/\

ANNONCE

Foto: Felix Oppenheim

Steder

Højalpint vinterterræn i Kebnekaise

Kom med på en vintertur til Sveriges højeste bjerg Kebnekaise, som lokker med ubegrænsede muligheder for skiløb.

En tidlig vintermorgen i Kebnekaise. Stille vind, strålende sol og ti minusgrader. Bjergene er dækket med et lag frisk puddersne. Om morgenen er restauranten fyldt med skiløbere, hundeslædeførere, offpiste-entusiaster og en gruppe turister fra Tyskland og Storbritannien, som skal prøve kræfter med heliskiing.

Her spiser man havregrød og rugbrødsmadder, så man har energi til en ny dags eventyr. Det nybagte brød har en styrkende effekt. Her til morgen serveres franskbrød, valnøddebrød og surdejsbaguettes. Termokander fyldes op, og madpakkerne smøres med røget rensdyrsteg og elgpølse. For her er morgenmaden dagens vigtigste måltid.

Perfekte forhold for skiløb

Foto: Felix Oppenheim

Erfarne skiløbere i ternede skjorter sidder side om side med solbrændte snowboardere og et par unge piger, der ivrigt debatterer Kebnekaises bedste offpiste.

Der er mindst et fælles samtaleemne: vejret og sneforholdene. Og i dag er det perfekt. Alle vil gerne ud og få mest muligt ud af dagen.

Flere vil fortsætte på ski langs den klassiske rute Kungsleden, og herfra fortsætte nordpå til fjeldhytterne mod Abisko. En næsten 80 km lang strækning gennem det naturskønne vildnis.

En times tid senere er der masser af aktivitet uden for "Sporten". Her er en gruppe sygeplejersker fra Luleå, som har valgt en vandrerute og gjort brug af overnatningshytterne, der ligger spredt ud på ruten fra Vakkotavare til Kebnekaise og videre til Nikkaluokta. Andre har valgt en kortere dagstur til Singi. En anden gruppe forbereder en tur til Björlings gletsjer og Tarfaladalens bjergtoppe.

Tæt på vulkankrateret!

Vi skal stå på ski på bjerget Tuolpagorni, eller Duolbagorni som det hedder på samisk, med det karakteristiske krater på toppen, sammen med bjergguiden Tryggve Tirén. Bjergtoppen er knap 1.700 meter høj.

Foto: Felix Oppenheim

En fantastisk oplevelse på stejle skråninger med dyb sne. Det er knap 20 år siden, jeg sidst stod på ski på bjerget, og dengang var vejret dårligt.

Det viser sig, at de første klatrere på Duolbagorni var Tryggves farfar, Karl Tirén, og hans venner. De besteg bjerget i 1904. Selvfølgelig var der andre før dem, men Karl og hans venner var de første til at skrive det ned.

Duolbagorni er majestætisk, og rangeret som Sveriges smukkeste bjerg og enhver ambitiøs skiløbers mål. Bjerget ligner mere en udslukt vulkan, pyramideformet med et stort krater på toppen. Mægtigt og mytisk.

I rygsækken ligger en skovl, lavinesonde og lavinebipper, og en stor madpakke. Tryggve giver en kort sikkerhedsgennemgang, inden vi begynder opstigningen. Med på turen er også to andre skientusiaster, som arbejder på fjeldstationen, Karin Bäckström og Johan Östman.

Godt fæste

Langsomt bevæger vi os mod vest gennem dalen mod Kittelbäcken, og efter et par minutter passerer vi en flok ryper, der dovent flyver over sneen. Vi følger den vestlige sti mod Sydtoppen.

Foto: Felix Oppenheim

Klatreskindet giver et godt fæste, når vi efter en time på ski begynder at bevæge os mere og mere stejlt op mod passet mellem Duolbagorni og Vierranvárri.

Vi siger ikke så meget til hinanden nu. Jeg er mere fokuseret på at finde en jævn og behagelig rytme, i stedet for at bruge energien på hygge og at miste kontakten med Tryggve, som er længere fremme.

Solen og luften, der står fuldstændigt stille, får sveden til at springe frem på panden og øger væskebehovet. Det bliver derfor en tiltrængt pause halvvejs oppe på bjergets nordlige skråning, hvor vi nyder den storslåede udsigt.

– Duolbagorni hed oprindeligt Kebnekaise, eller Giebmegáisi på samisk, fortæller Tryggve. Men engang i 1800-tallet endte navnet i stedet på det højeste bjerg i området. Måske var det en fejl, eller også tildelte kartograferne dengang navnene lidt tilfældigt.

Kig til vulkankrateret

Godt en time senere ankommer vi til det store vulkankrater i knap 1.800 meters højde. Vi møder selvfølgelig en gruppe vandrere på vej mod Sydtoppen. Vi aner akkurat Nordtoppen gennem det lette skydække.

Nu venter en udfordrende rappelling fra toppen. Tryggve og Johan gør klar med klatreudstyr og reb, vi spænder skiene fast på vores rygsække og nyder en hurtig kop kaffe.

Foto: Felix Oppenheim

Det er ekstra nervepirrende at læne sig tilbage i rebet og derefter sænke sig baglæns ned.

Det er ikke mange meter, vi skal sænke os ned, men det kan tydeligt mærkes i maven. Tryggve har lavet en afsats i sneen, hvor vi kan tage vores ski på, og så starter nedfarten. Skråningen er virkelig stejl og sneen er tung.

Tryggve suser allerede ned ad krateret med bløde sving, og bliver hurtigt til en lille dansende prik, der forsvinder i en sky af puddersne. Jeg følger efter, så godt jeg kan.

Foto: Felix Oppenheim

Efter krateret venter endnu en stejl skråning, der fører os længere ned ad bjerget. En endnu større udfordring, da musklerne er begyndt at syre til.

– Sikke en tur! udbryder Tryggve, da vi nærmer os Kittelbäcken igen. Det er helt fantastisk med så mange forskellige elementer på en og samme tur.

Nu venter nedfarten tilbage mod saunaen og middagen i Elsas køkken. Elsas køkken er navnet på restauranten på fjeldstationen, som er opkaldt efter den tidligere forstanderinde, Elsa Göransson, der i knap 30 år sørgede for gæsterne.

I dag står menuen på gravad laks, elggryde og parfait. Det er den perfekte menu, efter at have besteget Sveriges smukkeste bjerg. Næste morgen venter en vandretur langs Kungsledens prgægtige dale, med hyggelig indkvartering i hytter i Singi og Sälka. En behagelig kontrast til den krævede bjergbestigning.

En legeplads for skientusiaster

På den svenske turistforenings fjeldstation ved foden af Giebmegáisi kan man overnatte i hyggelige sovesale med halvpension. Fjeldstationen tilbyder flere forskellige kurser og dagsture. Blandt andet kan man lære at grave snehuler og blive klogere på laviner, prøve isklatring eller tage på tur med randonnéski til højalpine områder.

The Swedish Tourist Board mountain station

Kebnekaise Fjällstation, Kiruna

Vis på kort

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk