/\

ANNONCE

Dubrovnik har en lang og rig maritim arv. Foto: Getty Images
Dubrovnik har en lang og rig maritim arv. Foto: Getty Images

Steder

En dag i Dubrovnik

Kom med på en tur gennem Dubrovniks fortryllende gamle by sammen med Jadran Gamulin, lokal sejler og bådebygger, og stolt af byens maritime arv.

Bådebyggeren Jadran Gamulin i Dubrovnik, Kroatien. Foto: Mauro Rongione

Unge mennesker springer direkte ud i Middelhavet fra solbeskinnede pontoner. De prøve forgæves at få opmærksomhed, og de retter på frisuren, før de tager springet. Vi kigger på det hele fra et forbjerg med udkig til Banje Beach, det mest populære sted hos Dubrovniks smarte soldyrkere. I løbet af få timer vil stranden blive forvandlet til en natklub, hvor folk vil danse med sand mellem tæerne.

Med sine skyggefulde fyrretræer er Banje en del af en smuk uafbrudt strækning, som løber fra Ploce Gate på Dubrovniks østlige side til en klynge af legendariske hoteller, som snor sig fristende op af stejle skråninger og hæver sig stolt over den lille muromkransede by, Dubrovnik.

Bagved os kan vi se og høre unge mennesker, som skynder sig fra skolen ud til havet og stranden. Mange af de lokale har tilbragt en stor del af deres ungdom på stranden, som f.eks. Jadran Gamulin, som voksede op her. Fra balkonen på sit barndomshjem kunne han se familiens båd, der lå fortøjet i den gamle havns marina.

Gamulins far var en kendt marinbiologisk forsker og kom fra øen Hvar i det kroatiske øhav. Han grundlagde Dubrovniks Marinbiologiske Institut. Da Gamulin var syv år gammel, lærte hans far ham at sejle, før han overhovedet kunne svømme. Og da han blev ældre, uddannede Gamulin sig til sejler og bådebygger, en almindelig kombination for mange unge mænd i Dubrovnik.

Nu er han 72, og Gamulin fortæller, at han har to hobbyer: kapsejlads og sejlads med traditionelle gamle fiskerbåde. “Jeg elsker begge dele lige højt, men kapsejlads ligger i mit DNA. Før motoren blev opfundet, havde folk lært, hvordan man sejler hurtigt.”

Gamulins solbrændte og vejrbidte ansigt tyder på, at han har tilbragt en stor del af sit liv til havs. Han tager stadig del i de mange regattaer, som afholdes i Dubrovnik i løbet af sommeren. Og han er tydeligt stolt af stedets tradition for sejlads.

 “Det er som en rejse gennem forskellige kulturer,” fortæller han. “I århundreder har søfolk i hele middelhavsområdet fra Grækenland til Portugal talt et fælles sprog, et lingua franca, for at kunne kommunikere med hinanden. Der er stadig omkring 1.000 ord i almindelig brug i dag.”

Sejlads er i dag meget vigtig for Dubrovniks turistøkonomi. Langs den 100 kilometer lange kystlinje nord for byen lever omkring 6.000 mennesker af at sejle. 

Gamulin i sin Bracera. Foto: Mauro Rongione“Det tal er langsomt ved at falde,” fortæller Gamulin. “I dag rejser mange af de lokale unge rundt i Europa uden at komme tilbage. Men havet spiller stadig en vigtig rolle i vores liv. Over 700 enorme krydstogtskibe lægger til her hvert år.”

Vi går en tur gennem de maleriske snoede gader i den gamle by i Dubrovnik, som kom på UNESCO's liste over verdenskulturarv i 1979. Gamulin er et velkendt ansigt her, og der er mange, som hilser på ham på gaden.

I

Færre og færre af de lokale har råd til at bo i den gamle bydel nu. Faktisk er det kun knap 1.000 af byens totale indbyggertal på 27.000. Og mange af de lokale, som bor her, er nu så omringet af turister, at de oplever det, som om de boede på et stort lokalmuseum. Det meste af den daglige handel foregår uden for byens mure.

Inden for murene er byen bilfri, ligesom i Venedig, byen, som herskede over Dubrovnik i 150 år. I stedet for lyden af bilerne er det fodgængernes snakken og hæle, der slår mod de ældgamle stenfortove, som er lydsporet her.

På innsiden av murene er byen bilfri, som i Venezia, byen som regjerte i Dubrovnik i 150 år. Motorstøyen er skiftet ut med stemmer fra fotgjengere, og hæler som klikker mot de gamle brosteinene, som utgjør lydsporet her.

Dubrovniks kirker og øvrige bygninger er lavet af sten, der kommer fra Korcula, en ø i det dalmatiske øhav, hvor Marco Polo siges at være født og have boet, før han kom til Venedig og blev en berømt opdagelsesrejsende. 

Gamulin peger på molen, hvor hans families båd lå fortøjet, da han var barn. Turister fra hele verden myldrer nu rundt i havnen, hvor udflugtsbådene tilbyder deres service.

Et kvarter senere står Gamulin på dækket og kigger ud over det smaragdgrønne hav. Vi går i land ved Lokrum, den første ø i det dalmatiske øhav, og han fortæller os om de tropiske haver, som blev skabt her af benediktinermunkene i det 11. århundrede. Om sommeren er bugterne omkring øen stadig en magnet for svømmere.

 Banje-stranden, stedet at se og blive set for den hippe, solelskende del af Dubrovniks befolkning. Foto: Mauro Rongione

Da han kommer tilbage til molen i den gamle by, sætter Gamulin kursen mod Gradska Kavana, en kaffebar, der ligger i en bygning, hvor Dubrovniks store skibe engang blev bygget. Kaffebaren åbnede i 1895 i det Habsburgske kejserdømmes tid. Og kaffen bliver da også lavet af nymalede bønner fra det historiske kaffehus i Wien, Julius Meinl.

Ved siden af Gradska Kavana ligger Dubrovnik Maritime Museum, som rummer græske skibe og krukker – til ære for Dubrovniks historiske traditioner for sejlads. Og lige ved siden af ligger Dubrovniks Akvarium, som blev åbnet i 1950’erne af Gamulins far, professor Tomo Gamulin.

Bagved fiskerestauranten Azur viser Gamulin os et hul i muren, der fører ned til en romantisk strand, som hedder Buza, og som er populær hos unge kærestepar efter mørket er faldet på.

Stranden Buza er populær blandt unge. Foto: Mauro Rongione

Vi går ned ad hovedgaden, Stradun, og ud gennem den vestlige byport, hvor det moderne Dubrovnik hilser os med larmende busser og lyden af dyttende biler.

Gamulin kører os ad kystvejen forbi færger, der sejler til Italien, og forbi Tudjman Broen til Aci Marina, som blev udnævnt til den bedste adriatiske marina fra 2010-2012.

Gamulin peger stolt på Our Lady of the Sea, en fiskerbåd på 30 fod, som han har renoveret i mange år, og som han nu ofte sejler med. Da han købte båden, havde den ikke sejlet i over 70 år.

“Den slags båd hedder en Bracera,” fortæller han. “Navnet kommer fra øen Brac, og bådene blev brugt til at fragte vin, oliven og kreaturer. Det tog mig fem år at få hende i form igen.”

Gamulin sidder aldrig stille, ser det ud til. Han har utallige projekter i gang samtidig, selv om han så småt er begyndt at føle alderen trykke. Han peger på sin næste udfordring, der ligger i familiehusets have.

“Den her båd er flere hundrede år gammel og blev næsten ødelagt i Balkankrigen. Jeg købte den meget billigt. Den er over 50 fod og kræver en masse arbejde ,” fortæller han med et stort grin.


Tekst: Lars Collin

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk