/\

ANNONCE

Foto: Andreas Houmann
Foto: Andreas Houmann

Mennesker

Mød Mads Mikkelsen

Mads Mikkelsen medvirker aktuelt i Rogue One: A Star Wars Story. I en galakse langt langt borte mødte Scandinavian Travelers Gunnar Rehlin den danske skuespiller for første gang for 16 år siden.

Første gang, jeg mødte Mads Mikkelsen, stod han på en mark uden for Trollhättan på den svenske vestkyst og kyssede sin svenske kollega, skuespilleren Mikael Persbrandt.

Mads Mikkelsen

Bor: København
Famile: Kone, to børn
Aktuel i: Doctor Strange og Rogue One: A Star Wars Story
Udvalgte TV-og filmroller:Rejseholdet, Hannibal, De grønne slagtere, Adams Æbler, Mænd og Høns, Kong Arthur, Casino Royale, En kongelig affære, Jagten, The Salvation og Clash of the Titans

Read more

I dag, 16 år senere, sidder han på et luksushotel i København og taler om sin succesfulde internationale karriere. Selvom han aldrig rigtig har taget det der med karriere særligt alvorligt.

"Jeg besluttede mig tidligt for ikke at stile for højt", siger han. "Man kan ikke styre sin karriere. Man skal behandle hver eneste rolle som individuelle og vigtige trædesten. Og så lige pludselig en dag er den slut. Så forestiller jeg mig, at jeg kunne blive tømrer. Det er jeg god til".

Efter vores første møde for 16 år siden (jeg skal nok vende tilbage til det) har jeg haft fornøjelsen af at møde Mads flere gange. På festivaller, til fester, på flyveture og ved filmoptagelser. Og bortset fra et par grå hår har han ikke ændret sig meget i alle de år. Det er dog påfaldende i så egocentreret og narcissistisk en branche, at han stadig virker til at være lige så autentisk som før sit gennembrud.

Foto: Andreas Houmann

"Det er facade", griner han. "Men for at være ærlig har jeg i alle mine år i branchen ikke mødt særlig mange divaer. Nogle folk er selvfølgelig lidt en udfordring, men det kan dem, jeg møder i bussen også være. Der findes selvfølgelig divaer, men jeg ved ikke, hvor mange der er".

En ting, der er anderledes i forhold til tidligere, er, at han har mistet en stor del af sine svenskkundskaber. Da han i starten af sin karriere tog til Göteborg for at lære ballet, erkendte han hurtigt, at svenskerne aldrig ville lære dansk. "Det var lettere for mig at lære svensk", siger han.

Men selvom han har glemt meget at sit svenske nu, er hans danske let at forstå, også for en svensker, og vores samtale glider let.

Når jeg fortæller mine veninder, at jeg skal mødes med Mads Mikkelsen, siger de ofte "Wau, han er så flot". Men det er ikke noget, han er glad for at høre. Han bryder sig ikke om at blive kaldt flot og påpeger, at han tidligt i sin karriere bestemt ikke fik rollerne som "ham den smukke". Han spillede stofmisbruger og narkohandler i de brutale Pusher-film, og i Blinkende lygter var han gangsteren, der øvede sig i at skyde på måls på egern og skød køer med en maskinpistol.

"Når de skriver om mit udseende, ignorerer de mine evner som skuespiller", siger han. "På den anden side har kvinder altid skullet finde sig i den slag".

Nogle gange har han dog udnyttet dette til sin fordel. En gang for et par år siden var vi med samme fly fra København til New York. Mikkelsen repræsenterede tv-serien Rejseholdet, som var nomineret til en Emmy for bedste internationale dramaserie. Et større dansk magasin havde netop udnævnt Mads Mikkelsen til "den mest sexede mand i universet", og på flyrejsen skrev han gladeligt autografer på forsiden af medpassagerernes udgaver af bladet og sagde til mig med et strejf af stolthed: "Jeg slog Brad Pitt". Det er næsten overflødigt at nævne, at Rejseholdet vandt Emmy'en.

"Han er flere gange blevet udnævnt til Danmarks mest sexede mand", siger den svenske skuespiller Stellan Skarsgård, som er en nær ven af Mads Mikkelsen. "Jeg forstår det ikke. Men Danmark er selvfølgelig et lille land (på størrelse med Kirgisistan), så konkurrencen er ikke så hård. Men jeg kan rigtig godt lide at se ham på det store lærred. Hænge ud med med ham – og måske få en øl".

Mads Mikkelsens karriere startede i slutningen af 1990'erne, hvor han indledte et mangeårigt samarbejde med instruktørerne og manuskriptforfatterne Nicolas Winding Refn og Anders Thomas Jensen. Han fik sit store gennembrud med rollen som den impulsive og følsomme Fischer i Rejseholdet, der var en stor succes i Danmark og Sverige. Det var også her, jeg lavede mit første interview med ham – da han var i gang med optagelserne til kortfilmen Nu, hvor han og Mikael Persbrandt spillede et homoseksuelt par.

Hans første store, internationale rolle kom i 2004, hvor han spillede Tristan i Kong Arthur, hvor han havde den ære at blive slået ihjel af Stellan Skarsgård. Det følgende år spillede han Le Chiffre i Casino Royale.

"Det var en stor overraskelse at få tilbudt en rolle i en Bond-film", siger Mads Mikkelsen. "Men det, jeg havde lavet i Danmark, havde fanget deres interesse". Resten er historie.

Mikkelsen i den nye Star Warsfilm. Foto: 2015 Lucasfilm Ltd. & TM, All Rights Reserved

Lige for tiden skifter Mads Mikkelsen mellem at arbejde på internationale film og projekter i Danmark. "Danmark er min base, min kultur og mit sprog. Det er vigtigt for mig at arbejde her", siger han. "Det er skønt at kunne rejse frem og tilbage. Hvis jeg kun arbejdede i Danmark, ville jeg ikke kunne lave to film om året".

Når det er muligt, følger hustruen Hanne og børnene Viola og Carl med, når han tager af sted til nye optagelser. Andre gange er det ikke muligt – eller ønskeligt.

For få år siden tog de med til Skotland, hvor han skulle optage vikingefilmen Valhalla Rising, men vejret og de øde omgivelser, hvor filmen blev optaget, var så ubarmhjertige, at familien tog hjem igen.

Da jeg besøgte filmsettet, var de i gang med at optage på en fjerntliggende bjergside, og Mads Mikkelsen stod halvnøgen i en hylende vind omgivet af en sværm af mitter. "Det var en dans på roser", sagde han til mig under middagen på hotellet samme aften. "Du skulle have set mig her de første par uger. Vi filmede på toppen af et bjerg på det tidspunkt. Temperaturen var under nul om morgenen, det regnede, og vinden var så kraftig, at regnen var vandret. Jeg troede, jeg skulle dø".

Efter sit gennembrud i Rejseholdet spillede Mads Mikkelsen kannibalen Hannibal Lecter i flere sæsoner af tv-serien Hannibal. Har han lyst til at lavere mere tv derhjemme igen, nu hvor Nordic Noir-trenden er så populær takket være serier som Broen og Forbrydelsen?

"Ikke rigtig. Jeg synes faktisk, at amerikanske tv-serier tør meget mere og ikke er så politisk korrekte. Vi laver rigtig god underholdning i Skandinavien, tag ikke fejl af det, men der er noget politisk korrekt over de skandinaviske tv-serier".

Mads Mikkelsen i Doctor Strange. Foto: IBL / Alloverpress

Dagens snak finder sted kort efter verdenspremieren på  Marvel-filmen

Doctor Strange, hvor Mads Mikkelsen spiller skurken. Og til december er han aktuel igen på det store lærred i den nye Star Wars-film Rogue One: A Star Wars Story. Men han må ikke tale om filmen.

"Det eneste, jeg må sige noget om, er det, der bliver vist i traileren. Jeg spiller faderen til Felicity Jones’ karakter, og jeg er involveret i at bygge noget, der kan bruges til noget godt – eller noget ondt".

Benedict Cumberbatch, der er Mikkelsens medspiller i Doctor Strange, siger: "Mads Mikkelsen er en af de helt store bad guys i filmverdenen. Han kan gøre dem 3-dimensionelle.".

Men Mads Mikkelsen siger selv, at han er lige så glad for at spille skurk som helt, så længe hans karakter har menneskelige kvaliteter. Som Hannibal for eksempel.

"Hannibal er helt speciel. Han er en falden engel. Og han er lykkelig. Uanset hvad der sker, så er han lykkelig. Jeg bryder mig ikke om ham, men jeg kunne godt lide at spille ham. Han er manipulerende. Han er følsom, og han elsker kunst. Han ser verden fra et helt andet perspektiv i forhold til andre. Han tror, han ser det smukke i livet, men gør det fra tærsklen til døden".

 

Tekst: Gunnar Rehlin

 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk