/\

ANNONCE

Opdag skjulte bugter og fine marinaer. Foto: Pär Olsson
Opdag skjulte bugter og fine marinaer. Foto: Pär Olsson

Steder

Opdag Mallorca med sejlbåd

Vil du udforske en anden side af Mallorca? Så sæt sejlene og opdag skjulte bugter og fine marinaer langs den sydøstlige kyst på øen.

“Skål og velkommen om bord.”

Skipper Nigel Lewis løfter sit glas. Den er kun lige 11 om formiddagen, men om bord på Vita Bel II er det allerede “klokken cava.” Hvad der måske er meget passende, eftersom bådens navn betyder “det gode liv.”

“Der er cava og forskellige slags vin fra Mallorca i baren. Find det selv,” siger Lewis.

Vi letter anker og kommer langsomt ud af havnen ved Cala d’Or i den sydlige del af Mallorca, forbi store yachts og en kaj fuld af fiskerestauranter og strandbutikker. Langs stranden står flotte hvide villaer side og side med muntert malede huse, hvor vasketøjet hænger til tørre mellem vinduerne.

Solen skinner, der er en blid brise, og alt i alt er det en behagelig forårsdag. Ved forstavnen ligger der nogle bekvemme siddepuder, men Lewis har andre planer.

“Pär, hjælp mig med fenderne. Monica, tag over ved roret,” bjæffer Lewis. Han er det eneste besætningsmedlem i dag.

Et stykke af Paradis

På Nigel Lewis’s Vita Bel II, er det passagererne selv, der udgør skibets mandskab. Foto: Pär Olsson

Monica, som er italiener, stiller sig bag roret. Hun er taget til Mallorca på en spontan solferie med en ven.

“Vi lejde en bil og kørte rundt på øen,” siger hun. “Det er en fantastisk måde at opdage små bjerglandsbyer og skjulte strande. Vi kunne især lide Cala Llombar og Cuevas del Drach. I lavsæsonen kan du have de små paradissteder for dig selv.”

Lewis hejser storsejlet og styrer båden mod syd langs kysten. Mod nord ligger Porto Colom, den største naturlige havn på Mallorca. Mod syd ligger Porto Petros fiskerlandsbyer og Cap de Ses Salines, det sydligste punkt på øen. I dag tager Lewis sine gæster til et sted midt imellem, Cala Mondrago.

Sejlads på Middelhavet

At sejle på Middelhavet er en drøm for mange mennesker – og en drøm, du kan udleve uden selv at have en båd. Adskillige charterselskaber på Mallorca lejer både ud, enten med eller uden skipper. Man kan finde alle slags både fortøjet i Mallorcas havne, lige fra luksusyachts til llàuts, de traditionelle, lokale fiskekvaser. Lewis’ båd er en sejlbåd med motor på 16 meter, som både kan lejes til private eller til delte sejlture eller dagture.

Forlod jobbet som ejendomsmægler i London for at blive yachtmaster

I dag er der kun seks personer om bord inkl. Lewis. Han fortæller, at han lærte at sejle efter en midtvejskrise.

“Jeg har drømt om at stå til søs, siden jeg var dreng. Da jeg blev fyrre, indså jeg, at det var nu eller aldrig.”

Lewis var blevet træt af sit arbejde som ejendomsmægler i London. Han så en annonce i avisen om en båd til salg og fløj til Mallorca for at se den, selv om han ikke havde nogen erfaring med at sejle.

“Det var kærlighed ved første blik,” siger han. “Lige så snart jeg kom hjem, begyndte jeg at undersøge, hvordan jeg kunne finansiere købet.”

 Efter kort tid var Lewis den stolte ejer af en båd og et Yachtmaster certifikat. Nu lever han sin drøm.

“Jeg tilbringer vinteren i London og sommeren her. Det er den perfekte livsstil for mig. Jeg kommer ud og møder nye mennesker hver dag. Der sker altid noget spændende – jeg har f.eks. overværet en del frierier om bord.”

Mallorca er en fantastisk destination til sejlads, siger Lewis.

“Vejret er meget pålideligt med 240 solskinsdage om året, ingen understrømme og masser af liv i havet. Man kan se havskildpadder, rokker, barracudaer, flyvefisk og selv delfiner, hvis man er heldig.”

Foto: Pär Olsson

Cala Mondrago

Cala Mondrago er en bugt med tre skønne sandstrande, der udgør en del af Mondrago National Park i et område, som er relativt uopdaget, fjernt fra Magalufs og Alcúdias charterturisme. Men stedet er dog langt fra øde. Langs skrænterne ved kysten kan man få øje på turister på vandreture og familier med små børn med strandbolde og solparasoller.

Lewis kaster anker i den roligste bugt, hvor vandet er lige så klart og turkisblåt som i Caribien. Så hejser han et sejl som et solsejl for at få skygge. På denne tur serverer han friske rejer, røget laks, salat med gedeost, manchego-ost, skinke, oliven og varm tortilla med kølig lokal vin til at skylle maden ned med.

En ung familie kommer forbi os i en pedalbåd. Med så fantastisk vejr og forrygende udsigt er dette i sandhed la vita bel(la).

 

Tekst: Annika Goldhammer

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk