/\

ANNONCE

Hugh Forrest har store forventninger om at fortsætte udviklingen af en festival, der ikke længere ligner sig selv fra de første dage.
Hugh Forrest har store forventninger om at fortsætte udviklingen af en festival, der ikke længere ligner sig selv fra de første dage.

Mennesker

Sådan kommer teknologi- og musikfestivalen SXSW til at udvikle sig

Siden den ydmyge start som outsider-musikkoncert i 1987 er SXSW vokset til en kæmpe, der kræver en fuldtidsstab året rundt. Nogle har været med lige fra starten og for den programansvarlige Hugh Forrest har det været en lang rejse siden de første dage, hvor han lastede og flyttede kasser.

Indførelsen af et interaktivt element, dengang betegnet multimedier, på den ikoniske SXSW-festival var en velkommen og oplagt chance for Hugh Forrest, som havde været en del af teamet fra festivalens tidligste dage. Han indrømmer, at han nok ikke var den mest kvalificerede person til at stå i spidsen for lanceringen. "Jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Min erfaring strakte sig stort set til at eje en computer, men man skal huske på, at programmering og cd-rommer på det tidspunkt stadig var på begynderstadiet."

Det skulle blive en stejl indlæringskurve for Austin-manden, der siden 1989 havde arbejdet med SXSW under forskellige former og havde flyttet kasser og grej og hvad der ellers var nødvendigt. Selv om der er meget, der har ændret sig siden, er der én ting, der er uændret – Austin er stadig projektets base og puls.

En kunstner du (sandsynligvis) ikke har hørt om – kernen i filosofien bag SXSW. Foto: Andrea Dane.

"Jeg tror, at en af grundene til, at SXSW opstod i Austin og har udviklet sig, overlevet og haft det godt her, er at det altid har været en af de mest kreative byer ikke blot i USA, men i hele verden," siger Forrest.

Foto: Samantha Burkardt

"Ud over al kreativiteten er der mange store uddannelsesinstitutioner i byen, så der er masser af spændende unge og ikke så unge ideer. Austin har altid været en blå plet i en rød stat med en langt mere liberal holdning end resten af Texas, og kreativitet er den vigtigste ingrediens i SXSW – den afspejler det, der er en af hovedingredienserne i byen Austin."

Selv om det er fristende at mene, at SXSW-festivalens fremgang har været en uafbrudt opadgående kurve, er sandheden noget anderledes ifølge direktøren, især hvad angår det interaktive element.

"Det kæmpede vi virkelig med de første otte til ti år. Jeg følte ikke rigtigt, det passede så godt sammen med musik- og filmdelen på festivalen – byen fik jo besøg af både rockstjerner og filmstjerner, og på den anden side var der så alle nørderne. Det virkede slet ikke, som om de passede ind. Men det, der har ændret sig radikalt i verden siden da er, at nørderne er blevet rockstjernerne! Med fremkomsten af iværksætterbevægelsen, Silicon Valley og de sociale medier var vi heldige at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt."

Jo større festivalen vokser sig, jo sværere bliver det paradoksalt nok at fastholde dens "indie"-kant. Man kan indvende, at det er et positivt problem, men det udgør alligevel en udfordring for arrangørerne, siger Forrest, som fremhæver Barack Obama, USA's tidligere præsident, blandt de mange højdepunkter gennem årene. Obamas tilstedeværelse understreger dilemmaet. 

"Hvad enten det er musik, film eller interaktiv, drejer SXSW sig primært om lovende bands, film, tekniske nyskabelser og folk, man ikke har hørt om endnu, men som man vil kende til inden for et par år. Vi er heldige at få store navne på plakaten nu, men de fleste er folk, man nok ikke kender. Måske er vi heldige og få udvikleren af den næste suveræne VR-app eller en af de mange andre, der gerne vil forandre verden til det bedre."

”Twitter blev nærmest lanceret på SXSW. Den var allerede blevet frigivet tidligere, men SXSW blev brugt som officielt lanceringsarrangement.”

Styrken ved SXSW som affyringsrampe kan ikke illustreres bedre end med Twitter, som blev lanceret i sommeren 2006, men nåede et uventet vendepunkt på SXSW den følgende marts. Det vendepunkt viste sig at være til gavn for begge parter, siger Forrest.

"Twitter blev nærmest lanceret på SXSW. Den var allerede blevet frigivet tidligere, men SXSW blev brugt som officielt lanceringsarrangement. Det var et af de første steder, folk begyndte at forstå, hvad Twitter og sociale medier var i stand til. Når det er sagt, så tror jeg ikke, at vi i vores vildeste drømme havde forestillet os, at lederen af den frie verden de følgende år ville tweete dagligt om amerikansk udenrigspolitik. Det gik i luften med et brag i 2007. Folk kunne se, at det var en nyttig tjeneste og fortalte andre, at de havde set det på SXSW – det satte virkelig skub i tingene."

 Alt dette rejser et sidste spørgsmål – hvad bliver dette års Twitter på SXSW?

"Jeg håber, vi får et nyt breakout-hit som dette i 2018," siger Forrest. "Men den primære fokus for SXSW er de små forbindelser mellem kreative folk, der kan føre til nogle fantastiske ting, som resten af verden ikke hører om de første par år." 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk