/\

ANNONCE

Pianist: Nicola Formichetti har en sideløbende passion som klassisk pianist. Foto: Victor Jones
Pianist: Nicola Formichetti har en sideløbende passion som klassisk pianist. Foto: Victor Jones

Mennesker

Mød stylist og kreativ direktør Nicola Formichetti

Nicola Formichettis modige vision rækker langt ud over hans sensationelle styling af Lady Gaga. Som Diesels kreative frontfigur bevæger han sig nu i mere kommercielle kredse, men modeverdenens enfant terrible er klar til at flippe ud igen.

Foto: Victor Jones

Født: Tokyo, 1977
Bor: Tribeca, New York
Stilling: Kunstnerisk leder for Diesel, designer og ejer af modemærket Nicopanda, stylist.  
Karriere: Hovedindkøber og kunstnerisk direktør i Pineal Eye butikken; moderedaktør og kunstnerisk direktør på Dazed & Confused magasin; stylist på magasiner som f.eks. V, V Man, Another, Another Man og Arena Homme; modedirektør hos Vogue Hommes Japan; kunstnerisk direktør hos Mugler; kunstnerisk direktør hos Uniqlo.
Priser: Isabella Blow Award for Fashion Creator ved British Fashion Awards i 2010.

Read more

Han er iført en himmelblå bomber-jakke af satin og et strålende smil – der er noget engleagtigt ved Nicola Formichetti denne eftermiddag.

Vi træffer modemanden – som bl.a. står bag Lady Gagas excentriske garderobe f.eks. hendes ‘kødkjole’ – på Brown’s Hotel i Londons eksklusive Mayfair-distrikt. Jakken, han har på, er fra Diesel, det italienske denimmærke, hvor han har arbejdet som kunstnerisk direktør siden foråret 2013. Han har også sit eget innovative streetwear-mærke Nicopanda.

I dag bor Formichetti, som er af japansk og italiensk afstamning, i New York. Men det var i London, at hans rejse til den eksklusive modeverden startede. “Jeg voksede op i Rom og Tokyo, men følte mig ikke hjemme i nogen af byerne,” siger den 39-årige. “Jeg var helt besat af britiske magasiner som i-D og The Face. Måden folk klædte sig på var helt sindssyg, og jeg tænkte ‘Jeg må til London!’”

For at retfærdiggøre flytningen over for forældrene, blev han optaget på en arkitektskole, men holdt kun ud et par dage og kom hurtigt til at føle sig hjemme på natklub-scenen i London i midten af 1990’erne. “Det var helt utroligt at være en del af den hedonistiske kreative verden,” udbryder han, som om han genoplevede det. “At klæde mig på var en stor del af livet på klubberne. Musikken og måden man klædte sig hang sammen – det var råt og kreativt – grunge. London gav mig friheden til at være den, jeg ville være.”

Mens han arbejdede i den progressive Soho-butik The Pineal Eye, kom Formichetti i kontakt med mange slags modefolk, bl.a. den respekterede stylist Katy England. Hun fik øje på Formichettis unikke kreative følsomhed og fik ham ind i folden på det kontroversielle magasin Dazed & Confused, hvor han gjorde sig bemærket med sin uærbødige stil, først som stylist og moderedaktør, og så som kreativ direktør.

Foto: Victor Jones

At kunne udtrykke sig frit er helt centralt for Formichettis arbejde og personlighed, og han bruger moden til at udvide grænser og bryde med reglerne. “Som ung stylist var jeg helt identificeret med 1990’ernes grunge-æstetik i London og afviste alt andet,” siger han. “Så indså jeg, at jeg hæmmede den frihed, jeg ønskede, ved at fornægte mine japanske og italienske rødder. Jeg ville bare have nyt, nyt, nyt!”

Det klikkede pludselig, siger han, da han holdt en pause og kunne stå ved sin arv. “Da jeg lod påvirkningerne fra fortid og nutid gå op i en højere enhed, fik jeg mere selvtillid, og mit arbejde blev mere interessant.”

En del af Formichettis talent bestod i hans evne til at spejle bevidstheden hos generationen fra årtusindskiftet. Og selv om hans digitalt kompetente vision er helt nutidig, bliver den alligevel nuanceret af påvirkningerne fra de gamle årtier.

Og han har en særlig forkærlighed for italiensk fotografi og reklamer fra 1980’erne. Han fremhæver Benetton reklamerne fra denne periode som sin klare favorit med deres stærke farver og glade smilende ansigter. “Ideen om at kommunikere værdierne fra forskellige kulturer og bruge reklame som en kanal for dialog – det er noget, som jeg føler mig tiltrukket af,” forklarer han.

Han er helt klart styret af denne tilgang i sin forår/sommer kampagne for Diesel i 2016, som med et glimt i øjet kommenterer på samfundets had-kærlighed til den digitale verden. Han har oven i købet opfundet sine egne emoticons, bl.a. en lille engel med glorie.

Foto: Victor Jones

Det er umuligt at sidde her sammen med Formichetti uden at bore lidt i hans tid med Lady Gaga, som han arbejdede sammen med mellem 2009 og 2012. “Gaga og jeg havde det så sjovt,” stråler han. “Når jeg gav hende mit tøj på, så blev det levende og blev noget helt, helt andet.” Formichetti og Gagas rammesprængende æstetik skabte postyr over hele verden og blev et udtryk for perioden, som stadig huskes.

Et kostume skabte mere kontrovers end andre: det berømte outfit skabt af rå flanksteak. “Den kjole fremkaldte sådan en reaktion, og ikke kun i modekredse,” bemærker Formichetti. “Det var spændende at opdage, at et stykke tøj, godt nok ret utraditionelt, kunne have sådan en virkning i hele verden.”

Hvad angår de endeløse fortolkninger af kjolen, så forklarede Gaga selv dengang, at den gav udtryk for behovet for at kæmpe for det, man troede på, og hun kritiserede det amerikanske militærs lukkede politik.

I dag ville de fleste designere gøre hvad som helst for at få Lady Gaga, eller en anden verdensberømt musiker til at optræde i deres tøj, men Formachetti afslører, at det ikke altid har været tilfældet. “De eneste to, som ville låne os tøj, var Alexander McQueen og Miuccia Prada. Derfor så man tit Gaga i deres tøj i hendes tidlige karriere. Alle de andre mærker sagde nej. Da jeg begyndte at arbejde med Gaga, var det tabu for en modestylist at indgå i samarbejde med musikere. Folk fortalte mig, at jeg måtte være skør at arbejde med Gaga, og sagde, at det ville ødelægge min karriere. Det er utroligt at tænke på, at det var den almindelige holdning bare for nogle år siden.”

Da han var blevet en international stjerne via House of Gaga, blev Formichetti udnævnt til kreativ direktør for det franske modehus Mugler (oprindelig kendt som Thierry Mugler). Gaga havde fået Mugler tilbage i rampelyset, og det gjorde Formichetti til en naturlig løsning.

Men Formichetti fik blandede anmeldelser af sit arbejde, og hans fastansættelse sluttede i 2013 efter bare to år. “En af grundene til, at min tid hos Mugler ikke var særlig succesrig, var, at jeg ikke tog det kommercielle aspekt alvorligt nok. Jeg ville bare være kreativ,” indrømmer han. “Jeg har aldrig fået en godkendt uddannelse inden for mode og lavede alle mine fejl i fuld offentlighed. I begyndelsen var det forfærdeligt, og jeg tog det personligt. Men det bidrog til den position, jeg har nu.”

Foto: Victor Jones

Formichetti giver også sine “lærere” i magasinet og detailhandlen ære for sin nuværende succes, men bemærker, at noget, som han altid har manglet, var en forretningspartner. Men ind på scenen træder så Renzo Rosso, stifter og ejer af Diesel og Only the Brave Group, med bl.a. Marni, Maison Margiela og Viktor & Rolf i sin stald af stærke modemærker.

Rosso havde lagt mærke til Formichetti i nogen tid og spurgte ham på et tidspunkt, om han ville overveje at hjælpe ham med at få Diesel tilbage til sin forhenværende førende position. “Min første reaktion var ‘skulle jeg designe denim, er du tosset?’” husker Formichetti. “Men det begyndte snart at give mening. Jeg elsker denim, og jeg vidste, at Renzo ikke ville prøve at begrænse min kreativitet. Jeg vidste også, at jeg måtte skærpe mine forretningskompetencer, og at arbejdet i et stort firma som Diesel ville give mig den perfekte lejlighed til at gøre det.”

Siden han trådte til som det italienske mærkes kunstneriske leder, har Formichetti været involveret i alle aspekter af den voksende virksomhed og har hjulpet med at styre mærket strategisk i en ny, mere eksklusiv retning. “Vi har brugt to år på at forfine Diesels DNA og på at få fat på de rigtige mennesker,” siger han. “Nu har vi et virkelig stærkt team, og vi er klar til at udfordre mærket mere – det er tid til at flippe ud.”

Tekst: Emma Holmqvist Deacon

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk