/\

SECRET TRAVELER

Vi fejrede nytår i Kyoto

Nytår i Kyoto føles magisk, fortryllende og romantisk som alt andet i Japan. At opleve menneskerne, maden og selv småting som at hæve kontanter er meget fascinerende. Alle de nye indtryk er interessante, men det var et helt nyt rush for mig at gå rundt i Kyotos gamle bydel på nytårsaften.

Vi landede i Kyoto på nytårsaften efter at have fløjet fra Tokyo til Osaka (KIX) med ANA. ANA er med i Star Alliance, så vi kunne heldigvis booke turen med EuroBonus-points. Efter flyveturen tog vi et tog til Kyoto, hvilket tog en times tid. 

Vi fejrede nytårsaften i Gion, som er helt magisk. Her ligger templer og lave gamle huse side om side, hvilket får området til at ligne noget fra en film. Vi havde hørt, at mange af restauranterne skulle være enten lukkede eller fuldt bookede på nytårsaften. Vi lejede os derfor ind på hotellet Celestine Gion Kyoto i håb om at spise på hotellets restaurant. Der var bare ét problem. Hotellets restaurant var fuldt booket! Hotelmanageren ringede med japansk dedikation til 40-50 forskellige restauranter, men vi endte alligevel med at holde nytårsmiddagen i en lille spa med takeaway-mad fra Uber Eats, der blev skyllet ned med vin fra minibaren. Hyggeligt! 

Efter middagen gik vi ud blandt alle de højtideligt klædte japanere. Stemningen var fantastisk. Lys og lygter strålede over alt, og der var helt stille. Vi besøgte et lokalt tempel for at se japanernes ”Joya no Kane”, der går ud på, at man ringer med nogle klokker for at gøre sig fri af det gamles års synder og for at byde det nye år velkommen. Vi fandt et lillebitte tempel, Yasui Konpiragu Shrine, der ifølge hotellets bartender er det tempel, de lokale besøger. 

Yasaka Shrine. Photo: Shutterstock

Da klokken slog tolv, stod vi ude foran et andet tempel sammen med tusind andre mennesker. Templet hedder Yasaka Shrine og er et af Kyotos største. Der var intet fyrværkeri, og vi tog hjem, efter nytåret var skudt i gang. 

For japanerne slutter fejringen ikke om natten, men fortsætter nytårsdag. Derfor besøgte vi igen Yasaka Shrine, hvor en markedsplads med street food og slik nu var poppet op. Rundt omkring på pladsen hang små sedler med lykønskninger om kærlighed, frugtbarhed, studier og den slags. Japanerne kalder årets første besøg i templet for ”Hatsumode”, og en vigtig del besøget er at bede. Bønnen indledes ved, at der kastes penge i en kasse, så ringes der med en klokke efterfulgt af to buk og to klap foran brystet. Ritualet afsluttes med endnu et buk. 

Efter to nætter i Kyoto brugte vi et døgn i Osaka. Derefter rejste vi videre til Bali – men mere om det i næste indlæg ...

Japans ikke-eksisterende kriminalitet

På Kyotos største gågade ved Starbucks så jeg en japaner forlade sit bord for at gå indenfor og bestille kaffe, mens hans Iphone X lå fuldstændig blottet på bordet. Prøv lige at gøre det i Barcelona!

Min planlægning

Vi havde egentlig planlagt at prøve toget fra Tokyo til Kyoto, men eftersom nytår er japanernes vigtigste højtid, er det umuligt at købe togbilletter et par dage før.

Et godt råd på rejsen

At rejse fra Tokyo til Kyoto med tog er fleksibelt og relativt billigt. Det tager et par timer og koster omkring 700 kr. per person. Hvis du skal køre flere ture, anbefaler jeg, at du køber et togkort. Du bør bestille det online, før du rejser til Japan. 

Februar 22, 2019

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk