/\

ANNONCE

Sofia Helin som Sofia Helin: frygtløs og fuld af smil. Foto: Carolina Romare
Sofia Helin som Sofia Helin: frygtløs og fuld af smil. Foto: Carolina Romare

Mennesker

Mød Sofia Helin – stjernen i krimiserien Broen

Saga Norén viser ingen følelser, Sofia Helin er meget følelsesladet. Saga vil have orden, Sofia skaber kaos. Men alligevel er Sofia Helin bare Saga Norén. Blandt andet.

blonde politikvinde banker hårdt på døren. Da den åbnes, giver hun sig til kende med den velkendte frase: “Saga Norén, Länskrim Malmö.” Velkendt er den i hvert fald for fans af tv-dramaet Broen – en international succes, som har gjort Saga Norén fra Malmøs politi og Sofia Helin, den svenske skuespiller, der spiller den kejtede kriminalbetjent, kendt i mere end 160 lande. 

Her er Sofia Helin

Alder: 43
Familie: Ægtefællen Daniel Götschenhjelm, sønen Ossian, 12, og datteren Nike, 6
Profession: Skuespiller
Lige nu: Spiller Saga Norén i tredje sæson af den dansk-svenske krimiserie Broen

Read more

Serien udspiller sig på begge sider af Øresundsbroen mellem København og Malmø og er nu inde i sin tredje sæson, som blev filmet i Sydsverige. Da Scandinavian Traveler besøgte settet, var det øsende regnvejr, og der blæste en kold vind ind fra havet.

“Der er ikke meget stjernestøv over indspilningen af Broen”, siger Helin med et smil.

Hun er inde i rollen og klædt i Saga Noréns karakteristiske læderbukser, støvler og en grøn frakke. I de otte måneder, indspilningen varer, har hun stort set det samme tøj på hver dag.

“Bukserne skal repareres hele tiden, fordi læderet bliver strakt”, fortæller hun. “Frakken er stangvare fra H&M. Saga er ikke specielt modebevidst – hun går i det tøj, der føles komfortabelt. Når jeg tager Sagas tøj på, forvandles jeg til hende. Hun har en anden personlighed. Hun er meget ligefrem og har svært ved at vise følelser. Det var utrolig svært for mig i starten, men jeg lærte det, og nu er jeg glædeligt overrasket over, at så mange holder af Saga og kan genkende sig selv eller nogen, de kender, i hende.”

Mens Saga Norén aldrig smiler, er Sofia Helin en solstråle. Hun er betagende smuk og stilfuld, og hun smiler ofte. Hun er eftertænksom og ganske stille og virker endda en smule genert.

“Jeg har følelserne uden på tøjet, men når jeg arbejder og skal spille en rolle, lukker jeg af for den del af min hjerne og påtager mig en ny personlighed, som passer til den rolle, jeg spiller”, siger hun. “Det er svært at forklare, men ret fascinerende”.

At Helin endte med at blive skuespiller kom bag på alle – måske med undtagelse af hende selv.

“Ingen i min familie var interesseret i skuespil”, fortæller hun. “Det var ikke en karrieremulighed i det miljø, hvor jeg voksede op”.

Helin blev født i Örebro vest for Stockholm, men flyttede som lille til Linghem, en lille by syd for Örebro. Hendes forældre blev skilt, da hun var fire år gammel, og hun tilbragte størstedelen af sin opvækst sammen med sin mor, bror, stedfar og to stedsøskende.

I de mellemste klasser opførte hun sketcher og korte forestillinger for sin klasse, og i gymnasiet var hun med i en teatergruppe. På universitetet læste hun filosofi. 

Tv-seere i 160 lande har forelsket sig i Helins Saga Norén. Foto: Carolina Romare

Det stod dog klart for hende, at hun i virkeligheden ville være skuespiller, og hun besluttede sig for at springe ud i det. Hun kom ind på Calle Flygare Teaterskola i Stockholm, og efter sit første år på skolen blev hun i 1996 castet som Minna i den populære tv-serie Rederiet. Året efter blev hun optaget på Stockholms dramatiska högskola. 

Siden da har hun medvirket i flere betydningsfulde film, blandt andet Røverne, Arn: Tempelridderen, Metropia, Tilbage til Dalarna og Nina Frisk. Hun fik sit store internationale gennembrud i 2011 som Saga Norén i Broen.

“Hun er en virkelig god skuespiller, en skøn kollega og en drøm at arbejde sammen med”, siger Thure Lindhart (kendt for sin rolle i Engle og Dæmoner), som spiller Saga Noréns danske partner. 

‘Der er mange ting, som jeg gerne vil prøve i fremtiden. Blandt andet kunne jeg godt tænke mig at arbejde i Storbritannien’

Helin er gift med Daniel Götschenhjelm – en skuespiller, som er blevet præst i den svenske folkekirke. De har en søn på 12 år, som hedder Ossian, og en 6-årig datter, som hedder Nike. Familien bor i Stockholms gamle bydel, Gamla stan. Parret spillede sammen i filmen Nina Frisk fra 2007.

Ifølge Helin bliver folk af og til forbløffede over, at hun er kristen og gift med en præst. Nogle har endda sagt, at de finder det upassende, at hun er med i en voldsom thriller som Broen.

“Der hersker en naiv, gammeldags og barnlig indstilling, som dikterer, at troende mennesker bør være bedre end andre mennesker, men det er en kæmpe misforståelse”, siger hun.

“Selvfølgelig bør alle forsøge at være et godt eksempel, men vi mennesker er komplekse og fulde af mørke – alle sammen”.

Sofia som Saga. Foto: Carolina Romare

En måned efter, at indspilningen af Broen er afsluttet, mødes Helin med pressen på filmfestivalen Nordicana i London, hvor tusindvis af britiske filmentusiaster samles for at hylde genren Nordic Noir. Helin bliver filmet og fotograferet, og hun giver autografer til fans, der er valfartet hertil fra hele Europa. 

Et britisk par planlægger en tur til Øresundsbroen på deres bryllupsrejse. En anden hengiven fan er klædt nøjagtigt som Saga Norén.

“Det er smigrende; hun må have lagt meget arbejde i at finde det tøj”, siger Helin, som ikke har Saga Noréns tøj på, men derimod emmer af glamour. 

Hun er udsøgt klædt i en farvestrålende silkebluse og et sort jakkesæt, og hun har håret sat op i en knold. Når hun går omkring i London, bliver hun ofte genkendt, men det har hun ikke noget imod.

“Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor jeg hellere vil være anonym, men jeg klager ikke”, siger hun. “Som film- og tv-stjerne må man lære at leve med, at man bliver genkendt. Enten det, eller også må man overveje at skifte karriere og begynde at lave radiospil eller den slags”.

Helin brugte for nylig sin berømthed til at sætte fokus på flygtninge. Hun besøgte en transitlejr for syriske flygtninge i det sydlige Østrig og indspillede en kampagnevideo for svensk tv for at indsamle penge til velgørenhed.

“Jeg bliver så ulykkelig, når jeg ser folk lide og al den uretfærdighed, der findes i verden”, siger hun. “Jeg følte mig hjælpeløs, og det er svært at vide, hvad man kan gøre for at hjælpe. Men jeg gør, hvad jeg kan, og jeg vil opfordre andre til at gøre det samme.

“Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er kørt over den bro”, siger Helin. Foto: Shutterstock

Helin er brandvarm på den internationale scene, og hun er blevet tilbudt masser af roller uden for Sverige. Sidste sommer medvirkede hun i den danske film Fang Rung instrueret af Max Kestner. Hun har også spillet en rolle i en ny tysk tv-serie, Berlin der geteilte Himmel, som blev instrueret af Oliver Hirschbiegel og indspillet i Prag.

“Jeg bliver ofte spurgt, om jeg kunne tænke mig at spille Saga Norén igen”, siger Helin.

“Svaret er, at det ved jeg ikke. Det afhænger helt og holdent af, om manuskriptet er så godt, at jeg ikke kan lade være med at vende tilbage i en fjerde sæson. Der er mange ting, som jeg gerne vil prøve i fremtiden. Blandt andet kunne jeg godt tænke mig at arbejde i Storbritannien. Jeg elsker London, og jeg ville elske at arbejde der”. 

“Øresundsbroen har en særlig plads i mit hjerte"

Tredje sæson af Broen blev hovedsageligt filmet i Malmø og Skåne og en lille smule i Danmark. Mens Helin arbejdede på broen, boede hun på hotel i Malmø mandag til fredag og tog hjem til familien i weekenderne.

“Jeg kan rigtig godt lide at arbejde i Skåne og Danmark”, siger Helin. “I lange perioder boede jeg på hotel, og efter en lang arbejdsdag tilbragte jeg som regel aftenen med at træne eller se tv og dvd'er på mit værelse. Da de otte måneders indspilning var forbi, holdt jeg fri sammen med min familie, og vi holdt en dejlig lang ferie ude på landet i Sverige. Det var rart at komme lidt væk fra arbejdet og leve som en helt normal familie”.

Tekst: Monika Agorelius 

 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Sidst ændret: 23 august, 2017

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk