/\

ANNONCE

Besseggen i Jotunheimen er et populært område. Foto: Shutterstock
Besseggen i Jotunheimen er et populært område. Foto: Shutterstock

Steder

5 fantastiske vandreture i Norge

At ”gå på tur” – dvs. vandreture – er et velkendt begreb i Norge. Og det er også den bedste måde at opleve nogle af landets smukkeste steder.

Besseggen

Besseggen i Jotunheimen er et af Norges mest populære vandreområder. Her er mere end 400 kilometer vandreruter, flere høje bjerge og 40 hytter at overnatte i. Besseggens top er 1.743 meter og kan nås på to måder. Mange starter dagen med at tage båden fra Gjendeheim til Memurubu for derefter at gå tilbage – en vandretur på 5-7 timer. Langs vejen passerer man blandt andet søerne Gjenden og Bessvatnet, den ene smaragdgrøn og den anden mørkeblå. I både Gjendesheim og Memuburu er der gode fjeldhytter at overnatte i.

Sværhedsgrad: Middel.

besseggen.net

Loen

Den 20. maj åbner Loen Skylift, en spektakulær kabelbane fra indre Nordfjord til det 1.011 meter høje bjerg Hoven. Vel oppe venter der en uovertruffen udsigt, flere vandreruter og en restaurant med panoramaudsigt. For de, der vil klare opstigningen til toppen via egen kraft, findes der en såkaldt Via Ferrata, en klatrerute med faste sikringer og wirer i klippen. Ruten inkluderer blandt andet hængebroen Gjølmunnebrua i 750 meters højde og udsigt over nationalparken Jostedalsbreen. Et godt hotelalternativ i nærheden er Hotel Alexandra, et familiedrevet hotel der har tilbudt overnatningsmuligheder siden 1884.

Sværhedsgrad: Avanceret.

loenskylift.no

Galdhøpiggen

Galdhøpiggen i den nordlige del af Jotunheimen er med sine 2.469 meter Skandinaviens højeste bjerg, og i fint vejr kan du se en fjerdedel af Norge fra toppen. Du kommer hertil fra Spiterstulen eller Juvashytta. Sidstnævnte går over en gletsjer og kræver guide og reb. Fra fjeldhytten Juvashytta afgår der dagligt guidede ture i sommerhalvåret. Her er også overnatningsmuligheder og restaurant. Fra Spiterstulen udgår der flere ruter, den enkleste er også velegnet til børn, mens den hårdeste er for rutinerede klatrere.

Sværhedsgrad: Fra middel til avanceret.

visitjotunheimen.no/aktivitetar/galdhopiggen

Preikestolen er en av verdens mest storslåtte utsiktspunkter. Foto: Shutterstock

Prædikestolen

Prædikestolen (eller Preikestolen, som den hedder på norsk), er en af Norges største turistattraktioner, og ifølge Lonely Planet er den også et af verdens ti mest spektakulære udsigtspunkter. Klippen er formet som en gigantisk prædikestol og har en enestående udsigt over Lysefjorden.

Fra Preikestolen Fjellstue, ved foden af Prædikestolen, op til toppen af det 604 meter høje bjergplateau løber en vandrerute, der til tider er krævende, og som tager fire til fem timer tur/retur.

I området er der flere andre vandreruter, blandt andet en trætrappe med 4.444 trin, som fører op til toppen af Flørli, der lokker med en strålende udsigt over Prædikestolen.

Sværhedsgrad: Middel.

preikestolenfjellstue.no

Romsdalseggen

Romsdalen i nærheden af Molde, i den nordlige del af Fjordnorge, er et af Norges smukkeste og mest lettilgængelige vandreområder. En af de mest populære ruter er den til Romsdalseggens bjergryg, en vandretur som kan tage pusten fra selv de mest erfarne. Der er tre forskellige ruter: en let, en middelsvær og en virkelig krævende rute, som kræver guidning. De tager mellem seks og ni timer og lokker med fantastisk udsigt over Romsdalsfjorden, fjeldtoppe og vandfald. I det nærliggende Åndalsnes er der flere forskellige muligheder for overnatning. Det bedste tidspunkt er mellem juli og september.

Sværhedsgrad: Avanceret.

romsdalseggen.no

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk