Steder
SAS-purseren, der guider i København
De første 12 år i SAS’ tjeneste fløj Tanja Smed langdistanceture til Chicago, Seattle, Washington og New York eller østpå til Shanghai, Tokyo, Beijing eller Bangkok.
Alder: 48
Bor: København Islands Brygge
Familie: kæreste, 2 børn
Karriere i SAS: startede som stewardesse i 1998 – blev purser i 2014.
”Der var en periode hvor jeg var frem og tilbage til Seattle 7 gange over 2 måneder. Med 9 timers tidsforskel er det lidt hårdt i forhold til jetlag. Men det var ikke noget jeg bemærkede før bagefter. At flyve er en livsstil, og jeg føler aldrig, at jeg går på arbejde. Jeg skal bare ud at flyve," smiler Tanja.
'At flyve er en livsstil, og jeg føler aldrig, at jeg går på arbejde. Jeg skal bare ud at flyve'
I dag flyver hun fuldtid i Skandinavien og Europa, og er desuden sprunget ud som tourguide hos Københavnerture, som hun stiftede i marts 2016 sammen med Mette Thornval og Sara Sejergaard.
”Vi mødte hinanden på turistføreruddannelsen på RUC, og var fælles om lysten til fordybelse og formidling på en vedkommende måde. At guide lå også godt i tråd med det, jeg lavede i forvejen i forhold til servicemindedhed, kontakten med mange forskellige mennesker og brugen af forskellige sprog,” siger Tanja.
Københavnerture guider på dansk, engelsk og svensk om byens og samfundets udvikling. Der er historiske ture om konger, katedraler og vikinger, videnskabens udvikling og Kolonitidens København, og ture med fokus på de nyeste by-trends, mad, design, arkitektur og green living.
”Vi har hver vores specialer og interesser, og lægger lige stor vægt på det klassiske og det cool København,” siger Tanja. ”Fælles for os er, at vi elsker at dykke ned i materialet og få anekdoterne og de fede detaljer med, så der er substans i turene, samtidigt med at alle kan være med.”
Hun elsker selv at guide i nye kvarterer som Nordhavn, Sluseholmen og Ørestaden, og er begejstret for, hvad udviklingen i havnen har betydet for at samle byen og skabe nye byrum.
”Jeg er meget optaget af, hvad bæredygtighed og grønne løsninger har betydet for den ”livability,” som København er blevet kendt for,” siger Tanja.
Tanja er også begejstret for det klassiske København og Københavnertures hit, Gå en Quiz, der koncentrerer sig om Indre by og Latinerkvarteret, Slotsholmen og Holmen.
”Nå vi går en quiz engagerer publikum sig på et andet niveau”, siger Tanja. ”Vi får altid rigtig god respons og folk synes, de får øjnene op for byen på en helt anden måde”.
Tekst: Lise Hannibal
Publiceret: 6 august, 2018
Mest læste
Mest læste
ANNONCE