.”

Ikke bange for konflikter

Man skulle tro, at et menneske, som har været fredssekretær i et kvart århundrede ville have et beskedent og diplomatisk temperament. Men Geir Lundestad er hverken det første eller det andet. Med sin højde på 1,93 meter giver han højlydt udtryk for sin viden og sine meninger. En mand, som ikke sætter sit lys under en skæppe, som skriver bog efter bog, som rejser rundt i hele verden, og som leverer sin unikke analyse af forholdene i USA og Europa under den kolde krig og samtidig fyrer uforglemmelige one-liners af i hvert eneste interview og foredrag. En af hans følgere på Twitter har sagt, at selv Lundestads stemmeføring svarer til en akademisk grad på højt niveau.

I år har Nobels talsmand skabt ballade med sin nye bog ’Fredens sekretær – 25 år med Nobelprisen’, hvor han afslører historier bag kulisserne og præsenterer sine meninger og analyse af prisens historie samt af den måde, den norske Nobelkomite arbejder på. 

Sidste år lavede han ravage i medierne, lige før Malala Yousafzai og Kailash Satyarthi kom til Norge for at modtage deres fredspris. Lundestad mente, at Nobelkomiteen skulle leve op til nye krav for at sikre sin uafhængighed. Medlemmerne måtte ikke være forhenværende ministre i Stortinget eller udenrigsministre. De skulle være gode til at tale engelsk, have stor viden om internationale forhold, og de skulle være nordmænd. En international komite ville stå over for alt for mange praktiske problemer.

Mange mennesker blev vrede over dette, fordi de opfattede det, som om Lundestad angreb formanden for komiteen, Torbjørn Jagland, der er forhenværende statsminister i Norge, og hvis engelskkundskaber er blevet kritiserede.

“Det virkede som meget dårlig timing,” siger Lundestad. “Jeg beklagede det over for Nobelkomiteen, som jeg allerede havde forklaret min holdning. Jeg ville gerne gøre rede for mine hovedsynspunkter, mens jeg stadig arbejdede der. Det var bestemt ikke et personligt angreb på Jagland. Men jeg kan se, at det kunne være gået virkelig dårligt. Jeg blev udsat for hård kritik. Men da Malala først kom, flyttede fokus hen på det rigtige sted – på hende og Satyarthi.” 

‘Jeg håber, at jeg bliver inviteret til prisuddelingen, men jeg har ikke nogen officiel rolle nu. Måske sender de mig til Stockholm.’

Nogle måneder efter, i februar i år, gik Lundestad et skridt videre i tv-programmet “Skavlan.” Med Benny Andersson fra ABBA ved sin side, sagde han, at den største trussel mod fredsprisens uafhængighed var Sverige. De svenske kommentarer faldt over hinanden på Twitter: “En af de mest selvretfærdige personer i verden,” skrev en. “Sikken en joke,” skreg en anden.

Marie Simonsen, politisk kommentator på den norske avis Dagbladet, kaldte Lundestad det akademiske svar på svensker-basheren, den norske skiløber Petter Northug. 

Hvilket slags forhold har du til svenskerne?

“Et fint forhold. Jeg har ikke noget imod dem, og jeg har haft tre vildt forskellige erfaringer med svenske Nobeldirektører. Men jeg må indrømme, at det har været lidt svært i de seneste år.

Komiteerne plejede at spille en hovedrolle i Nobel-systemet, men nu har vi fået en organisationsmodel, som giver Stockholm mere at sige. Forholdet til Sverige er blevet anspændt, fordi den svenske Nobelstiftelse gerne vil centralisere flere og flere aktiviteter og bygge en stor ny bygning i Sverige. Men til alt held opdagede vi, at kontrakten betinger sig, at instituttet i Oslo ikke må sælges.”

Lundestad mener, at den måde som Nobelpriserne overrækkes på, afspejler en forskel på de to lande. I Sverige er det kongen, som overrækker diplomerne, og som er vært ved en banket, hvor der stilles store krav til stil og etikette. I Norge overrækkes fredsprisen af formanden for en komite, som består af fem almindelige forhenværende politikere, eller ‘de skøre fem’ som Karl Rove, den såkaldte hjerne bag George W. Bush administrationen, kaldte komiteen, efter at de gav prisen til Barack Obama.

“Sverige er et mere hierarkisk land,” siger Lundestad. “Vi lægger mere vægt på lighed. Vores fejringer skal være mere åbne og tilgængelige for børn, organisationer og de fleste medlemmer af samfundet, ikke en ceremoni for fine folk. Verden udenfor synes, at Sverige og Norge ligner hinanden meget. Men Sverige har en adel. Vi afskaffede den, så hurtigt det kunne lade sig gøre. Når det så er sagt, er vi begyndt at ligne hinanden mere og mere.”

The Norwegian Nobel Institute. Photo: Geir Dokken

Da Lundestad i år blev takket af det norske Nobelinstitut for sin rekordlange tjeneste, fik han overrakt en t-shirt med ordene “Endelig fred”.

Hans kollegaer kunne ikke have taget mere fejl.

Lundestad har ikke i sinde at drosle ned. Selvom han har fået tilbud om professorater og politiske embeder, så koncentrerer han sig om at skrive endnu en bog om Nobelinstituttet. Hans håndskrevne udkast ligger allerede på skrivebordet.

“I din forrige bog forelagde du din vurdering af Nobelkomiteens medlemmer, formænd og Nobelprismodtagere. Hvilken karakterbedømmelse ville Alfred Nobel give dig?”

“Nobel var en uudgrundelig person, en utrolig kompliceret mand. Han ville sandsynligvis have opfattet mig som en lidt arrogant type fra det nordlige Norge. Han beskrev sig selv som socialdemokrat, men han var hverken en social person eller demokrat. Nobel var rig og dygtig, men meget depressiv. Der findes kun et fotografi af ham, hvor han smiler.”

 Hvad er du mest stolt over at have udrettet i de sidste 25 år?

“At jeg har deltaget i hele processen med at gøre denne pris global. Jeg tror ikke, at folk indser, hvor stort et mirakel det er: at verden er blevet så opmærksom på denne fredspris. Og at den faktisk kan medføre noget godt efterfølgende. Det er to mirakler i et.” 

 

Tekst: Kristin M. Hauge, Fotos: Geir Dokken

 

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Looking for something special?

Filtrer din søgning

Close