/\

ANNONCE

 Titiy Ikke bare sangerinde, men også et modeikon. Foto: Viktor Flumé
Titiy Ikke bare sangerinde, men også et modeikon. Foto: Viktor Flumé

Sådan er Titiyo

Bedst som man tror, man kender Titiyo, forvandler hun sig til noget andet. Men en ting er dog sikkert – i sit første album på svensk vil hun også have dig til at ‘come along’.

“Jeg ved ikke, om du har hørt om ‘the mile-high club’. Det er ikke det her!”

Titiyo står foran midtergangen med en mikrofon i hånden. Hendes publikum, som mest består af engelske forretningsfolk og weekendrejsende, ser overraskede ud, da sangerinden begynder at synge til rytmer frembragt af hendes to musikere i 11 kilometers højde, noget af en rekord.

For Titiyos korte optræden midt i en planlagt flyrute mellem Stockholm og London er den koncert, som er givet i de højeste luftlag med en svensk kunstner. 

Underholdning ombord: en serenade til SAS' passagerer på en tur til London.

Nogle dage senere sidder Titiyo på et kontor og kigger ud over en grå dag i Stockholm, mens hun opsummerer på en af de mest usædvanlige koncerter i hendes karriere.

“Den største frygt handler om at være uden for sin ‘comfort zone’, at stå der og synge – og at ingen værdsætter det,” siger hun. “Folk begyndte at klappe, allerede før jeg startede, og for mig er klapsalver som fyrværkeri. Når jeg går på scenen, er det som om en anden pilot tager over.”

Sangen “Fram till Kanten” fra Titiyos sidste album, 13 Gården, handler om publikums tiltrækningskraft og længslen efter at træde frem til kanten af scenen igen for at se alle hænderne i luften.

13 Gården, som er opkaldt efter hendes adresse i barndommen i Solna uden for Stockholm, er Titiyos første album på svensk i en karriere, der spænder over mere end 25 år, hvor hun har optrådt inden for forskellige stilarter og har haft lange pauser.

“Hvis nogen siger ‘Jeg kan lide Titiyo,’ kunne man stille modspørgsmålet, ‘Hvem af dem?’” siger Titiyo.

Her er Titiyo

Titiyo Yambalu Felicia Jah
Alder: 48
Hjemby: Stockholm
Profession: Sanger, sangskriver, kunstner
Karriere: Gennembrud og solodebut Titiyo (1990). Siden da har hun udsendt en håndfuld soloalbum og andre samarbejder under navnene El Rojo Adios og Keep Company. Fire svenske Grammy Awards og to Rock Björns. 
Aktuelt: Nyt album, 13 Gården. Turne i Sverige for første gang i syv år her i foråret. 

Read more

Der er mange versioner at vælge imellem.

Der er den tidlige 90’er soulsanger, der er popsangeren, som har lavet indspilninger med andre musikere – og der er modeikonet, som engang blev kaldt for Sveriges mest velklædte kvinde. I løbet af de senere år er hun også begyndt at arbejde på fjernsynet, og lige nu er der så en singer-songwriter, som synger selvbiografiske sange på svensk. 

En af de ting, som denne version har til fælles med hende, der fik sit gennembrud i de tidlige  1990’ere, er hendes stemme. Der er ikke så mange sangere, der gør et så umiskendeligt indtryk som Titiyo.

“Jeg har altid min stemme,” siger hun. “Ligegyldig hvem publikum er, eller hvor jeg er, så ved jeg, jeg optræder godt på scenen, og det er en utrolig dejlig fornemmelse. Jeg lærte en masse af  [producer] Peter Svensson, da vi lavede Come Along [2001]. Han sagde altid, at min styrke var min soulstemme, som jeg kan bruge på forskellige måder.”

“Jeg har gjort min sang mere enkel,” siger Titiyo. “Det var mere improviserende engang. Før var det mere soul, men med årene har jeg lært at synge pop.” 

Musik i blodet

Titiyo voksede op i et musikalsk hjem. Hendes far, Ahmadu Jah, er musiker og født i Sierra Leone. Han plejede at medbringe congas til forældremøderne i skolen til datterens store fortvivlelse. Hun husker, hvordan hun stod på scenen som lille pige, klædt i afrikansk tøj med sin fars orkester.

Titiyo fandt sin stemme som teenager, da hun var i London og arbejde som babysitter for datteren til hendes storesøster, popstjernen Neneh Cherry, og Cherry tog hende med til et  pladestudie for at jamme med et soulband. Men det var Whitney Houston, som inspirerede Titiyo til at opdage musikkens kraft.

“Det var først, da jeg opdagede soul, at jeg syntes, at jeg fandt min plads,” siger hun. “Jeg kunne pludselig definere mig selv Jeg var også en del af den første generation i Sverige, som omfavnede hip-hop og sort musik på en ny måde.”

Hun var den svenske popstjerne Orups backupsanger under en turne sidst i 1980’erne, og derfra begyndte tingene at tage fart. Hun underskrev en pladekontrakt og fik et stort hit med sin debut single “Talking to the Man in the Moon.” Hun blev hyldet som Sveriges souldronning.

“Det virker, som om jeg ikke kan komme af med den mærkat,” siger Titiyo. “Ja, jeg er halvt sort, og ja, jeg synger soul – eller jeg gjorde det i hvert fald. Men det er en utrolig banal måde at se mig.” 

Publikum elsker hende mere end nogensinde

I 13 Gården synger Titiyo , at dronningen er tilbage. Sangen handler både om hende selv og om alle de andre stærke svenske kvindestemmer, som er kommet frem i de senere år.

Når det er sagt, var hun faktisk ude af billedet i lange perioder. 13 Gården er kun Titiyos tredje album efter 2000.

“Det er hurtigt for mig,” siger hun. “Jeg tager det meget stille og roligt. Jeg har været bange og bekymret før hvert nyt album, og det er som at få et comeback hver gang. Så det er sådan lidt ‘Jeg skal nok vise dem igen.’” 

Titiyo i hendes hjemby Solna. Foto: Viktor Flumé

“Det er skønt at være populær, men det er hårdt arbejde, når du står udenfor og kigger ind,” siger hun. “Jeg tager en pause indimellem for at ko og mine omgivelser. Musikken jeg laver, skal slå den rigtige tone an. Jeg har også fået en masse respekt for mine albums, og respekt er utrolig vigtigt for mig. Jeg vil gerne have, at min musik bliver set som et håndværk.”

På trods af pauserne elsker hendes publikum hende mere end nogensinde før, takket være hendes optræden i populære tv-shows som Så Mycket Bättre (hvor musikere fortolker andre kunstneres sange) og for mad- og musikprogrammet Pluras Kök.

“Det virker, som om folk synes, at de har lært mig at kende gennem fjernsynet,” siger Titiyo. “De er mere åbne i dag, og de er ikke bange for mig. Efter Så Mycket Bättre var det skønt at høre, at den feedback vi fik, handlede om personen Titiyo. Jeg havde modet til at lade folk lære mig at kende. Jeg gik i gang med holdningen ‘Sådan er jeg altså, take it or leave it.’” 

Titiyo optrådte også i det svenske tv-show ’Så mycket bättre’. Foto: TV4

En tilsvarende holdning skinner igennem 13 Gården. Sangene på dette album, som hun lavede med musikere og sangskrivere som Jonathan Johansson, Dante Kinnunen, Martin Sakarias og David Lindvall, fortæller om alt lige fra barndomsminder fra Solna til store koncerter.

Titiyo inddeler selv sin karriere i tiden før og efter Hidden, med eksperimenterende elektronisk musik fra 2008, som hun selv skrev sent om aftenen derhjemme med en synthesizer. Før da havde hun holdt en pause i adskillige år.

“Jeg syntes, jeg var nødt til at gøre noget andet, at tjene penge og leve mit liv,” siger hun. “Når jeg ser tilbage, kan jeg se et mønster, men dengang var jeg ret panisk og ked af det. Mine venner blev ved med at fortælle mig, at jeg ikke burde droppe musikken.”

“Når du står midt i en krise, er det svært at se det kreative ved tingene, men nu kan jeg se, hvor vigtig den periode var,” siger hun. “Med Hidden lærte jeg at følge min intuition. Før da havde jeg nok svaret nej, hvis der var nogen, der spurgte, om jeg var songwriter, men nu er svaret ja. Måske skriver jeg ikke hits, men jeg skriver gode sange. Og de er også vigtige.”

Nu skal hun turnere rundt i Sverige med sit band, men hun håber, at der ikke går seks eller syv år før den næste indspilning. Hun har allerede nogle ideer, og hun skal måske indspille en EP så tidligt som i 2016.

“Jeg har svært ved at tilpasse mig til normerne,” siger hun. “Jeg kiggede på lejligheder for nogle år siden, men tanken om at have en lejlighed ligesom alle andre gjorde mig helt panikslagen. Jeg vil ikke lave det samme to gange – måske er jeg bange for, at folk vil blive trætte af mig. Men jeg stoler også helt på min instinkter. Hver gang jeg starter på et nyt projekt, er det som om jeg blander en ny cocktail.”

 

Tekst: Anders Dahlbom 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk