/\

SECRET TRAVELER

Tips til dig, som rejser og har et langdistanceforhold

Jeg har aldrig set mig selv fungere i et langdistanceforhold og har derfor aldrig givet det en chance. Nu ved jeg, at det hele drejer sig om at finde den rette person.

Da jeg blev forelsket i J, var det virkelig ikke meningen, at det skulle blive sådan. Jeg elskede mit omflakkende liv. Selvfølgelig havde jeg tænkt mig at stifte familie en dag, men jeg ville ikke opgive min frihed. Jeg tænkte endda, at det måske var noget for mig at være enlig forælder, da jeg stadig rejser mindst hver anden uge. Jeg havde vænnet mig til at dele livet og mine oplevelser med mig selv. Jeg havde vænnet mig til at opleve noget fantastisk og tænke ”det her kommer jeg aldrig til at forklare eller dele med nogen”, men stadig nyde det. 

Men så slog det der berømte lyn ned, og jeg blev meget forelsket. Desværre i en person, som ikke bor, hvor jeg bor, heller ikke nogle af de 4-5 steder jeg rejser til jævnligt. Men på et utilgængeligt sted i Spanien.

Vi har altså et langdistanceforhold. Jeg har altid villet undgå det. Når mine kærester eller ”flings” de senere år har ønsket at tage det næste skridt, har jeg skudt skylden på min modvilje mod langdistanceforhold og min frihedstrang. Men som min mormor sagde:

– Man ved, at det er rigtigt, når man ikke kan lade være.

Og sådan er det nu. Helt umuligt at lade være. 

Selvfølgelig er det svært ikke at ses så ofte, som jeg gerne ville (hvilket skulle være hver dag). Men frem for alt er det svært ikke at bo samme sted. Det er så svært, at J ikke er der, når jeg kommer hjem, og at J ikke er hjemme, når jeg føler mig ensom. Jeg vil jo dele livet med personen. 

Til dig, som er i samme situation, vil jeg sige: Det er muligt at have et langdistanceforhold. Vi skriver og ringer hele tiden sammen. Videoopkald er også godt, i dag har man jo næsten altid dækning. Med lidt planlægning kan man nå hinanden, selv når man ikke har dækning. Som da jeg vidste, at jeg skulle være offline i tolv timer, fordi jeg kørte med tog i Mongoliet. Så sendte jeg blomster og en tekst på papir til J, som kom frem til J’s hotelværelse i NYC den morgen, hvor jeg ikke kunne give lyd fra mig. Ikke fordi det ville have generet J så meget, at jeg ikke gav lyd fra mig, men for mig er de der små ting vigtige. 

Hvis man ikke er i nogenlunde samme tidszone, så er 12 timer i øvrigt den perfekte tidsforskel. For så er vi stadig i sync. Den ene siger godmorgen, og den anden siger godnat. Det er værre med seks timers tidsforskel. Så begynder aftenen for den ene person, mens den slutter for den anden.

Det er selvfølgelig mest fantastisk, når vi ses. Som for to uger siden da vi mødtes i Paris fredag aften, tog til et bryllup i Provence om lørdagen og tilbragte søndagen på en hyggelig gård uden for Paris.

Eller som nu, når jeg sidder her i ankomsthallen og lige har fået en sms om, at J er igennem paskontrollen. Når det slår mig, at vi nu har hele 48 timer sammen, bobler det i hele kroppen. Jeg tænker på alt det, vi skal lave (hvilket ikke er meget, hvis jeg skal være ærlig, vi skal mest bare være sammen ), og at jeg endelig kan holde om personen. Jeg har ikke rigtig turde tro på det de seneste 12 dage, hvor vi har været væk fra hinanden, men nu kommer den bare, den der totale lykke. Tid til at slukke for computeren.

Grand Amour Hotel

So wonderful to be back at the Grand Amour Hotel in Paris. It must be the 10th or 15th time I've stayed there. It’s been a couple of months since my last stay, but it’s always just as good to come back.

Oslo Gardemoen Airport

Was there in the week and airport security is really incredibly slow sometimes.

Oktober 25, 2018

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk