/\

ANNONCE

Foto: Einar Aslaksen
Foto: Einar Aslaksen

Steder

Kiruna – sådan flytter man en hel by

Kiruna har eksisteret i over 100 år på grund af sin mine – den største underjordiske jernmine i verden. Men nu, hvor minen er ved at ødelægge byen, skal hele stedet flyttes.

Klokken er 1.20 om natten, og man kan høre det rumle under jorden i Kiruna. Det er en lyd, der kan høres hver eneste nat året rundt, år efter år.

Den rumlende lyd dybt under byen er en del af livet for indbyggerne her. Ingen mine, ingen Kiruna. Sådan har det været i over hundrede år, siden Hjalmar Lundbohm grundlagde byen med den afsides beliggenhed, 145 km nord for den arktiske cirkel.

“Hvis folk ikke selv arbejder i minen, så gør deres ægtefælle eller bror det,” siger Kristina Zakrisson, formand for byrådet i Kiruna Kommune. “Eller også har de en virksomhed, som er leverandør til minen. Ligegyldig hvor i byen man befinder sig, kan man se minen. Det er en meget håndgribelig del af os.”

Zakrisson sidder på sit kontor i Kirunas rådhus. Arkitekten bag rådhuset var Artur von Schmalensee, og det blev bygget i de tidlige 1960’ere. Rådhuset er utvivlsomt en af de smukkeste offentlige bygninger i Sverige. Det er et lokalt landemærke og en enestående del af Kirunas historie – her foregik de store møder under de meget omtalte minestrejker i 1969 og 1970.

Kendte mennesker fra hele verden har besøgt Kirunas rådhus i embeds medfør, bl.a. USA’s udenrigsminister John Kerry, som deltog i et Arctic Council-møde her i 2013.

Men frem for alt tilhører rådhuset Kirunas indbyggere. For i modsætning til mange andre offentlige bygninger består Kirunas rådhus ikke bare af kontorer, men det er også et mødested for de lokale indbyggere. 

Left: The new town hall takes shape. It’s designed by Henning Larsen Architects. Right: Kristina Zakrisson, Chair of Kiruna Municipal Council. Photo: Einar Aslaksen

“Det føles hyggeligt og intimt,” siger Zakrisson. “Folk kalder det den lokale dagligstue. Vi har en pejs, der som regel er tændt. Og i stedet for at være malet eller tapetseret er væggene af træ og mursten, sådan som bygninger i Kiruna plejer at være. De lokale siger, at det er ligesom at komme hjem.”

Men den tid er nu forbi. Om to år, i sommeren 2018, vil politikerne og embedsmændene forlade bygningen.

“Vi håber inderligt, at der ikke vil opstå problemer før da,” siger Zakrisson. “Vi tror ikke, at bygningen vil styrte sammen, men her findes en masse teknologi, som kan blive beskadiget først. Hvis computerne og belysningen holder op med at virke, så bliver det svært at fortsætte.”

Zakrisson kan se minen fra vinduet i sit kontor. Hvert år kommer synet lidt tættere på. Den natlige rumlen er langsomt, men sikkert i gang med at udhule byens grundvold. Og det, som mange beboere i Kiruna kalder “krateret”, bliver større og større.

Sidst i 2003 meddelte mineselskabet LKAB, at de revner, der blev dannet under overfladen, blev større langt hurtigere, end de havde forventet. Det følgende år udsendte byen en historisk pressemeddelelse.

Photo: Einar Aslaksen

“Vi flytter en by” lød overskriften. 

Nogle år senere, da LKAB besluttede at anlægge et nyt hovedniveau i minen 1.365 meter under byen, var der ingen vej tilbage. Kiruna var nødt til at flytte.

Nu begynder det at haste på byggepladserne for den nye by et par kilometer nordøst for Kirunas nuværende position. De prøver at arbejde så meget som muligt, før vinterens kulde og sne virkelig begynder at bide.

Ydermurene af en rund bygning i fem etager rejser sig over det ubeboede område. Det nye rådhus skulle være klart på mindre end to år. Bygningen kaldes for “Kristallen”, og tanken er, at den ligesom det nuværende rådhus skal være et mødested for Kirunas indbyggere.

I skrivende stund i oktober er de ved at lægge gulvvarme i stueetagens åbne plan. Så skal der laves vægge af gipsplader for at indrette de enkelte kontorer.

“Efter flere års planlægning, diskussioner og analyser er tingene nu for alvor ved at tage form,” siger Erika Lindblad, LKAB’s kommunikationschef, som er ansvarlig for byplanlægningen. “Det er først nu, at man rigtig kan se, at det faktisk er ved at ske.”

Rundt om rådhusets grund er den nye bymidte begyndt at tage form. Kablerne bliver lagt i jorden, og ovenfra kan man tydeligt se, hvor de nye gader og områder skal ligge.

Kiruna centrum. Foto: Einar Aslaksen

At flytte en mineby er faktisk ikke en unik begivenhed. I Malmberget ca. 100 km fra Kiruna er bygninger i årtier blevet evakueret eller flyttet til andre steder. Det særlige ved Kiruna er imidlertid tempoet og omfanget. Hvis det kun havde drejet sig om beboelsesområder, kunne flytningen have foregået i flere stadier. Men det er anderledes, når et helt bycentrum skal flyttes.

Det nye bycentrum – bl.a. rådhuset og et nærliggende kulturcenter og hotel, som skal påbegyndes til næste år, skal være færdigt om tre år.

“Man kan ikke bygge et bycenter lidt efter lidt,” siger Göran Cars, professor for byplanlægning på Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm. “Alle ti blokke skal stå færdige præcis på samme tid. Vi har foreløbig planlagt en dato i første kvartal af 2020.”

Cars har pendlet til Kiruna siden 2013 for at hjælpe lederne i kommunen med flytningen. Som byplanlægger beskriver han sin deltagelse i opbygningen af en by helt fra grunden som “en fuldstændig forrygende drøm, der går i opfyldelse.” Den giver mulighed for at rette op på de fejl, som Kiruna og mange andre byer lavede i 1960’erne og 1970’erne.  

“Vi har tilladt, at bilerne har taget over, og at vores byer har bredt sig ud,” siger Cars. “Vi har opdelt vores byer med beboelse et sted, arbejde et andet og serviceerhverv et tredje sted. Det er ikke sådan, folk vil bo i dag.”

Foto: Einar Aslaksen

Folk i Kiruna blev opfordret til at komme med deres ideer til den nye by. “Kirunas indbyggere ville have en kompakt bymidte,” siger Cars. “ Byen skal være en social og kulturel arena, et mødested. At være i stand til at skabe det er fantastisk.”

Hjertet i den nye by bliver et torv med det nye rådhus, et kulturcenter og et nyt hotel. Gaderne vil strække sig ud som fingre fra torvet og ud mod det omgivende landskab.

“Man skal aldrig være mere end to blokke væk fra en skipiste. Pisterne skal være nemme at komme til, bare med et par ski på skulderen,” siger Zakrisson.

Et bycentrum har imidlertid brug for forretninger og restauranter til at skabe liv. Det er her, kravet om højt tempo kommer ind i billedet, da de fleste af disse serviceerhverv skal flyttes fra den gamle by til den nye bymidte i løbet af nogle få måneder.

“Der er ingen, der vil stå med den eneste butik i et industriområde, eller være den sidste, der forlader den gamle bymidte,” siger Cars.

At få erhvervslivet med i det nye centrum er en af de vigtigste og hårdeste udfordringer for en byforvandling. Der er en klar risiko for, at nogle hellere vil lægge deres forretning i et handelsområde i byens udkant i stedet for i centrum.

“Bygningerne i Kiruna er relativt gamle, så huslejen er tilsvarende ret lav,” siger Zakrisson. “Mange små butikker har beskedne budgetter. Vi må give nogle tilbud, så forretningerne også kan overleve i det nye Kiruna.”

I mange tilfælde vil de nye erhvervslokaler være mindre, hvad der vil holde huslejen noget nede.

En anden ide, der blev fremlagt, er at få flere forretninger til at dele frokostlokaler og toiletter. Indtil nu har de fleste handlende et positivt syn på mulighederne for at være med til at flytte til det nye Kiruna.

“Mange af dem er parate til at tage chancen, men der er ingen garantier,” siger Marie Wågberg fra

Kirunas By og Centerudvikling. “I øjeblikket ved vi ikke, hvor mange handlende der vil være med til at flytte. Det vigtigste for dem er at få en dato i den nærmeste fremtid, så de kan planlægge.”

Indbyggerne i Kiruna er kendte for at have en ret kontant holdning til deres by. Ingen mine, ingen Kiruna, kunne man sige. Eller som Zakrisson siger, “Der er ingen, der ønsker at forlade deres hjem, men vi accepterer det. Desuden har vi ikke noget valg. Men når de begynder at bygge på det nye rådhus, vil flytningen føles mere håndgribelig. Og det er der, følelserne kommer.”

Forfatter og journalist Ann-Helén Laestadius voksede op i Kiruna og skrev en bog, Bromsgatan, om en gade i Ullspiran-området, som indbyggerne blev tvunget til at forlade i 2015. Laestadius boede selv i området mellem 1973 og 1990 og lavede interviews med de berørte lokale, før området blev evakueret.

“Først var folk ret resignerede, med holdningen ‘hvad LKAB vil have, får LKAB’. Men da vi havde snakket lidt sammen, blev mange af dem meget følelsesladede,” forklarer Laestadius. 

Det er ikke bare det at skulle forlade sit hjem, som efterlader dybe spor. Måske er det værste, at stederne, selve jorden du har stået på, nu forsvinder.

“Fra et personligt synspunkt havde jeg svært ved at besøge Ullspiran sidste sommer, efter de havde  revet to af de fire grunde ned,” siger Laestadius. “Det var trist at se, at husene ikke længere stod der. Og når der slet ikke er noget tilbage, bare en udgravning, er det svært at fatte.”

Zakrisson og Cars genkender de følelser, som forfatteren beskriver, og at tristhed og sorg kommer op til overfladen, nu hvor flytningen virkelig skal i gang.

Derfor forsøger kommunen og LKAB at redde så meget som muligt af det gamle Kiruna. Mineselskabet, som betaler for flytningen, har lovet at flytte flere klassiske bygninger i Kiruna. Selv om rådhuset ikke kan bevares, skal Kirunas pragtfulde trækirke flyttes i begyndelsen af 2020’erne. Fredede bygninger som Hjalmar Lundbohm­gården og Bolagshotellet skal flyttes til et nyt område tæt på bjerget Loussavaara så tidligt som næste år.

Et andet mål er at flytte mange små, men vigtige elementer fra Kirunas bymidte, som f.eks. byens allerførste neonskilt, nogle parkbænke og noget gadebelysning. “At rive alting ned er en stor indgriben i folks privatliv. Men små ting kan hjælpe dig med at beholde en del af din identitet,” siger Cars.

Flytningen optager bogstavelig talt al Zakrissons tid. Hver uge modtager hun delegationer og repræsentanter fra medierne, som vil tale om byens forvandling. Og der kommer hele tiden nye spørgsmål og problemer. I dag har byrådet holdt et møde om, hvor den nye swimmingpool skal bygges.

“Jeg fik mit hverv i 2011, og jeg har været 16 år i parlamentet, så jeg er ikke ligefrem nybegynder,” siger Zakrisson. “Men efter et år spurgte jeg mig selv, hvad pokker jeg egentlig havde påtaget mig.”

Selve projektets omfang betyder, at de involverede personer somme tider må minde sig selv om mulighederne og om fordelene ved at få en helt ny by betalt af LKAB.

“Hvis man kun ser det ud fra en økonomisk betragtning, hvor mange byer på vores størrelse har så nye vandledninger, som man så ikke skal pumpe en masse penge i for at vedligeholde dem?” spørger Zakrisson.

Selv om LKAB skal betale regningen, håber Zakrisson, at flytningen vil gøre byen mindre afhængig af mineselskabet. Nordlyset, midnatssolen og den uspolerede natur har allerede fået besøgende fra hele verden til Kiruna.

“Vi vil gerne være en lille og kompakt by, som ligger afsides, men som også er en miljøvenlig by, der vil blive ved med at tiltrække turister, som vil opleve naturen omkring os,” siger Zakrisson.


Tekst: Jens Kärrman 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk