/\

ANNONCE

Foto: Felix Oppenheim
Foto: Felix Oppenheim

Steder

Bjergtoppe og bølgeskvulp i Ålesund

I Ålesund kan man kombinere ski- og sejltur, og komme dybt ind i de norske fjorde og op på toppen af de højeste bjerge. En skandinavisk drømmeferie.

Som altid langs den norske kyst er vejret meget omskifteligt. Denne morgen hænger skyerne tungt hen over landskabet langs kystvejen, mens den blide regn får vinteren til at føles langt væk – der er i hvert fald ikke skyggen af sne, da vi forlader Ålesund. Men mens vores skipper og skiguide står i styrehuset og analyserer kort, fortæller de os, at regn i Ålesund er lig med sne i bjergene, så der venter os perfekte skiforhold de næste dage.

Ålesund er en af de smukkeste byer i Norge. Kystbyen med sin klassiske art nouveau-arkitektur er en meget populær sommerturistdestination og byder bølger af krydstogtpassagerer velkommen i land i løbet af sæsonen. Byen er også enhver sejlers paradis. Kajkanten i centrum af Ålesund er flankeret med flotte gamle sejlbåde og små fiskerbåde, hvor skipperne lige er kommet ind med dagens fangst af torsk og helleflynder.

Foto: Felix Oppenheim

Når vinteren kommer, giver Ålesund adgang til nogle af de bedste skipister i de norske fjorde. Ifølge eksperterne ligger nogle af Norges bedste offpiste-skiområder også her. Skiresortet Stranda, der kan bryste sig af Skandinaviens højeste ekspreslift, ligger fx kun en times kørsel fra Ålesund. Resortet topper ofte snedybdetabellerne med intet mindre end 3 m hvid sne det meste af sæsonen.

Men det er de færreste, der ved, at man i Ålesund kan kombinere de to aktiviteter, som skandinaver elsker mest – i et 6-dages kombineret ski- og sejladseventyr. Det eksklusive arrangement udbydes af kaptajn Sven Stewart og skiguiden Oscar Almgren. De tager deres eventyrlystne gæster med ud på Hjørundfjorden om bord på den tidligere svenske mineryder M/S Gåssten og derefter videre til toppen af Sunnmørsalperne.

Stewart er en vaskeægte eventyrer med en skotsk far og en svensk mor – og han har købt hus i Åre i Sverige og en båd i Norge. Han er offshore-dykker, fisker og skiløber.

"For nogle år tilbage kunne jeg realisere min drøm om at få min egen båd, der ligger i Ålesund," fortæller han. "Den er en perle – en af de sidste militære træbåde, der blev bygget i Sverige. Den er fra 1970'erne, men blev udfaset af den svenske flåde i slutningen af 1980'erne".

M/S Gåssten i Hjørundfjorden Foto: Felix Oppenheim

Almgren bor i Stranda og arbejder som skiguide. Gennem sit firma Uteguiden organiserer han både endagsture og ture på en uge til toppen af bjergene nordvest for Ålesund.

"Båden gør det let for os at komme frem til store dele af fjorden uden problemer", siger Almgren. "Det betyder også, at vi altid kan finde god sne, så der er masser af skimuligheder at vælge mellem".

Det er et par timer siden, vi forlod Ålesund, og nu – et stykke inde i fjorden – begynder skydækket at lette. Bjergene troner over os, dækket med et friskt lag sne. Skyerne vil være væk ved frokosttid, lover Stewart, mens han styrer skibet med kikkerten i hånden og blikket ud over fjordens glasklare vand. For et øjeblik siden passerede en flok spækhuggere forbi os et par hundrede meter fra båden.

Foto: Felix Oppenheim

Mødet mellem havet, fjorden og bjergene er endnu mere spektakulært om vinteren end om sommeren. Og de snedækkede bjerge, den friske vinterluft og de naturlige omgivelser giver en forfriskende kontrast til regnen i Ålesund.

Vi lander ved landsbyen Urke og drager ud med skiene på ryggen, da snedækket først starter et par kilometer inde i landet. Målet for denne eftermiddag er Saksa, et bjerg på lidt over 1.000 m, som er er relativt let at bestige med ski.

"For mig er det et af de fineste bjerge i verden, siger Almgren. "Det er ikke så højt som de andre, men der er en fantastisk udsigt over hele fjorden fra toppen".

Skyerne er nu omsider forsvundet, præcis som Stewart lovede, og solen skinner fra en skyfri himmel. "Tag solcreme på, og undgå at tage for meget tøj på", siger Almgren, "for I skal nok få varmen fra nu af".

Sven Stewart. Foto: Felix OppenheimSaksa stiger moderat, hvilket gør bjerget til den perfekte start på en uges skiklatring. Det giver også alle en chance for at få styr på udstyret og mærke formen efter. Vi starter opstigningen i et zigzag-mønster efter at have monteret klatreskind på vores ski og tjekket, at lavinebipperne fungerer korrekt. Almgren opfordrer os til at bevæge os i et stabilt og moderat tempo. "Hvis I presser jer selv for meget, bliver I svedige og risikerer at begynde at fryse, når vi holder pause", siger han. "Det øger også risikoen for vabler og gnavesår".

Vi følger efter Almgren og finder hurtigt en behagelig rytme, som gradvist forvandler sig til en mediterende bevægelse. Vi når frem til den friske sne, der faldt i går aftes. Et 10 cm tykt lag sne ligger oven på sneskorpen og giver perfekte forhold til resten af turen.

Efter næsten tre timers hårdt arbejde når vi toppen og nyder udsigten over bjergmassivet, der er mere end 1.500 højt og spejler sig i det mørke vand i fjorden.

"Tid til belønningen!", råber Almgren og sætter af i harmoniske sving ned ad bjerget. Vi følger efter. Glædesråb og masser af glade ansigter breder sig i gruppen, og puddersneen gør det let at glide ned ad bjergsiden med udsigt over fjorden og båden nedenfor.

Den sidste del af offpiste-siden er lidt som at lære at stå på ski igen, for den fine sne føles som sorbet – og det trækker godt i lårmusklerne. Vi runder turen af med en uforvarende slalomøvelse mellem de små birketræer – en sidste udfordring, før sneen slutter, og jordlaget starter igen.

Afterskien nydes på bådens dæk efterfulgt af et varmt brusebad og middag med frisk torsk og laks, der skylles ned med en kølig Chablis. Stewart og hans britiske besætning byder på en fristende whiskysmagning om aftenen – skotske single malt-whiskyer serveres i den elegante mahognimesse, hvor et guldrandet foto af det svenske kongepar hænger på en af væggene.

Vejrudsigten for aftenen er klar og kold, så der skulle være gode chancer for at se nordlys, og i morgen venter der os en solrig dag til toppen.

 

Tekst: Cenneth Sparby 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk