/\

ANNONCE

Joshua Tree National Park. Foto: Brian Vernor
Joshua Tree National Park. Foto: Brian Vernor

Steder

Støv og stjerner: En ørkenudflugt på to niveauer

Det ideelle weekendeventyr i den sydlige californiske ørken begynder i det surrealistiske månelandskab i Joshua Tree National Park og ender ved poolen i Palm Springs. En tur for alle sanser.

Når man siger ordene "Joshua Tree", er der mange californiere, der får et drømmende udtryk i øjnene og udbryder: "Jeg er helt vild med det sted", og "Der skal jeg tilbage til snart." Parken er opkaldt efter de science fiction-agtige træer på stedet – som kan minde om noget fra en tegneserie af den amerikanske tegner Dr. Seuss – og den er lige så populær hos den brede offentlighed og som udflugtsmål for mere subkulturelle psykedeliske oplevelser, som den er kendt for sin natur og de geologiske egenskaber. Her mødes to forskellige økosystemer – Mojave- og Colorado-ørkenerne – og danner noget helt unikt og fortryllende. Familier, naturvidenskabsfolk i khakiveste og yoga-elskende post-hippier er alle sammen nogle af dem, der samles her. 

Foto: Brian Vernor

Heldigvis har de 800.000 hektarer uendelig ørken at deles om, så der bliver ikke overfyldt – selvom nogle områder er mere populære end andre. Et af dem er den dejlige Barker Dam, det første planlagte udflugtsmål på denne tur, som følger en ret populær fortælling om en aften med støv og en med stjerner. Først får vi dog en solid frokost på Crossroads Café i Joshua Tree Village og gør holdt for at planlægge vores rute ved Joshua Tree Besøgscenter; bekvemt for dem, der kommer ind i parken ved den vestlige indgang. Landsbyen henvender sig til alle ovennævnte kategorier af besøgende og byder på alt fra butikker med tilbehør til udendørssport eller caféer med grønkålssmoothies til gadeboder med healingkrystaller og vintagetøj i Burning Man-genren. 

‘Ideel til en ørken-zen-stund’

Ovre ved indgang Vest koster det $25 pr. køretøj, hvilket gælder de næste seks dage – længere end de fleste planlægger at blive. Det første indtryk man får, når man træder ind i det nøgne, mystiske landskab, er, at Joshua Tree er et smukt og ejendommeligt syn på en og samme gang. Tørre og støvede områder med hvad der ligner endeløse strækninger med Joshua-træer breder sig foran én. Det kan tage op til 60 år, før den fantastiske og besynderlige plante modnes, og årtier før dens første dinglende arm vokser ud. Når man tænker på, at træerne kan blive over 500 år gamle, og samtidig kan se deres asymmetriske, ujævne skønhed, kan man ikke undgå at få en følelse af anderledeshed og rum. 

På parkeringspladsen ved Barker Dam er solen ubarmhjertig, og bilernes kølerhjelme kunne fungere som stegepander. På vej op ad stien til dæmningen passerer man en mur af helleristninger, hvor en californisk familie – far, mor og søn – står og kigger på de forhistoriske udskæringer. "Er de ægte?", spørger sønnen, mens hans far må være skuffende ærlig i sit svar og forklare: "Ja, men de er blevet malet op, så de er lettere at se." Det kan tit virke, som om Joshua-træer er uberørte, nogle gange helt fremmedartede. Men det er trods alt Amerika, hvor nationalparker ikke nødvendigvis er det samme som ægte vildmark, men mere en arrangeret udgave af det.

Joshua Tree's Barker Dam er ideel til en ørken-zen-stund – eller til vandreture med familien.

Den nu let udtørrede Barker Dam virker lidt som et fantasibillede og er et eksempel på mennesket, der gør sin entre her. Den blev bygget af kvægavlere i år 1900 og ligner en scene fra en westernfilm, hvor cowboyen og indianeren finder sammen i behovet for at slukke deres tørst. Parkens gæster sidder i skyggen af de menneske-lignende klippeformationer, drikker vand eller anden væske fra deres køledunke, mens de betragter solens genskin i vandet. Det er det perfekte sted at opsøge en ørken-zen-stund, og det er tydeligt, at folk nyder det.

Den uomtvistelige, og efter nogens mening uovertrufne, Old West-kitschfaktor ved Pioneertown. Sandsynligvis den eneste by, der nogensinde er startet som en filmkulisse. Foto: Brian Vernor

Det ægte Hollywood-westernlandskab har vi dog endnu til gode. Efter nogle timer i parken med nærstudier af den lokale flora og lidt klippeklatring på amatørplan, venter Pioneertown forude – det primære mål for de første 12 timer herude. Stedet blev grundlagt i 1946 af de to store Hollywood-skuespillere fra western-æraen, Dick Curtis og Roy Rogers, som en Old West-filmkulisse, hvor skuespillerne kunne bo mellem optagelserne. Gennem de seneste ti år er stedet blevet renoveret flere gange, men er forblevet intakt. Mane Street – som det hedder – ligner fuldkommen en typisk hovedgade i en typisk western, der er rullet hen over skærmen, og netop som vi ankommer, begynder et country-band at spille, uden at nogen stiller op og ser på. Igen er det en surrealistisk scene – at blive sunget for af en gammel sangfugl på denne tomme gade i det gamle vesten. Læg hertil lyset i den gyldne time med et blødt rødt lys, der omfavner saloonerne. Men som aftenen skrider frem, strømmer de fleste besøgende i én retning – Pappy & Harriet's. 

For musiklegender lige fra Paul McCartney til de mest ukendte indie-kunstnere er Pappy & Harriet's en oplevelse, ingen har lyst til at gå glip af. Foto: Brian Vernor

Stedet er både BBQ-snask, smart cocktailbar og halvlurvet, gammelt spillested i hjertet af Pioneertown, og det er den primære årsag til, at det lille lokalsamfund er kommet sig igen oven på den brand, der tog mere end 50 boliger og 60.000 hektar jord med sig i 2006. Efter at det blev forvandlet fra en kulisse til en egentlig bar, er det blevet genfødt mange gange – fra en barsk, lovløs bikerbar i 1970'erne over et lidt mere familievenligt sted med Tex-Mex og live-musik i 80erne til det, som i de sidste 10-15 år har udviklet sig til en verdensberømt musikscene og destination for hipstere og musikfans, hvor legender som Paul McCartney og mere ukendte bands ofte optræder. Bikerne har dog holdt fast, så da det skotske indie-rockband Teenage Fanclub indtager scenen denne aften, består publikum af en eklektisk blanding af bly popdrenge og -piger og gamle barskt udseende mænd med hestehaler – men alle er elskelige. 

Findes der nogen bedre måde at se en stjernespækket himmel på end fra sit eget telt ude i ørkenen? Foto: Brian Vernor

Efter showet er ideen at køre tilbage mod Joshua Tree, indtil man – i totalt mørke – finder et passende sted at campere for natten, uden for parken. Dette kaldes "dispersed camping" ('spredt camping') og er tilladt i bestemte områder af offentligt ejet jord i USA, inden for 100 meter fra trafikveje. At falde i søvn i kulsort stilhed og vågne op til synet af de majestætiske San Bernardino-bjerge er ren katarsis. 

Efter morgenmaden rettes GPS'en mod det klassiske new age-sted Integratron, en trækuppel bygget i 1959 – her betaler man for at opleve et "lydbad", hvor lyde frembringes af kvartsskåle i et akustisk perfekt lydkammer. Eller det er i hvert fald påstanden hos den new age guru-lignende mand, der bevæger sig rundt på området denne morgen. Men i stedet for at bade i lyd kan man som besøgende også bare vælge at slentre rundt i den særprægede, overnaturlige bygning og tage en lur i hængekøjerne.

Foto: Brian Vernon

Efter 24 timer med støv, ørken og hippiekultur er de fleste på denne weekendudflugt ivrige efter anden del af turen – fabelagtige, livlige Palm Springs syd for parken. Det er en anden slags oase, men en urban en af slagsen, præget af levende farver, smarte butikker, moderne mini-resorts fra midten af århundredet, LGBTQ-kultur og folk med hang til fest og farver – både lokale og besøgende. Ace Hotel and Swim Club er stedet, hvor alle veje synes at føre hen, både bogstaveligt og billedligt. Den hurtigt voksende bymidte er fyldt med smarte jetset-hoteller, men hvis der – på godt og ondt – findes et knudepunkt i byen for alle tænkelige hippe og trendy kulturkorrekte ønsker og behov, så er det her. 

De tilsyneladende endeløse rækker af træer bidrager til parkens "overnaturlige" karakter. Foto: Brian Vernon

Men før du vasker ørkenstøvet af dig, tager badebukser på, smører dig ind i solcreme og bestiller en eksotisk cocktail hos bartenderen, bør du tage en tur forbi den særlige installation Mirage, skabt til stedet af multimediekunstneren Doug Aitken, og få et sidste sidste glimt af et stykke ørkenkunst, der kan drille hjernen. Det var hovedattraktionen ved dette års Desert X, en halvårlig udendørsudstilling i Palm Springs og hele Coachella Valley. Udstillingen er lukket nu, men denne genstand vil blive stående frem til vinter. Og af alle de usædvanlige seværdigheder i området er det nok denne, der tager prisen. En gåtur rundt i rummene i villaen af spejlglas, mens man kigger ned på bjergene under sig, er virkelig et "trip" i ordets egentlige forstand. 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk