Oktoberfest hero

Alt om Oktoberfest i München

Få en maß fra hanen, og kast dig ud i verdens mest kendte ølfestival.

Foto: Pexels
juni 2023
Efter over 200 år er Oktoberfest stadig en unik oplevelse. Ud over det skummende øl byder München på traditionel mad, musik, tøj og et helt forlystelsesområde.

Kan man kalde sig ølelsker, hvis man aldrig har været til Oktoberfest i München? Det kan diskuteres, men det skal nævnes, at verdens største ølfestival hvert år tiltrækker millioner af besøgende fra hele verden.

Men hvad er Oktoberfest egentlig? Det er måske ikke alle, der ved, at Oktoberfest først var tænkt som en engangsfestival, da kronprins Ludvig af Bayern giftede sig med prinsesse Therese av Sachsen-Hildburghausen i 1810. Münchens indbyggere blev inviteret for at deltage i festlighederne med hestevæddeløb, musik – og øl. 

Festivalen var så populær, at den straks blev en årlig tradition, og i de godt 200 år, der er gået siden da, er den vokset til det omfang, den har i dag, med alt fra karruseller til fotobokse, styrkekonkurrencer og hornorkestre.

Folk klædt i folkedragter under Oktoberfest-paraden
Foto: Shutterstock

Øltelte, mad og folkedragter

Man kan opleve Oktoberfest flere steder i Tyskland, men München er den oprindelige by. Hovedscenen er Theresienwiese, en åben plads med kæmpestore øltelte. Teltene repræsenterer ofte et bryggeri med forskellige temaer, musik og atmosfære og har plads til tusindvis af gæster. Bestil plads i forvejen, hvis du vil besøge et af dem, men for den spontane gæst er det også muligt at få plads ved at stå i kø.

Øllet under Oktoberfest skal være brygget i München og serveres helst i en Maß, et ølkrus, som rummer en liter øl. Husk at bestille mad til øllet! Det, der passer bedst, er selvfølgelig klassiske bayerske retter som svineskank med knödel, pølser af alle slags, surkål eller käsespätzle – dumplings med smeltet ost og løg.

Oktoberfest er samtidig en vigtig hyldest til den bayerske kultur og dens traditioner. Mange besøgende er klædt i folkedragt bestående af lederhosen for mænd og dirndlkjoler for kvinderne. Loferl, et par benvarmere, kombineres med korte sokker.  

Udenfor Oide Wiesn i München
Foto: Shutterstock

Oide Wiesn og Rosa Wiesn

Vil du opleve, hvordan festlighederne foregik før i tiden, med forlystelser fra 1919 og 1950’erne, skal du besøge den del af Oktoberfest, der kaldes Oide Wiesn. Ud over forlystelsesområdet er der særlige telte med temaer som traditionelle folkesangere, cabaretkunstnere og dans. Der er også roligere i dette område, og det kan være rart, hvis du har fået nok af højrøstede øldrikkere.

For LGBT+-besøgende er der desuden Rosa Wiesn, også kendt som Gay Oktoberfest. Det mest populære tidspunkt er den første søndag i Bräurosl-teltet, som går under navnet Gay Sunday.

Top 5-aktiviteter ved Oktoberfest

Folkedragtparaden 

Den første søndag under Oktoberfest går cirka 9.000 deltagere igennem München i Trachten- und Schützenzug (paraden for traditionelle dragter og jægere). Perfekt til en fuld dosis lederhosen og dirndlkjoler.

Åbningsparaden for Oktoberfest
Foto: Shutterstock

Åbningsparaden

På åbningslørdagen for Oktoberfest leder Münchens borgmester en festlig parade igennem byens gader, når de store øltelte transporterer øllet til Theresienwiese. Når de kommer frem, indvier borgmesteren festivalen ved at tappe en øl fra det første fad og råbe ”O’zapft is!” (Det er tappet!).

Et pariserhjul om aftenen

Pariserhjulet

Der er et væld af forlystelser ved Oktoberfest, og vi anbefaler at begynde med den roligste. Begiv jer op i de øvre luftlag, og nyd udsigten til festlighederne på jorden. Derefter er det måske tid til en hårrejsende tur i rutsjebanen.

En koncert under Oktoberfest
Foto: Shutterstock

Koncert

Den store koncert med alle hornorkestrene finder sted den anden søndag under Oktoberfest, og borgmesteren deltager også her, denne gang som dirigent. Det er en løssluppen og underholdende koncert, som er åben for alle. Desuden er der et utal af mindre koncerter, kabareter og anden musikunderholdning.

Marienplatz i Münich

Opdag München

München er en fantastisk by med en rig historie. Seværdigheder som Marienplatz, det gamle klokkespil i Rådhuset og Frauenkirche er et must-see, men man kan også bare vandre rundt og nyde den smukke arkitektur og parkerne eller se på dem, der surfer på floden i den engelske have (ja, virkelig!).

Tekst af Daniel Björk