/\

ANNONCE

3XNs nye vartegn i Københavns Ørestad, Royal Arena. Foto: Adam Mørk
3XNs nye vartegn i Københavns Ørestad, Royal Arena. Foto: Adam Mørk

Mennesker

Værker, der virker: Mød stjernearkitekten Kim Herforth Nielsen

Bella Sky, Den Blå Planet, FN-byen og Ørestads Gymnasium. Arkitekten Kim Herforth Nielsen og 3XN står bag nogle Københavns mest markante nye bygninger, deriblandt Royal Arena, der åbner om få dage. Her fortæller han om arenaen, om sine visioner og om hvad, der får værker til at virke.

Det kommer ikke til at gå stille af, når verdens største heavy metal-band indvier Royal Arena den 3. februar. ”Det var faktisk Metallica selv, der ringede til bygherren og spurgte, om de måtte indvie arenaen, da de har tradition for at åbne arenaer i USA”, fortæller Kim Herforth Nielsen, ”og så betyder det nok lidt for Lars Ulrich, der jo er dansk”.

Kim Herforth Nielsen er manden bag Københavns nye arena, og hans tegnestue 3XN er blandt landets største og mest indflydelsesrige. De har projekter over hele verden, og fra Stockholm til Sydney finder man bygningsværker fra Kim Herforth Nielsens hånd.

Bella Sky: De skrånende tårne giver udsyn og lys til alle værelser. Foto: 3XN

Der er noget passende i, at arenaen åbnes med et brag. For selvom Kim Herforth Nielsen virker relativt stilfærdig, er hans bygninger ikke bange for at gøre væsen af sig. I København er han kendt for markante firmadomiciler for bl.a. Saxo Bank, Deloitte og FIH, og gav med Bella Sky-hotellets skrånende tårne det lidt anonyme Bella Center et vartegn, der ikke er til at overse. Med Den Blå Planet (Danmarks Akvarium), FN-byen og den nye Royal Arena oveni står 3XN efterhånden bag en pæn portion af Københavns nye arkitektoniske vartegn.

Den Blå Planet. Foto: 3XN

Selvom hver bygnings udformning er unik, har de Nielsens arkitektoniske vision som fælles grundsten. Hans mission er at tegne byggeri, der virker, og gør en positiv forskel for brugere og omgivelser.

”Jeg har den filosofi, at arkitektur skaber adfærd. Hvis jeg skal nævne en bygning, der virkelig blev et gennembrud for den filosofi, må det være Ørestads Gymnasium.”

Gymnasiet, der åbnede i 2006, var det første nybyggede gymnasium i København i 35 år. Traditionelle rum som klasseværelser og opholdsrum var sløjfet til fordel for fire åbne studiezoner i forskudte plan, bundet sammen af en bred, spiralformet hovedtrappe.

”Trappen er skolens livslinje. Den bruges som tribune, den bruges til ophold og den bidrager til at eleverne får rørt sig. De går 5 etager på den trappe 10 gange dagligt, og det er kun gangbesværede med et særligt nøglekort, der har adgang til elevatoren. Det er på trappen, interaktionen foregår, og her, det kreative miljø opstår, ”siger Kim.

Ørestad Gymnasium. Foto: 3XN

”Ørestad Gymnasium har vist, hvad rum kan gøre. Undervisningsmetoderne er anderledes og eleverne skaber bedre resultater end gennemsnittet, selvom de har en helt gennemsnitlig baggrund. De kommer ud som selvstændige, socialt velfunderede mennesker, der henter inspiration i samværet med andre”, fortæller Kim Herforth.

”Det samme kan man sige gør sig gældende her på tegnestuen. Det er i fællesskabet, at synergien opstår. Hvis de sad i hver deres rum, ville de slet ikke kunne udvikle de ting, de gør.”

På baggrund af tegnestuens interesse for bygningers indvirkning på omgivelserne er der ansat 5 forskere til at undersøge, hvad der får folk til at føle sig tilpas i forskellige former for rum.

”Hvordan bevæger folk sig i en udstilling, på et museum, på et marked? Hvad skal karakterisere et rum, der fordrer læring, samarbejde og interaktion? Den forskning, vi laver, søger svar på, hvad der fungerer på et teoretisk grundplan. Den skal  kunne påvise overfor bygherrer, at hvis man laver tingene på en bestemt måde, så virker det. Og det bliver ikke hemmeligt – det er noget alle kan få glæde af ,” fortæller Kim Herforth Nielsen.

Tanken om, at bygninger skal bidrage socialt og positivt til omgivelserne, ligger også til grund for den nye arenas udformning og placering.

Paneler i syrebehandlet træ udenfor giver grafiske solstriber i søjlegangen indenfor. Foto: Adam Mørk

Glas beklædt med paneler af lyst, syrebehandlet træ skaber udsyn og dagslys i opholds-og gangarealer indvendigt, og masser af indblik udvendigt. Inde som ude orienterer arenaen sig mod sin omverden.

”Royal Arena bliver et bynært samlingspunkt med restaurant i stueplan, så den også lever udenfor arrangementerne. Trapperne er en tribune i sig selv med masser af siddepladser.
Mod nord kan man fra trappen nyde udfoldelsen på basketbanen og mod syd kan man slikke solskin og nyde Fælleden, det grønne træk og livet i de omkringliggende boligområder. Hvor andre arenaer tit er placeret afsides med en parkeringsplads som eneste nabo, skal Royal Arena blive en Arena Plus, et midtpunkt i bydelen, der giver noget fra sig og trækker liv til sig, fremfor at skubbe det væk,” siger Kim Herforth Nielsen.

Arenaen er et bynært kulturhus. Foto: Adam Mørk

Da han og senior project manager Gry Kjær viser Scandinavian Traveler rundt i arenaen få dage før åbningen, er man i fuld gang med de sidste forberedelser. Men de store linjer og de lækre detaljer er for længst plads. Fra den natklubsagtige belysning til vip-loungernes diskrete luksus og den fantastiske akustik i arenaens bløde mørke.

”Det har været en af vores største og mest komplicerede projekter i Danmark,” siger Kim, ”men det er endt virkelig godt.”

Royal Arena åbnes officielt den 28. januar af H.K.H. Kronprins Frederik. Også erhvervsminister Brian Mikkelsen, kultur- og kirkeminister Mette Bock og Københavns overborgmester Frank Jensen vil deltage i åbningen. Arenaen indvies den 3. februar med 4 udsolgte Metallica-koncerter.

 

Tekst: Lise Hannibal

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk