Nytårsfest I Barcelona

Skål nytåret ind i Barcelona

Alt hvad du behøver at vide til et farverigt nytår i Barcelona.

november 2022
Med spektakulære lysshows ved ”den magiske fontæne” og en stor folkefest er Barcelona blevet en af Europas nytårsfavoritter.

Der er intet så stemningsfuldt som lys i mørket, og man finder ikke mange lysshows, der er mere spektakulære end dem, der oplyser Barcelona nytårsaften. Nytår i den spanske partymetropol er en fest, alle bør opleve mindst en gang i livet. Men før vi fortæller om de bedste steder at byde det nye år velkommen på, er der lige nogle vigtige traditioner, du skal have styr på:

Når du fejrer nyår eller Cap d'Any i Catalonien, skal du have en vindrueklase klar. For når klokken ringer det nye år ind, skal du samtidig spise 12 vindruer – en for hvert af klokkens slag. Ifølge spanierne får du så et lykkeligt år.
Derefter skal du lægge en ring eller en anden ting af guld i cavaglasset, inden du skåler. Det skulle bringe rigdom det kommende år. Hvis du deltager i en større fest, er det ofte ikke tilladt at medbringe rigtige glasbeholdere, så tænk på at tage et alternativ med.
Sidst, men ikke mindst, bær rødt undertøj den aften, det siges at være godt for kærlighedslivet.

Hvor skal man feste?


Nu kan vi gå videre til det vigtigste spørgsmål: Hvor skal man befinde sig, når klokken slår 12 i Barcelona?
Font Magica de Montjuïc eller den magiske fontæne nær torvet Plaça d’Espanya er et af de mest populære steder at opholde sig på, når klokken slår 12. Her holdes byens officielle nytårsfest, og hvert år samles titusindvis af lokale og turister i området (i 2019 var der 100.000 besøgende). Begivenheden er familievenlig med gratis entre. Tag herhen efter nytårsmiddagen på en god restaurant – hvor det er bedst at reservere bord i forvejen. Hvis du er tidligt på den, begynder liveoptrædener allerede kl. 21.30, og det kan være en god idé at komme tidligt for at få en god plads.

Nytårsfest i Barcelona


Den oplyste magiske fontæne, som stammer helt tilbage fra 1929, er selve hovedattraktionen. Lige før midnat bades fontænen og dens omgivelser i et spektakulært lys- og fyrværkerishow akkompagneret af musik fra de store scener.
Efter showet kan I mætte af vindruer styre mod den nærmeste klub, for eksempel ikoniske Poble Espanyol, for at danse det nye år ind. Også her anbefales det at booke i forvejen. Plaça de Catalunya er også en livlig plads, hvor du kan regne med store folkemængder, musik og fyrværkeri – dog ikke lige så organiseret som ved den magiske fontæne og derfor vildere. Desuden er Las Ramblas, Barcelonas måske mest kendte gade, altid et sikkert kort, hvis man er til masser af mennesker og fest til nytår. Det bliver aldrig rigtigt koldt i Barcelona om vinteren, men tag alligevel varmt tøj på, hvis du skal feste udendørs, hvor temperaturen kan falde til omkring fem grader.

Lidt roligere nytårsfejring


Vil du hellere nyde den catalanske nytårsnat fra dit fredelige hotelværelse? Book et værelse med udsigt til det 144 meter høje Torre Glòries (tidligere Torre Agbar), et af Barcelonas mest ikoniske landemærker. Om aftenen tændes tårnets 4.000 lysdioder og skaber et fantastisk lysshow. En anden sikker mulighed er at bestille bord på en af byens tagbarer for at få den bedste udsigt til alt fyrværkeriet. Hvis du vil fejre et ekstra traditionelt spansk nytår, er der også mange muligheder for at opleve et flamencoshow. Palacio del Flamenco er et af de mest populære steder at nyde flamencodans og en nytårsmiddag.
En koldere tradition er nytårsbadningen. Nytårsdag begiver mange af Barcelonas indbyggere sig til Sant Sebastià-stranden for at få en kølig start på det nye år. Indled 2023 med en svømmetur i Middelhavet, eller nøjes med at se på de modige, der tør.

Tekst af Saga Loxdal