Baroo Los Angeles

De 10 bedste restauranter i Los Angeles lige nu

LA er proppet med gode spisesteder.

Foto: Justin Chung
april 2024
Kulturelt mangfoldig, kreativ og sund. Sådan kan madscenen i Californiens største by beskrives. Vi fortæller dig om vores foretrukne spisesteder. En kulturel rejse, hvor vi skal forbi is med kultstatus, veganske pizzaer og ribeye tilberedt i lime. Her skal du spise i LA i 2024.

Det er altid en god idé at besøge Los Angeles, fra det glamourøse Hollywood til solrige SoCal. Der er en grund til, at så mange siden det 20. århundrede har valgt at "Go West" i jagten på rigdom og berømmelse.

LA har tidligere fået mindre kulinarisk opmærksomhed end byer på østkysten eller i Europa (medmindre der var tale om vegansk eller glutenfri mad, eller begge dele), men det seneste årti er madkulturen nærmest eksploderet med restauranter, der viser, hvad der gør Californien fantastisk: kreativitet, fortolkninger, stærke internationale rødder – og smag.

Med verdens største Koreatown og taco for enhver smag er LA fuld af lækre oplevelser – indtil omkring klokken 22. For modsat New York, sover LA faktisk.

Her skal du spise i LA lige nu – dyrt, billigt og derimellem.

Best Restaurants Los Angeles Baroo
Foto: Justin Chung

Moderne koreansk er tilbage

Baroo

Kortmarkør
905 E 2nd St #109
Los Angeles
Vis på kort

LA’s foodies vil pege på den minimalistiske og excentriske koreanske "grain bowl"-restaurant som stedet, der placerede byen på det kulinariske kort. Den åbnede i 2015 og lukkede i 2018. Baroo åbnede dog for nylig igen til stor begejstring i det centrale LA’s Arts District. Kokken Kwang Uh og hans hustru og partner, Mina Park, byder nu på en sofistikeret seksretters menu for $ 110. Uh, der bruger Noma-inspirerede teknikker med en buddhistisk filosofi, løfter de koreanske ingredienser med god moral og stort talent: lynstegte hokkaido-muslinger med minari og pufris eller stegt og tangindbagt rokke-ssam – alt sammen serveret med alkoholfri kombucha udvalgt af drikkevarechefen Jason Lee. Baroo er "destination dining", når det er mest kreativt, så book et bord, før du booker flybillet.

Le Great Outdoor
Foto: Le Great Outdoor

Stranden møder grillen

Le Great Outdoor

Kortmarkør
2525 Michigan Avenue
Santa Monica
Vis på kort

Le Great Outdoor ligger teknisk set ikke ved stranden, men ved Bergamot Station Arts Center (kun otte minutters kørsel fra Santa Monica Pier). Det er en fra jord til bord-grillrestaurant, som er en favorit i kvarteret. Den ledes af den franskfødte kok Rudy Beuve, der er uddannet under Joel Robuchon, og hans brasilianske forretningspartner Pedro Mori. Le Great Outdoors koncept er "lokalt marked møder grill i baghaven". Retter som vilde svampe med hvidløg og persille, lam med rosmarin og hvidløg samt en hel branzino med za’atar og chimichurri serveres som family style på kvarte bageplader med en metaltang. Picnicbordene, festmusikken og duften fra grillen sørger for en livlig, men afslappet oplevelse.

Crossroads Kitchen
Foto: Unsplash

Vegansk i Hollywood

Crossroads Kitchen

Kortmarkør
8284 Melrose Avenue
Los Angeles
Vis på kort

Selvfølgelig finder du finere vegansk madlavning i Los Angeles med kokken Tal Ronnens Crossroads Kitchen (nu med restauranter i Calabasas og Las Vegas). Middelhavsmenuen er helt plantebaseret og fantasifuld: Deres spaghetti carbonara er pyntet med en æggeblommelignende tomat, der ligner den ægte vare, og de laver siciliansk-inspireret pizza med lækker smeltet kokosost. I weekenden byder brunchmenuen på klassikere som kylling og vafler, burritos med pølser og mimosas ad libitum. Her kan du tage dine skeptiske kødspisende venner med. Lok dem også med muligheden for at spotte ægte Hollywood-veganere. Beyoncé, Joaquin Phoenix og Miley Cyrus er alle vilde med Crossroads.

Shirube Los Angeles
Foto: Unsplash

Småretter som i Tokyo

Shirube

Kortmarkør
424 Wilshire Blvd
Santa Monica
Vis på kort

Selv med adressen i hånden er det nemt at misse den beskedent udseende Shirube (måske på grund af de skarpe lys fra Chevron-tanken ved siden af). Den Tokyo-baserede izakaya-kædes første restaurant i USA byder på lækre småretter og drinks til fornuftige priser (for West LA). Gå ikke glip af sprøde corn ribs dækket af en sød og klistret shoyu-glasering og Shirubes signaturmakrel, der flammegrilles ved bordet. De har også yderst frisk sashimi og en wagyu-steak for to samt en tankstationsinspireret slushice-maskine, der laver frosne yuzu-mojitos. En kultklassiker i LA, den veganske is Lavender and Truffles, er også at finde på dessertkortet.

Camphor Los Angeles
Foto: Camphor

Fransk bistro med asiatisk indflydelse

Camphor

Kortmarkør
923 E 3rd St #109
Los Angeles
Vis på kort

Nogle gange er en fransk Michelin-bistro det eneste en mangfoldig og velhavende gruppe kan enes om. Her kommer Camphor i det centrale LA ind i billedet. Kokkene Max Boonthanakit og Lijo George står bag, og de fik Michelin-anerkendelsen blot et år efter åbningen. Restauranten fremtryller nøje franske retter som steak au poivre og tartar af oksekød, men det er de sydøstasiatisk-inspirerede retter, der er mest interessante: "gunpowder baby shrimp" med masser af sort peber samt linser og lam fyldt med Kerala-krydderier. Slut af med kiwidesserten, der er så smuk, at man skulle tro, den var skabt med kunstig intelligens.

Tacos Los Cholos Los Angeles
Foto: Tacos Los Cholos

Den eneste ene taco

Tacos Los Cholos

Kortmarkør
7127 Pacific Blvd
Huntington Park
Vis på kort

At finde byens bedste taco er nærmest en hobby for indbyggerne i LA. Familiedrevne taquerias og foodtrucks kæmper om at være det bedste tacosted. Selvom den "bedste taco" afhænger af smag og behag, bør man vælge Tacos Los Cholos i Huntington Park, hvis man kun kan nå at spise én taco på vestkysten. Bygningen i to etager udsender bogstaveligt talt røg fra mequite-kulgrillen, men al den røg er nødvendig for at tilberede deres "regular-", "premium-" og "prime"-kød. Hvilken taco skal man prøve hos Tacos Los Cholos? Det skal være den med ribeye til $ 7, som er gjort mør som smør i lime. Det er en taco, der er værd at rejse for.

Found Oyster Los Angeles
Foto: Trox Photos

Fisk, skaldyr og champagne

Found Oyster

Kortmarkør
4880 Fountain Avenue
Los Angeles
Vis på kort

New England møder East Hollywood på dette skaldyrssted med et udvalg, der er så frisk, at man skulle tro, man var lige ved siden af havet. "Crudos", "lobster rolls" og "seafood towers" er på menuen, og det samme er østers fra bestyrerens familiefarm i Maine. Skyl det hele ned med en frisk hvidvin eller en grand cru-champagne. Tillykke, du har "fundet" en af de allerbedste restauranter i LA.

Smorgasburg
Foto: Shutterstock

Spis, drik, shop

Smorgasburg

Kortmarkør
777 S Alameda St
Los Angeles
Vis på kort

Hvis du kun har en enkelt dag til at spise og shoppe, så er friluftsmarkedet Smorgasburg i det centrale LA lige noget for dig. Med næsten 60 madboder og 30 andre forhandlere, der sælger smykker, tøj og indretning, kan du smage på LA’s mangfoldige madkultur og vælge nogle souvenirs, mens du fordøjer maden. De nyeste madboder i 2024 omfatter Cambodian Cowboy, hvis røgede svinemave med kampot-peber ofte bliver udsolgt, og Rice Gang by Moom Maam, som serverer japansk curry med oksekind, ris og karaage. Og hvis det ikke er noget, har du 50 andre steder at vælge mellem.

Pizzeria Sei Los Angeles
Foto: Unsplash

Et stilfuldt slice

Pizzeria Sei

Kortmarkør
8781 W Pico Blvd
Los Angeles
Vis på kort

Ligesom tacos er pizza en ting i LA, og den kan sagtens hamle op med The Big Apples "dollar slices". Her er alt fra firkantede Detroit-pizzaer til ostefyldte New York-pizzaer. Men vil du have en ægte californisk pizza, så vælg Pizzeria Sei. Ægteparret William Joo og Jennifer So serverer en Tokyo-inspireret napolitansk pizza med luftfyldte kanter, der er bløde og dejagtige som mochi. Mange i LA mener, at den bedste pizza findes her hos Pizzeria Sei. Du kan enten tage den med eller spise den på stedet.

Gjusta Venice
Foto: Unsplash

Venice B*tch

Gjusta

Kortmarkør
320 E Sunset Avenue
Venice
Vis på kort

Hvis Lana Del Rey var restauratør, ville Gjusta være hendes største hit. Gjusta er et bageri, en delikatesse, café og et marked og har været en institution i Venice siden åbningen i 2014. Lange køer af smukke mennesker og begrænsede siddepladser på terrassen kan gøre oplevelsen kaotisk, men den konstante travlhed er det værd. Gjustas sandwiches, kager, oste og kød er i europæisk kvalitet med et cool californisk strejf. Lækre sandwiches med "tuna conserva" og "pastrami reuben" er på menuen sammen med perfekte "breakfast bowls" og en stegt kylling til $ 36, som alle er enige om er for dyr, men det hele værd.

Tekst af Maggie Kim