/\

ANNONCE

Efter samlingen bliver fårene sorteret og udleveret til deres respektive ejermænd. Foto: Getty Images & Alloverpress
Efter samlingen bliver fårene sorteret og udleveret til deres respektive ejermænd. Foto: Getty Images & Alloverpress

Steder

Oplev den årlige fåre-inddrivningsdag på Island

I september drager de islandske fåreavlere op i bjergene for at drive deres får sammen, før vinteren sætter ind. Denne årlige begivenhed kaldes for Réttir, og tiltrækker masser af turister.

På Island går fårene frit rundt i bjergene og ved fjordene, hvor de fedes op på frodigt lav, mos og græs i de lange solrige sommerdage. Om efteråret samles folk så i områderne for at indsamle deres får og for at fejre det med deres venner, familie, naboer og besøgende.

“Vi tager af sted på hest eller til fods og driver fårene ind sammen. Det kan tage helt op til en uge, afhængigt af fårene og terrænet,” siger Sigridur Bragadottir, ejer af Síreksstaðir-gården i landsbyen Vopnafjörður, i det nordøstlige Island. “Her klarer vi det normalt på en eller to dage.”

Fårene drives sammen i store folde af træ med forskellige båse, som tilhører de forskellige gårde. Hver gård har sit eget øremærke, så fårene let kan identificeres. 

'Vores gæster kan lide at se hele processen og at få et indtryk af arbejdet på en gård’. Foto: Getty Images & Alloverpress

Se hele processen

Réttir er en tradition, som går 300 år tilbage i tiden. Det er i høj grad en lokal opgave, men turister er velkomne.

Det virker, som om alle er ude, og alle vegne er der får, som går og springer rundt. Børnene er også inddraget, nogle af dem klatrer op på ryggen af fårene for at genne dem ind i de rigtige båse. Når fårene er sorteret, slapper fåreavlerne og gæsterne af med kaffe og kage, mens andre går rundt mellem båsene, tager billeder af fårene og klapper dem.

Bragadottir har arbejdet på sin gård i 35 år og kan lide at fortælle de besøgende om det. “Vi har 250 får og nogle heste,” siger hun. “Vores gæster kan lide at se hele processen og at få et indtryk af arbejdet på en gård,” siger Bragadottir. “Og selvfølgelig er Réttir meget spændende for dem.”

Hendes gård ligger i landsbyen Vopnafjörður uden for Sunnudalur-dalen. Det er en smuk del af det nordøstlige Island, tæt på den smukke kystlinje med småøer, indskæringer, flodmundinger og sorte sandstrande. Der bor færre end 700 mennesker i landsbyen, og Réttir er en af årets største begivenheder.

Maden er en vigtig del af Réttir. Der serveres særlige retter, og der udvælges får til slagtning. “Når fårene kommer ind, vælger vi hvem af dem der skal slagtes, og hvem der skal bruges til avl,” siger Bragadottir. “Réttir minder om, at der snart kommer friskt kød.”

Kødet tilberedes på mange forskellige måder, fra lammekoteletter og pølser til islandske specialiteter, f.eks. traditionel kødsuppe, slátur (leverpølse) og svið (svitsede lammehoveder).

Unik uld

Får er en livsnødvendighed for Island og øens 330.000 indbyggere. Ikke blot som ernærings- og indtægtskilde, men også på grund af deres tykke, varme uld. Islandske får er en særlig race, hvis renhed er blevet beskyttet og bevaret gennem århundreders isolation. Tusind års udvikling i et subarktisk klima har frembragt lange og robuste yderfibre og bløde fine inderfibre.

Islandsk uld er utrolig værdsat for at være varmt, let, åndbart og vandafvisende. De traditionelle uldne trøjer, som kaldes lopapeysur, kan ses over alt på øen – og de eksporteres til hele verden.

Mange turister bliver også glade for at høre, at der anvendes naturlige energikilder som vandkraft og geotermisk energi til at fremstille uld i Island. 

 

 

Tekst: Jenna Gottlieb

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk