Carnaval i Miami

Carnaval Miami – det bedste sättet att uppleva Miami

Oplev velsmagende mad, livlige musik og festlige stemning.

september 2023
Latinamerikansk kultur har altid fyldt meget i Miami. En af de bedste måder at opleve maden, duftene, musikken og stemningen på er under den årlige festival Carnaval Miami i månedsskiftet februar-marts.

Med sine lange strande, turkise bølger og spektakulære solnedgange er Miami et fantastisk rejsemål hele året rundt, men måske især i marts. Ikke kun fordi klimaet gør det muligt at sole sig og bade i det sydlige Florida allerede i det tidlige forår, men også fordi Carnaval Miami afholdes på dette tidspunkt. I et par intense uger overtager festivalstemningen byens gader med musik, dans, kunst, mad, sport og mode. Den årlige festival er en af USA’s største hyldester til latinamerikansk kultur, og i gennemsnit samles omkring en million besøgende fra hele verden for at deltage i festlighederne.

Historien om Carnaval Miami går næsten 50 år tilbage i tiden. Det hele begyndte i 1970’erne med en gruppe unge, som ville gøre verden til et bedre sted. De startede det, der senere skulle blive Carnaval Miami, til støtte for Kiwanis of Little Havana Foundation, en velgørenhedsorganisation som hjælper udsatte børn og unge. Festivalen er siden da vokset enormt og afholdes stadig i Kiwanis of Little Havana Foundations regi.

Kulturfestivalen består i dag af en mængde forskellige events i Greater Miami og Miami Beach. For den sportsinteresserede afholdes også golf- og dominoturneringer i forbindelse med festivalen. Domino er meget populært i den cubanske befolkning, og turneringer, som tiltrækker entusiaster fra hele landet, afholdes i Domino Park i Little Havana-området.

Alle dele af festivalen er familievenlige, men vær forberedt på, at der vil være mange mennesker og et højt energiniveau. Sørg for at medbringe solcreme og drikke meget vand – og klæd dig ikke for varmt. I marts ligger temperaturen i Miami på omkring 25 grader.

Carnaval i Miami

Her er nogle af de største kulturevents Miss Carnaval Miami

Hvert år indledes Carnaval Miami med, at man udpeger Miss Carnaval Miami, festivalens ambassadør og vært. Vinderen deltager også i konkurrencen om titlen som Miss Florida USA.

Miss Carnaval Miami, lørdag den 10 februar

Calle Ocho Music Festival

En af festivalens største højdepunkter er Calle Ocho Music Festival, som overtager hele 15 gader langs Southwest 8th Street i Little Havana. Her kan du opleve livekoncerter og dj-optræden på de forskellige scener, mad fra alle verdenshjørner og cubansk congadans. Familier og venner samles for at opleve feststemningen sammen. Den store gadefest er gratis og varer en dag.

Calle Och Music Festival, søndag den 10 marts

Carnaval on the Mile

Under Carnaval Miami bliver Miracle Mile i Coral Gables i en weekend overtaget af Carnaval on the Mile. Her skaber mere end 200 malere, skulptører og fotografer en lang udstilling med deres kunst, suppleret af mad og livemusik. Husk at medbringe kontanter, da mange ikke tager imod kort.

Lørdag og søndag den 2-3 marts

Tekst af Saga Loxdal