/\

ANNONCE

Book flybillet

Foto: Bruce Bennett / Getty Images

Mennesker

Mats Sundin – En legende i Toronto

Den svenske ishockey-legende Mats Sundin kan med rette hævde at være lige så meget søn af Toronto som af sin hjemby Stockholm. Sundin har haft en strålende karriere, hvor han har vundet masser af medaljer og opnået en stor fanskare. Derfor er det ikke underligt, at den canadiske by har en særlig plads i hans hjerte.

Få idrætsfolk er så genkendelige og afholdte i Sverige som Mats Sundin. Han havde sin debut ved Tre Kronor som 19-årig, scorede som 20-årig et spektakulært vindermål, der førte til verdensmesterskabet, og medvirkede som 35-årig til, at Team Sweden fik en guldmedalje ved olympiaden i Torino i Italien i 2006.

Efter 13 sæsoner hos Toronto Maple Leafs, hvoraf ti som holdets kaptajn og anfører, er han nu lige så afholdt i Toronto; en by, som er vild med sine “Leafs,” hvis sidste Stanley Cup blev vundet engang tilbage i 1967. Under Sundins ledelse har holdet deltaget i finalen i Eastern Conference – blandt de sidste fire – to gange. 

Legends Row uden for Scotiabank Arena i Toronto. Mats Sundin yderst til venstre.

Selvom Sundin trak sig tilbage i 2009 som en Vancouver Canuck, anses han stadig som “Mr. Maple Leaf.” Hans nummer 13 er ikke længere på holdet, og det er Toronto, han nu kalder for sit “andet hjem”.

En familiehistorie

“Min hustru og jeg er tæt knyttet til vores familier, så vi havde ikke svært ved at bestemme os for at flytte tilbage til Sverige, selvom jeg har boet i Canada hele mit voksne liv,” udtaler Sundin, som var den første europæer til at blive den første overall i NHL draft, da Quebec Nordiques udvalgte ham i 1989.

Sundin-parret har nu tre børn – en datter og to sønner, alle under ti år – og livet kan af og til være lidt hektisk. Mats er også stifter af “Institutet för människor i rörelse”, som hjælper virksomheder med, at deres medarbejdere holder sig fysisk aktive og sunde.

Han er også grundlægger og bestyrelsesmedlem af en anden virksomhed såvel som Mats Sundin Foundation, der støtter udvekslingen af medicinsk forskning mellem Torontos universitet og Karolinska Institutet i Stockholm. Forskningen fokuserer på de første 2.000 dage af et barns liv, og hvilke livslange konsekvenser de har.

De næste generationer

Og lad os ikke glemme ishockeylejren Hockey Hall of Fame, som han for nylig har afholdt i Sollentuna, Sverige, hvor hans karriere engang startede.

“Den henvendte sig til børn, som aldrig havde prøvet hockey før, måske fordi de lige var ankommet til Sverige fra lande, hvor der ikke bliver spillet ishockey, eller fordi det har været økonomisk vanskeligt for dem. Jeg håber at kunne kickstarte det igen. Det var sjovt, og børnene var vilde med det,” fortæller han.

“Derfor går dagene bare. Tiden flyver af sted,” siger Sundin med et grin.

Skønt Sundin er travlt beskæftiget, foregår det mest i privat regi. Han har ikke medvirket i tv-shows, og i modsætning til mange af hans fagfæller er han ikke vendt tilbage som coach eller leder.

Efter at han i et årti har været væk fra det daglige pres ved at være en professionel ishockeyspiller, siger Sundin, at han nu kan reflektere over sin aktive karriere, og hvad han har lært deraf.

“Jeg blev 50 for et år siden, og det var en milepæl, der gjorde, at jeg har tænkt lidt over tingene. Det er en påmindelse om, at intet varer evigt,” siger han.

“Da jeg var yngre, blev jeg anset for at være et stort talent, og jeg blev nødt til at vænne mig til det hårde arbejde, det kræver for at gå hele vejen,” tilføjer han.

At kunne leve af at dyrke sport er et privilegium, tilføjer han, selvom du bliver udsat for konstant vurdering, og hvert spil og skud bliver analyseret.

Ude af spotlyset

“En ting, der har hjulpet mig med at tackle pres og stress, har været, at jeg altid vidste, hvor linjen lå mellem Mats som person og Mats Sundin, ishockeyspilleren. På isen gjorde jeg altid mit bedste og gav alt, hvad jeg havde, men jeg forsøgte også at huske, at det var et spil, og at der skulle være plads til leg, kreativitet og sjov, selv med 20.000 fans på tilskuerpladserne,” siger han.

“Jeg havde også en ret god sluk-tænd-knap,” tilføjer han.

Når Sundin havde fri, bekymrede han sig ikke om ishockey. Men når han var på, var han virkelig PÅ. Ifølge Alpo Suhonen, den første europæiske NHL-coach, som var hos Leafs i to sæsoner i 2000'erne, var Sundin altid god.

“Jeg så aldrig, at han ikke var god. Hverken til træning eller under kampene,” siger han.

Virkningerne af stress og velbefindendet ligger Sundin meget på hjerte, og han er bekymret over, at folk har svært ved at finde deres egen “frakoblingsknap.”

“I dag er linjen mellem arbejde og privatliv blevet udvisket på grund af vores digitale værktøjer. Det kan være svært bare at lægge telefonen til side og sætte sig ned med en bog eller gå en tur i skoven. Jeg ved, at det er sværere for mig, der har små børn,” siger han.

“Det er vigtigt at slappe af og ikke altid være på, så man kan restituere sig både mentalt og fysisk.”

På vej “hjemover”

Hver november arrangerer Hockey Hall of Fame – i Toronto – et spil med gamle spillere i løbet af den weekend, hvor nye spillere og trænere indsættes. For Sundin, som blev indsat i HHOF i 2013, er det alletiders mulighed for at holde kontakten til byen Toronto og nogle gamle venner.

“Jeg tror ikke, at mange folk påskønner, hvor stor byen Toronto er. Med næsten 6,5 millioner fra alle verdens hjørner ligesom New York, med dens Little Italy, Chinatown, Greektown og finansområdet Bay Street,” fortæller Sundin.

“Det er mennesker, jeg savner mest. Og storbyens puls.”

 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk