/\

ANNONCE

Foto: Geir Dokken
Foto: Geir Dokken

Linn Ullmanns kærlighedserklæring

Da hendes far døde, begyndte Linn Ullmann at tænke tilbage på sin barndom. Resultatet var en kritikerrost roman og en datters eksplosive og direkte kærlighedsbrev til sine forældre.

Linn Ullmann

Alder: 50
Bor: Oslo
Familie: Gift med forfatteren Niels Fredrik Dahl, 2 børn: filmskaberen Halfdan Ullmann Tøndel og  Hanna Dahl Ullmann, som går i 7. klasse.
Uddannelse: Engelsk litteratur på New York University
Beskæftigelse: Prisvindende og kritikerrost forfatter
Karriere: Har arbejdet som kritiker og kulturjournalist i Norge. De Urolige er hendes sjette roman. Den har modtaget Norske Radios P2­lytteres Bogpris og er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Alle Ullmanns romaner er udgivet i USA og de fleste steder i Europa. Hun har før modtaget Gullpennen og Amalie Skram Prisen

De havde en plan, de to. Linn Ullmann og hendes far, den legendariske filminstruktør Ingmar Bergman, ville skrive en bog sammen. Den skulle handle om at blive gammel – begrænsningerne ved aldringen. De skulle mødes på aftalte dage, på aftalte tidspunkter og diskutere deres minder og erfaringer om livet og kunsten.

De skulle arbejde på en disciplineret måde. Optage alting på bånd.

Men det gik ikke helt som planlagt. Hendes far døde i 2007, efter de kun havde lavet seks optagelser med knitrende og dårlig lydkvalitet. Og indholdet var ikke lige det, de havde tænkt sig. Instruktøren manglede indimellem ord. Og til slut var han også blevet glemsom.

“At se, at huske, at begribe. Det kommer an på, hvor du står. Første gang jeg kom til Hammars, var jeg knap et år gammel og vidste ingenting om den store og omvæltende kærlighed, som havde bragt mig dertil. Egentlig var der tre kærligheder.”

Sådan lyder begyndelsen af Ullmanns seneste bog, De Urolige, som blev udgivet sidst på året i 2015. Den svenske tabloid Expressen hyldede bogen som et poetisk væv af minder og et litterært mesterværk. Romanen er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, hvor juryen udtalte, at den handler lige så meget om at forstå og fortælle om et liv, som om at sætte bestemte liv under luppen. Svensk Radio – og hele Norge – mener, at det er det bedste værk, Linn Ullmann nogensinde har skabt.

Hun venter på os i en lille stamcafé ved trikkens endestation i Ullevål Hageby, Oslo. Caféen ligger bag en gammel biograf. De serverer salater, tærter og suppe, og de sælger også bøger skrevet af lokale forfattere. Det regner kraftigt udenfor. Luften føles trykkende. Ullmann skal på sommerferie, den første i 20 år. Hendes mand, datter, steddatter og hunden Charley er parate og venter i en bil nogle blokke herfra.

Ullmann fylder ikke ret meget. Hun strækker sig og retter sig ud, undskylder, fordi hun er sulten, og siger ydmygt tak for et stykke tærte og en kop te. Hun beklager tre gange, at hun måtte tvinge os til at ændre planerne for interviewet.

Da undskyldningerne er overståede, kan vi begynde.

“Det er en utrolig personlig roman,” siger hun. “Jeg har taget mig selv og brugt en stor portion af mit eget liv. At skrive bogen var en frigørelsesproces. Der var noget, der åbnede sig. Jeg gik tættere på mig selv, end jeg nogensinde har gjort før.”

Linn Ullmann er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen De Urolige. Foto: Geir Dokken

Ingen af personerne i bogen har et navn. Det var helt bevidst. Hovedpersonen, en ung pige, har et mål: at genforene sine forældre, så hun kan finde ud af, hvem hun virkelig er. Fordi hun var hans barn og hendes barn. Men ikke deres barn. Og hun ved ikke, hvad der er hendes fortælling, og hvad der er deres fortælling.

Romanen rejser også spørgsmål om køn og kønsroller.

“Vi var nogle skridt fra det kønsrollemønster, vi ser i dag,” siger Ullmann. “Men i samfundet i dag ser jeg stadig en større forventning til moderrollen end til faderrollen. Faderen i romanen havde ikke tænkt på at tage ansvar, mens alle mødrene - hans kvinder, stærke, intelligente kvinder, hvoraf mange var kunstnere – tog ansvaret for de ni børn, han havde i alt.”

Ullmann kiggede ikke i arkiverne. Hun lavede ikke interviews eller andre former for direkte research. Hun tog ikke til Hammars, faderens hjem på Fårö ved Gotland, for at gå ad de overgroede stier og genopfriske minderne. I stedet genlæste hun de bøger, hendes forældre havde skrevet, og hun så mange af hans film igen. Først og fremmest kastede hun sig over bøger, fotografier, films og musik, som på en særlig måde bragte hende tættere på hendes egen historie, hendes egne minder.

“De Urolige er en roman, men den er lige så meget om at genopdage sig selv og dem, som er tættest på en, i kunsten og i minderne,” siger hun. “Jeg så flere Fellini-film end Bergman-film, mens jeg arbejdede på bogen.”

Ullmann skrev det meste af romanen i sin minilejlighed i Oslo, som bare er på størrelse med en skoæske, med et tekøkken og med udsigt over Stensparken. Hendes lille lejlighed giver hende en rar Astrid Lindgren-stemning. Det er ligesom i børnefilmen Lotte fra Spektakelmagergade, der bygger på Lindgrens bøger, hvor Lotte tager hjemmefra og møblerer sit eget sted hos fru Berg. Lotte bestemmer alting selv.

'Hvem siger, at målet med livet er at være lykkelig hele tiden ?'

Pigen i De Urolige bestemmer aldrig hvornår og hvor, hun skal afsted, og hun flytter ofte. Hun klynger sig til sin smukke, hårdtarbejdende enlige mor, en kvinde, som kan få hendes hjerte til at slå hurtigere og skabe mirakler på scenen og på lærredet. Pigen kan blive syg af længsel efter hende. Når hun er trist, har hun så meget indre splittelse. Hun er omringet af så mange farer.

“Hun er helten i bogen,” siger Ullmann. “Jeg ser hende som en overlever, ikke et offer. Pigen er utrolig sej. Hun ser. Hun tænker. Hun vil gerne være voksen. Hun har den smukkeste mor i verden og en far som er verdensberømt for at se kvinder. Hun har ingen grænser. Hun er delvis dreng, delvis pige, delvis barn, delvis voksen. Bogen handler om en konstant benægtelse af alle disse kategorier.”

Foto: Geir DokkenUllmann er bemærkelsesværdig modtagelig og hader sentimentalitet. Hendes nærmeste ven, kollegaen og udgiveren Geir Gulliksen, siger, at hun er samvittighedsfuld og tager livet meget alvorligt.

“Hun har evnerne til at fordybe sig i alt og at være både glad og fortvivlet på samme tid,” siger Gulliksen. “Hun har også en sjælden sans for sprog, hvad der gør hende til en virkelig god forfatter.”

Komposition, koreografi og struktur er afgørende for hendes måde at skrive på. Hun siger, at hun har læst så meget, hun kan, om musikteori. Hendes fars sidste film var  Sarabande, titlen på Bachs Cello Suite No.5. Den sjette og sidste del af De Urolige hedder Gigue, som også er den sjette og sidste dans i cello-suiten. Hele bogen er som et intenst stykke musik, hvor Ullmann spænder strengene så hårdt i de forskellige stykker, at de næsten når bristepunktet. Men lige når man føler, at strengene må briste, frigør hun hele spændingen fra denne akkumulerede sårbarhed på en ubarmhjertig, og dog komisk måde. Kun i bogens sidste sætning får læserne mulighed for at give slip.

“Det er en roman om at vokse op og om tre forpinte mennesker – og en kærlighedserklæring,” siger Ullmann. “Bogen er en hyldest til faderens kunstneriske virke. Jeg forholder mig både til Bergman – og til min far. Han var også en søn, som gerne ville forstå sine forældre, og som prøvede at se bag deres masker.”

Ullmann forklarer tørt, at hun aldrig har brudt sig om sit navn. Hun – som faktisk blev kaldt Karin efter sin farmor – kunne ikke fordrage at høre sit navn – og se fotografier af sig selv.

“Det var ikke på grund af generthed. Og jeg tror ikke, at det er lige så slemt nu. Men mit klareste minde fra min barndom er, at jeg ikke ville være barn. Jeg ville være voksen, mens begge mine forældre ville være børn og altid talte om lege. Så jeg ville finde ud af, hvad der sker med et barn, som ikke vil være barn.”

“Faderen og pigen havde en aftale. Det stod i hans dagbog. Dagbogen lå på hans bord. Alting havde sin plads, og alt skete på det rette tidspunkt. Der var afsat to timer, hvor pigen og faderen kunne snakke sammen,” skriver Ullmann.

I bogen er døden den eneste acceptable grund til at være upræcis. Man kan stadig stille sit ur efter Linn Ullmann i den virkelige verden. På samme måde som Henrik Ibsen ankom til Grand Café på slaget 12 for en øl og snaps, er Ullmann et regelmæssigt syn ved Voldsløkka Sportsarena, hvor hun kommer på sin daglige løbetur. Altid på det samme tidspunkt. Altid det samme sted, med den samme  playliste på sin telefon. Hun vil ikke prøve nye ruter. Hun vil kun løbe her. Igen og igen og igen. Et skridt. Og et skridt til, Jeff Galloways workout-app bliver gentaget i hendes øre. “Et skridt. Og et skridt til. Der er meget visdom i det,” siger Ullmann.

Mens Oslo er dækket af slud og vintertristesse, skifter hun til indendørs-ruten under tribunen på Bislett Stadium. Samme tidspunkt. Samme sted. Samme playliste. Rundt og rundt.

Ullmann ville aldrig have troet, at hun ville begynde at løbe. Men det gjorde hun. Det er godt for hende. Det klarer hendes hoved. Foto: Tor G. Stenersen / Aftenposten / NTB scanpix

“Jeg havde ikke en dårlig barndom,” siger hun, hvis der var nogen tvivl om det.

“De fleste mennesker er forpinte på en eller anden måde. De føler sig usikre, sårbare. Vi har alle vores sår. Men det er en del af at være menneske. På forskellige tidspunkter i vores barndom finder vi ud af, at vi er grundlæggende alene, at vi en dag skal dø, at vores forældre ikke er perfekte, og at de er bange. På et eller andet tidspunkt vil vores hjerte blive knust. På et eller andet tidspunkt vil vi blive forelskede og se alle de muligheder, som livet tilbyder. Alt det gode og det dårlige starter på et tidligt tidspunkt. Og hvem siger, at målet med livet er at være lykkelig hele tiden?”

Hun forlader os, mens himlen begynder at klare op. Ullmann undskylder, fordi hun ikke har besvaret alle vores spørgsmål til bunds. Hun kan ikke forklare alt.

Folk standser hende på gaden. Forsøger at få svar på ting, hun har skrevet i bogen. “Skete det nøjagtig på den måde?” spørger de.

“Der er intet, som er helt sikkert. Det kommer an på, hvor du står. En roman kan ikke verificeres. Der er ingen grund til at stole på mig,” siger Ullmann. “Jeg er bluffer af profession. Som Joan Didion engang sagde: Vi fortæller hinanden historier for at leve.”

Tekst: Kristin M. Hauge 

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Looking for something special?

Filtrer din søgning

Close