/\

ANNONCE

Book flybillet

Foto: Clément Morin

Steder

Oplev Champagne på cykel

Fransk Épernay er det perfekte udgangspunkt for champagneelskere. Lær hvordan kombinationen af cykel og champagne skaber rammerne om en perfekt weekend i det nordøstlige Frankrig.

Foto: Clément Morin

”Come quickly, I am tasting the stars!” Med citatet fra Dom Pérignon i tankerne stopper jeg cyklen midt på broen over floden Marne i Champagne. Solen trænger langsomt gennem sløret af hvirvlende morgendis. Morgendisen minder om det, der sker i det øjeblik, hvor den indesluttede gas i flaskehalsen, som består af kulsyre og en lille smule vanddamp, får champagneproppen til at poppe og gassen blæser ud af flasken. Jeg hopper op på cyklen igen; et perfekt transportmiddel til at besøge de små producenter i Champagne, de såkaldte ‘growers’, som dyrker deres egne druer og forvandler dem til udsøgte champagner. 

På den anden side af broen ligger den lille landsby Dizy, hvor arbejdere om morgenen står ved siden af floden og venter i små grupper på at blive hentet og kørt til den respektive vingård. Herefter venter en lille opstigning til landsbyen Hautvillers, som historisk har spillet en central rolle i Champagnes historie. Her er også et af de smukkeste udsigtspunkter i området. Med høj puls – måske skulle jeg alligevel have valgt en elcykel? – når jeg endelig op på bakketoppen.

Et paradis for champagneelskere

Omgivet af smaragdgrønt græs mellem snorlige rækker af vinstokke, som strækker sig mod bunden af dalen, forbløffes jeg over den glitrende morgendug, som fordamper med dagens første solstråler. Et par skridt fører mig ind i landsbyen, hvor jeg drejer til venstre mod Hautvillers kloster. Her hviler Dom Pérignon – munken, der i det 17. århundrede begyndte at producere mousserende vin i regionen, som i dag en industri, der er vokset til 300 millioner flasker om året.

Far og datter på vingården Loirot-Pagel.

Efter en pain au chocolat og en espresso fra bageriet Chez Poulain i den maleriske landsby, er det tid til at cykle vestpå langs floden Marne og rute 52, en af cykelruterne i Champagne. I Mareuil-le-Port tager jeg sydpå mod den lille landsby Festigny, som er hjemsted for vingården Loriot-Pagel. Her byder Alice Loriot-Pagel, som er sjette generation ved roret, velkommen. Hun viser stolt den moderne presse, ståltankene og vintønderne frem. Fermenteringen foregår i den udgravede kælder med hvælving, der rummer omkring 300.000 flasker – fem gange den årlige produktion. Tilbage i dagslyset er det endelig tid til dagens første champagnesmagning. Tør, sprød og mineralsk – og med et overraskende strejf af jasminblomster.

– Det blomstrede strejf kommer fra druen Pinot Meunier, som er dominerende her i Valée de la Marne, fortæller Alice Loriot-Pagel. 

På cykel blandt vinstokkene

Med cykeltasken tynget af et par champagneflasker fortsætter jeg mod landsbyen Cerseuil (Marne), og det hyggelige B&B, Les Mille et une Pierres. En hjemmelavet middag i haven og en dukkert i den lille pool er den perfekte afslutning på en aktiv dag.

Efter en lækker morgenmad er det tid igen tid til rute 52. Næste stop er landsbyen Mutigny – som har en fantastisk udsigt over vinmarkerne. Ved en af de vinmarker, som er klassificeret som Grand Cru i Montagne de Reims, møder jeg Jean Philippe Hebrart, som i dag driver Marc Hebrart Champagne, som blev grundlagt i 1960. Opbindingen er i fuld gang omkring os. Siden Dom Pérignons tid har idealet været få meter høje vinstokke med grene, der stikker ud fra vinstokkene – knudrede troldeansigter, der generøst løfter terroirets unikke smag.

Udsigt over landsbyen, hvor vingården Marc Hebrart ligger. Foto: Clément Morin

– Jeg anvender Pinot Noir og Chardonnay, fortæller Jean Philippe Hebrart. Pinot Noir giver frugt og let sødme, og Chardonnay giver elegance. Men præcis som en kok kræver sammensætningen ekspertise og erfaring – og der er også meget arbejde i selve vinproduktionen, fortæller han om sin årlige produktion på 140.000 flasker.

 

Jeg krydser floden igen, og cykler vestpå guidet af utrolige regnbuer i Côte des Blancs-området. I Cuis møder jeg Didier Gimmonet fra Pierre Gimonet et Fils, som producerer 250.000 flasker om året. Han har tillært sig den seneste teknologi og innovation inden for vinproduktion, men har samtidig stor respekt for de gamle traditioner.

- Vi producerer klassiske champagner, der adskiller sig med deres friskhed, salthed og mineralitet, fortæller Didier Gimmonet. I Côte des Blancs er jorden rig på kridt og kalk, som vinstokkens rødder optager og giver vinen dens kvaliteter – mineralitet er terroirets sjæl, fortæller han passioneret, inden vi besøger kælderen.

Didier Gimmonet ser ud over vingården fra sit hus.

Gourmetrestauranter i Champagne

I Chouilly cykler jeg først forbi et lille messingskilt ved porten, der indikerer at jeg er kommet til Roland Champions hjem. I dag er det Carole og Clémence Champion, Rolands børnebørn, der tager imod ved den knitrende pejs sammen med hønsehunden Nestor, som vil hilse på alt og alle. 

At unge kvinder har overtaget er et tegn på ligestilling, og det påvirker drikken til det bedre, hævder søstrene.

- Hos os har det altid handlet om blanc des blanc på ren Chardonnay. Men i dag producerer vi en mere delikat champagne med mere friskhed og finere bobler, fortæller Carole.

Roland Champion er en af grundlæggerne af Club Trésors de Champagne, som blev grundlagt i 1971, og er en sammenslutning af små champagneproducenter med et fælles mål om at producere den bedst mulige champagne.

– Vi er 27 medlemmer i klubben – og vi skaber 27 meget forskellige champagner, fortæller Clémence Champion.

Inden vi skilles fortæller hun, at Rolands hustru stadig bor i huset.

– Vores farmor er 93 år, og hun tager et lille glas champagne hver dag klokken 12 og et lille glas klokken 19. Hun behøver ikke et ur, hun ved altid, hvornår det er tid til champagne. Hvis hun ikke vil have champagne, så ved vi, at der er noget galt, fortæller Clémence med et smil.Platte fra C Comme Champagne.

At cykle ind i Épernay langs den fine boulevard, Avenue de Champagne Denne, som er fyldt med champagnehuse og store palæer, er en fantastisk kontrast til de små champagnehuse. Langs boulevarden ligger blandt andet Moët Chandon, Perrier-Jouët, Castellane og Pol Roger. Fantastiske dråber ... men jeg vælger at dreje til højre ad Rue Jean Moët. Her ligger det 4-stjernede hotel Jean Moët og inden for få hundrede meter flere gourmetrestauranter og eksklusive bistroer, herunder La Grillade Gourmande, Le Symbios, Le Theatre og Banque. Med andre ord er Épernay et oplagt sted at tilbringe mindst én nat på cykelturen gennem Champagne. Men først vil jeg forkæle mig selv, og sætter derfor kursen mod La Briqueterie. Det femstjernede luksushotel ligger i naturskønne omgivelser og har både spa og michelinrestaurant. Hvad der serveres til maden? Growerchampagne, selvfølgelig!

Rejs til Champagne

SAS flyver til Paris fra København, Oslo og Stockholm. Fra Paris Gare de l'Est er der direkte tog til Champagne-Ardenne. Rejsetiden er ca. 45 minutter med hurtigtog.

Vinkælder hos Roland Champion. Foto: Clément Morin

Foto: Clément Morin

Facile e-bikes

På trods af navnet udlejer Pierre Bonnand både el- og almindelige cykler. Han kan også anbefale ruter og guider ved behov.

Facile e-bikes

Châtillon-sur-Marne

Vis på kort

Foto: Clément Morin

Les Mille et une Pierres

Hyggeligt Bed & Breakfast med tre værelser i en gammel lade, som er renoveret af parret Patricia og Philippe. Stedet tilbyder fællesspisning og er der problemer med cyklen er her også hjælp at hente, da Philippe driver cykelbutikken i nabolandsbyen.

Les Mille et une Pierres

6 Rue de la Chapelle, Cerseuil

Vis på kort

Foto: Clément Morin

La Grillade Gourmande

Under ledelse af kokken Christophe Bernard, som har arbejdet for både Paul Bocuse og Alain Ducasse, møder det franske køkken grillede T-bone steaks og tournedos. La Grillade håndterer også råvarer fra hav og jord, hvilket resulterer i udsøgte nyfortolkninger af klassiske franske smagsoplevelser.

La Grillade Gourmande

16 Rue De Reims, Epernay

Vis på kort

Reservation er påkrævet.

Hôtel Jean Moët

Firestjernet hotel midt i Épernay, beliggende om hjørnet fra Avenue de Champagne med de over 110 kilometer lange vinkældre. Den enkle morgenbuffet suppleres med æg eller omelet efter ønske.

Hôtel Jean Moët

7, Rue Jean Moët, Épernay

Vis på kort

Foto: Clément Morin

La Briqueterie

I det tidligere teglværk ligger det femstjernede spahotel, La Briqueterie, som er en del af hotelkæden Chateau & Relais. De slotslignende neobarokke elementer er måske yngre, end de ser ud til, men de fantastiske træbjælker er fra 1800-tallet. Gourmetrestauranten, som er belønnet med en michelintallerken, tilbyder treretters middag (€ 65), som med amuse-bouche og mellemretter bliver til seks retter.

La Briqueterie

4 Route de Sézanne, Vinay

Vis på kort

Foto: Clément Morin

Chez Poulain

Til en perfekt picnic blandt vinstokkene, kan du hos det lille hjørnebageri, Chez Poulain, købe traditionelle baguettes og himmelsk sprøde pain au chocolat, som smelter i munden. Forvent at blive fanget i samtaler med både det imødekommende personale og de nysgerrige landsbyboere.

Chez Poulain

4 Place de la République, Hautvillers

Vis på kort

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk