/\

ANNONCE

Strøget i Aarhus.
Strøget i Aarhus.

Foto: Lise Hannibal

Steder

Julegetaway: ægte julestemning i Aarhus

Hvis du har brug for et skud julestemning er et weekend-getaway til Aarhus et godt alternativ til december-stressede storbyer.

Det er strøgets glitrende stjernehimmel, lysene der spejler sig i åen ved Skt. Klemens Bro og caféer med kaffe, gløgg og varme til den frosne sjæl. Det er nostalgisk julehygge i Den Gamle By og julemarkeder med usædvanligt fine sager - Aarhus kan noget med julestemning.

Byen er stor nok til, at du kan få alle gaver i hus, og samtidigt så kompakt, at du har tid til at nyde livet og få julestemningen ind under huden undervejs. Her er 6 steder, hvor du finder ægte julestemning i Aarhus.

Julebyen mellem Domkirken og Aarhus Teater. Foto: Lise Hannibal

Strøget

Et glitrende stjernetæppe er spændt udover gågaderne Ryesgade, Søndergade og Skt. Klemens Torv, og indhyller Strøget i blidt julelys. Stormagasinet Salling ligger som en kæmpe, gylden pakke med silkebånd, og på Skt. Klemens Bro spejler lysene sig i åens mørke vand. På pladsen ved Domkirken har Zirkus Nemo opstillet en fin lille juleby med gammeldags karussel, boder med varme drikke. Tag en pause i Domkirken og mærk julefreden sænke sig.

Strøget

Ryesgade, Søndergade, Skt. Klemens Torv

Vis på kort

Foto: RUNI Photopop/VisitAarhus

Latinerkvarteret

Julestemningen indfinder sig helt af sig selv blandt latinerkvarterets gamle huse, smalle gader og toppede brosten. Her er butikkerne et smukt pyntet mix af eksklusivt og alternativt med alt fra små guldsmede, luksusgenbrug og vinylbikse til Malene Birger og Isabel Marant. Tag kaffen i state-of-the-art-kaffebaren Great Coffee i en baggård i Klosterstræde eller varm dig på den hjemmelavede gløgg i julepyntede Drudenfuss.

Latinerkvarteret

Den Gamle By er et levende museum, hvor ting gøres som i gamle dage. Foto: Den Gamle By

Den Gamle By

Aarhus’ frilandsmuseum er en juleperle uden sidestykke. I de historiske huse og gader har man genskabt gamle dages jul med alt hvad der hørte sig til af bibelhistorier, julepynt, juletræer og kravlenisser. Rejsen gennem julens historie bliver ekstra stemningsfuld når mørket falder på, stuerne oplyses af petroleumslamper og stearinlys, og lanternerne gløder i gaderne. Der er bålfade med glødende kul at varme sig ved og bispebolle, gammeldags julepunch, på torvet. Husk at tage et kig på julebutikkens gammeldags julepynt – det er svært at gå tomhændet derfra.

Den Gamle By

Viborgvej 2

Vis på kort

Mere end 300.000 LED-lys spreder juelstemning i Tivoli Friheden. Foto: Tivoli Friheden/visitaarhus

Jul i Friheden

Har man ungerne med i Aarhus er Jul i Friheden et hit. Her er gader og forlystelser pyntet med tusindvis af lys, madboderne frister med alt fra gløgg og klejner til slagterpølser og Fish’n’chips, og i julemandens By kan man både møde travle nisser og julemanden himself. Gå tur i nisselandskabet, prøv julemandens kane og nyd den magiske julestemning nede ved søen, hvor alle julelysene spejler sig.

Tivoli Friheden

Skovbrynet 5

Vis på kort

Julemarkedet i Ridehuset. Foto: Lise Hannibal

Julemarkedet i Ridehuset

Her er julemarkedet, der kan omvende dem, der egentlig ikke kan lide julemarkeder. I Ridehuset har boderne kunsthåndværk og design i en kvalitet, der gør at man allerede ved første bod har lyst til at stoppe op, tjekke priser og gøre køb. Her er lækker strik, læderbælter, plakater, smykker, julepynt, børnetøj og meget mere. Og når man trænger til en pause er der hjemmebagt kage og en glimrende gløgg.

Ridehuset

Foto: visitdenmark

Skøjtebanen ved Aros

Det aarhusianske kunstflagskib sender året rundt regnbuelys over byen fra Olafur Eliassons Rainbow Panorama på taget. Men i parken mellem Aros, Ridehuset og Musikhuset kommer de røde kinder helt naturligt, når man spænder skøjterne på og kører afsted henover skøjtebanen. Den er gratis og åben for alle. Har man ikke sine egne skøjter kan de lejes for 45 kroner i boden ved banen. Skøjt i skumringen for maksimal julestemning.

Skøjtebanen ved Musikhuset

Thomas Jensens Allé 2

Vis på kort

Man-ons- 12-18. tor-fre- 12-20, lør-søn 10-17.

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Sidst ændret: 7 december, 2018

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk